Vejledninger og blanketter

På denne side finder du vejledninger, blanketter og ansøgningsskemaer, som du kan få brug for i forbindelse med din ansøgning.

Vejledninger

Samler du ind til at føre valgkamp, skal du være opmærksom på reglerne om indsamlinger.

Ifølge indsamlingsloven skal alle indsamlere som udgangspunkt have en tilladelse fra Indsamlingsnævnet til at samle ind.

Dog er indsamlinger til støtte for politiske partier undtaget fra indsamlingsloven. Det betyder, at der ikke kræves tilladelse til indsamlingen.

Hvis du er opstillet kandidat for et politisk parti til f.eks. et kommunalvalg eller et folketingsvalg, og samler du ind til fordel for din egen valgkampagne, skal du ikke søge om tilladelse til din indsamling.

Din indsamling vil være omfattet af undtagelsen i indsamlingsloven.

Hvis du som tredjemand samler ind til en opstillet kandidat for et politisk parti til f.eks. et kommunalvalg eller et folketingsvalg, skal du søge om tilladelse til din indsamling, medmindre de indsamlede midler indsættes direkte på partiets konto.

Hvis de midler, du samler ind, indsættes direkte på partiets konto, så er din indsamling omfattet af undtagelsen i indsamlingsloven, og du skal ikke have en tilladelse til indsamlingen.

Samler du ind til almennyttige formål ved valgsteder på valgdagen, skal du være opmærksom på følgende:

Det er Kommunalbestyrelsen, der afgør, om der må ske indsamlinger til almennyttige formål på valgdagen ved de enkelte valgsteder.

Hvis du bruger indsamlingsbøtter, er det også Kommunalbestyrelsen, som afgør, hvor store indsamlingsbøtterne må være, og hvor de må stå m.v. Indsamlingsbøtterne skal dog altid placeres uden for valglokalerne.

Indsamlingerne skal ske i overensstemmelse med reglerne i indsamlingsloven. Det betyder blandt andet, at en indsamling kræver tilladelse fra Indsamlingsnævnet, uanset om indsamlingen sker ved opstilling af en indsamlingsbøtte eller ved en gadeindsamling, hvor der rettes personlig henvendelse til borgerne.

Indsamlinger skal foregå i overensstemmelse med god indsamlingsskik.

De almindelige principper for god indsamlingsskik omfatter, at:

  • der skal udvises respekt for bidragsyders integritet og handlefrihed samt øvrige organisationers og andre indsamleres integritet og handlefrihed.
  • der skal eksistere åbenhed om indsamlers egen organisations formål, ledelse og økonomi.
  • der skal herske troværdighed og åbenhed om en indsamlings formål og brugen af de indsamlede midler.

Retningslinjer for god indsamlingsskik.

Indsamlingsnævnet henviser til Indenrigs- og Boligministeriet ved spørgsmål, der konkret vedrører placeringen af indsamlinger på valgsteder på valgdagen.  

Hvis du har spørgsmål om indsamlinger i forbindelse med valg, er du velkommen til at kontakte Indsamlingsnævnet på e-mail indsamlingsnaevnet@civilstyrelsen.dk eller på telefon 33 92 33 34.

Indsamlingsnævnet gør opmærksom på, at nævnet alene kan vejlede dig om indsamlingsloven. Nævnet kan ikke vejlede dig om andre eventuelle konsekvenser af din indsamling, herunder skattemæssige konsekvenser.

Organisationer, der har en 3-årig tilladelse til at samle ind i medfør af indsamlingslovens § 4, skal årligt indsende deres årsregnskab til Indsamlingsnævnet.

Formålet er, at nævnet skal have mulighed for at føre kontrol med indsamlingerne, ligesom det skal være muligt for bidragsyderne at få indblik i organisationens økonomi, og hvordan de indsamlede midler anvendes. På den måde har bidragsyder mulighed for at træffe sin beslutning om at yde bidrag til en organisation på et oplyst grundlag.

Klik på knappen herunder for at finde vores vejledning til årsregnskaber for organisationer med tilladelse efter Indsamlingslovens § 4.

Læs regnskabsvejledningen