Tilskud til retshjælpskontorer og advokatvagter

Retshjælpsinstitutioner får yderligere udligningstilskud i 2026

Publiceret 18-09-2026

Efter uddelingen af tilskud i maj 2026 har Civilstyrelsen konstateret, at der er sket en beregningsfejl i udregningen af udligningstilskud. Det har medført, at nogle retshjælpsinstitutioner har modtaget for lidt i udligningstilskud.

Civilstyrelsen vil derfor udbetale yderligere udligningstilskud på i alt 1.585.334 kr. til de berørte retshjælpsinstitutioner. De berørte retshjælpsinstitutioner vil modtage direkte besked herom.

Der vil herudover pr. 18. september 2026 være en mindre restpulje på ca. 22.000 kr. Beløbet hidrører fra tilbagebetalinger fra retshjælpsinstitutioner i 2026. Det er ikke muligt at genansøge om tilskud, som Civilstyrelsen allerede har taget stilling til ved afgørelsen om tilskud for 2026. Det er derimod muligt at ansøge om de resterende midler i puljen, hvis der er tale om ændrede forhold i retshjælpsinstitutionen, eller hvis det ansøgte beløb skal dække nye, uforudsete udgifter.

Ansøgninger om de resterende midler i retshjælpspuljen behandles som den klare hovedregel i den rækkefølge, som Civilstyrelsen modtager ansøgningerne.

Yderligere information om tilskud til retshjælpsinstitutioner kan findes i Civilstyrelsens årsberetning for uddeling af tilskud til retshjælpsinstitutioner i 2026, som forventes offentliggjort på Civilstyrelsens hjemmeside inden udgangen af september 2026.