Hvilke systemer drejer det sig om?
Civilstyrelsen varetager drift, koordinering og udvikling af it-løsningerne; Lex Dania produktion og Statstidende. Lex Dania produktion er den it-løsning, hvorigennem alle love og regler produceres, bearbejdes og offentliggøres. Løsningen understøtter den vigtige samfundsopgave, der er den centrale statslige retskildeformidling og danner grundlaget for hele det statslige retsinformationssystem. Produktionssystemet anvendes af informationsleverandørerne, dvs. Folketinget, ministerier og underliggende myndigheder, i alle skridt forbundet med dokumentbearbejdningen fra opmærkning til offentliggørelse. Dokumenter og data gøres, alt efter dokumenttypen, tilgængelig på henholdsvis lovtidende.dk, retsinformation.dk, ministerialtidende.dk og offentlighedsportalen.dk.
I Statstidende optages alle meddelelser, som i henhold til lovgivningen skal kundgøres i Statstidende. Statstidende indeholder lovpligtige meddelelser med retsvirkning for borgere, virksomheder og myndigheder samt visse andre offentliggørelser. Statstidende udgives elektronisk på www.statstidende.dk.
Udviklingsprojekt i forbindelse med opgaven
Der skal under Kontrakten gennemføres et større udviklingsprojekt, hvor det centrale styringsværktøj Lex Dania klient skal moderniseres. Dette skal bl.a. sikre en mere tidssvarende brugergrænseflade til understøttelse af nuværende og fremtidige forretningsbehov og give bedre forudsætninger for fremtidigt vedligehold og funktionsudvidelser.
Kontrakten kan løbe op til 10 år og den anslåede værdi for hele perioden er skønnet til omkring 150 mio. kr. ekskl. moms.
Du kan læse meget mere i udbudsbekendtgørelsen her.
Tak til konkurrence -og forbrugerstyrelsen for rådgivning i forbindelse med udbudsmaterialet.