Ledigt hverv som stedfortrædende formand for Indsamlingsnævnet til besættelse snarest muligt.
Indsamlingsnævnet – der er et uafhængigt nævn nedsat af justitsministeren – har til opgave at give tilladelse til indsamlinger og føre kontrol med, at indsamlede midler anvendes til de formål, som indsamler har oplyst. Ind-samlingsnævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Justitsministeren udpeger medlemmer og stedfortrædere til Indsamlingsnævnet.
Hvervet som stedfortræder for Indsamlingsnævnets formand ønskes besat af en velkvalificeret jurist, f.eks. en advokat. Forudgående kendskab til indsamlingsområdet er ikke en forudsætning.
Som stedfortræder for nævnets formand deltager du i nævnsmøder i formandens fravær. Indsamlingsnævnet afholder normalt ca. 4-6 møder om året. Endvidere deltager stedfortræderen for formanden som minimum i ét årligt plenarmøde. Civilstyrelsen, der er beliggende i Viborg, varetager sekretariatsbetjeningen af Indsamlingsnævnet.
Som stedfortræder for nævnets formand honoreres man for sin anvendte tid til en timesats af 683,15 kr. (2026-niveau) ved deltagelse i tilfælde af formandens forfald. Ved deltagelse i det årlige plenarmøde uden formandens forfald honoreres man for sin anvendte tid med en timesats på 427,60 kr. (2026-niveau).
Beskikkelsen sker for en periode på 4 år med mulighed for genbeskikkelse.
Det er en forudsætning for beskikkelsen, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom sikkerhedsgodkendelsen skal kunne opretholdes gennem hele beskikkelsesperioden. Nærmere oplysninger om hvervet kan fås ved henvendelse til kontorchef i Civilstyrelsen, Jeppe Jessen, på telefon 3392 3334 eller via e-mail jeppesondergaard.jessen@civilstyrelsen.dk.
Hvis du er interesseret i hvervet som stedfortræder for Indsamlingsnævnets formand, så send en e-mail med kort motivering og et CV til formueretskontoret@jm.dk senest den 12. december 2026.
.png)