1

Forord

Velkommen til årsberetningen 2023 for Retslægerådet. Efter en række år præget af flytning og digitalisering har 2023 været kendetegnet af, at der har været tid og overskud til at optimere arbejdsgangene i sagsbehandlingen. Den digitale sagsbehandling begynder nu at være driftssikker, og de sagkyndige voterende er ved at have vænnet sig til at arbejde i Workzone. Resultatet er, at sagsbehandlingstiderne er støt faldende. Dertil kommer, at alt det billeddiagnostiske materiale i sagerne nu er tilgængeligt på PACS, hvilket yderligere har lettet arbejdet med sagerne. Hvor vi tidligere måtte have radiologer til at genbeskrive billedmaterialet i en stor del af de somatiske sager, kan klinikerne fra de enkelte specialer nu selv se billedmaterialet, og det har reduceret rådets behov for radiologiske genbeskrivelser af billedmaterialet og yderligere nedsat sagsbehandlingstiden.

Rådets temamøde i efteråret 2023 om PTSD var meget velbesøgt, og et referat kan læses i denne årsberetning.

2023 blev også et år, hvor der skete ændringer i formandskabet. Professor Søren Jacobsen valgte at stoppe som formand og fortsætte som almindeligt medlem af rådet. Tak til Søren Jacobsen for at have løftet udfordringen under en krævende flytning.

Desuden stoppede tidligere formand og næstformand professor Bent Ottesen efter at have været medlem af Retslægerådet i en lang årrække. Bent Ottesen har været en gennemgående personlighed i rådets arbejde, som nye medlemmer af rådet og sekretariatsmedarbejdere altid har kunne hente hjælp hos, og vi skylder Bent Ottesen en stor tak for det store engagement, han har lagt i rådets arbejde.

 

Ny i formandskabet som næstformand er professor Jytte Banner og som formand professor Torben Bæk Hansen, der tiltrådte i deres nye roller i rådet den 1. december 2023.

Rådets sammensætning har ellers været uændret i 2023, idet det mangeårige medlem professor Raben Rosenberg desværre afgik ved døden i slutningen af året. Æret være hans minde.

Der skal lyde en stor tak til alle de dygtige sagkyndige voterende, som har bistået rådet i 2023 ved besvarelse af sagerne. Uden jer var Retslægerådets opgave ikke mulig at løse.

Sidst vil vi sige stor tak til sekretariatschef Eva Aaen, der efter med sikker hånd at have ledet sekretariatet igennem flytning og digitalisering valgte at skifte til en anden stilling i Civilstyrelsen ved årsskiftet.

Vi har i denne årsberetning valgt at opdatere formatet og håber, at det fremstår læsevenligt og informativt for alle læserne.

God læselyst!

 

Formand  Næstformand  Næstformand
Torben Bæk Hansen Mette Brandt-Christensen Jytte Banner

 

2

Retslægerådets medlemmer & sekretariatets ledelse

Professor, Cheflæge, ph.d. Regionshospitalet Gødstrup, Ortopædkirurgisk afdeling
Formand

Torben Bæk Hansen

Professor, Ph.d. Københavns Universitet, Retspatologisk Afdeling
Næstformand

Jytte Banner

Overlæge, ph.d. Psykiatrisk Center Sct. Hans / Retspsykiatrisk Center Glostrup
Næstformand

Mette Brandt-Christensen

Overlæge, Ph.d. Psykiatrien i Region Sjælland Sikringen, Retspsykiatrien Slagelse

Camilla Bock

Overlæge, dr.med. Region Hovedstadens Psykiatri, Psykiatrisk Center København, Militærpsykiatrisk Ambulatorium

Henrik Steen Andersen

Professor, overlæge dr.med. Region Hovedstadens Psykiatri, Psykiatrisk Center Glostrup

Poul Videbech

Professor, overlæge, dr.med. Region Hovedstadens Psykiatri, Psykiatrisk Center København

Martin Balslev Jørgensen

Overlæge, Psykiatrisk Center København, Region Hovedstadens Psykiatri

Thomas Kirkegaard

Overlæge, Ph.d. Aarhus Universitetshospital, Neurologisk Klinik

Hanne Gottrup

Professor, Aalborg Universitetshospital

Carsten Reidies Bjarkam

Professor, overlæge, dr.med. Rigshospitalet, Højt Specialiseret Reumatologi

Søren Jacobsen

Professor, dr.med. Region Hovedstadens Psykiatri, Psykiatrisk Center Amager
Udtrådt medlem

Raben Rosenberg

Professor, dr.med. Rigshospitalet Direktionen Juliane Marie Center
Udtrådt medlem

Bent Ottesen

Sekretariatets ledelse

Sekretariatschef i Tilskud & Retslægeråd, Civilstyrelsen

Jeanett Palmann Jensen

Souschef i Tilskud & Retslægeråd, Civilstyrelsen

Jeppe Aakerhjelm Jessen

3

Portræt af tidligere formand Bent Ottesen

I anledning af Årsberetningens nye visuelle udtryk, har vi lavet et portræt af tidligere formand for Retslægerådet Bent Ottesen. Bent Ottesen var formand i 25 år og har været en stor del af Retslægerådets historie og digitale rejse. Derfor har sekretariatet fået Bent Ottesen til at give et indblik i hans tid som formand og nogle af de highlights som han har oplevet i sit virke. Gennem en række spørgsmål giver Bent sine svar.

I de år du har været formand, hvad er der så sket i Retslægerådet af historisk karakter?

Starten som formand var lidt udfordrende. I 2009 var Retslægerådet i stærk modvind. Tidsskriftet Advokaten og dagbladet Politiken satte spørgsmål ved rådets eksistensberettigelse. Kritikken satte fokus på flere områder: om rådet fungerede som en slags overdommer i domstolenes behandling af sager, rådets håndtering af aldersbestemmelser og rådets manglende information om anvendelse af begrebet ”overvejende sandsynlig”. Formandskabet fandt – ikke overraskende – at kritikken var uberettiget. Men de hårde knubs gav alligevel anledning til selvransagelse – vi savnede solide argumenter, der kunne tilbagevise kritikken. Vi besluttede derfor i slutningen af 2009 at udarbejde en egentlig strategi og handlingsplan for rådets videre arbejde. En handlingsplan der blev fremlagt og vedtaget ved et stormøde i marts 2010. To fokusområder var indeholdt i planen: kommunikation og kvalitetssikring. Manglende viden om rådets arbejde kunne i høj grad være forklaringen på mange af de fremførte kritikpunkter. Rådet havde ry for at være en relativt lukket institution. I de efterfølgende år blev der derfor afholdt et stort antal foredrag/workshops for advokater, domstole og andre samarbejdspartnere. Det var en god dialog, der gav nyttig viden begge veje.

Kvalitetssikring blev sat i fokus med en række initiativer: to eksterne, uvildige eksperter inden for henholdsvis jura og lægevidenskab foretog peer review af mere end 100 whiplash sager, hvor kvaliteten af både spørgsmål og svar blev vurderet. Tilsvarende er et helt års besvarelser og resultater i somatiske sager systematisk gennemgået og kritisk vurderet. Resultatet af begge undersøgelser er offentliggjort på rådets hjemmeside. Rådets arbejde og kvaliteten af dette er ligeledes blevet videnskabeligt vurderet i en ph.d.-afhandling. To årlige temadage er også vigtige elementer i den løbende kvalitetssikring. Temaet identificeres typisk fra sager, der har givet anledning til diskussion blandt de voterende. Relevante interne og eksterne oplægsholdere belyser emnet for en bred kreds. Mødereferatet udgør status for den aktuelle problemstilling og offentliggøres i årsberetningen.

Det har været en periode med mange fysiske ændringer. I 2013 flyttede sekretariatet fra lokalerne på Blegdamsvej til Adelgade. Dette i konsekvens af at sekretariatet overgik i regi af Civilstyrelsen og ikke længere hørte under Justitsministeriet. I dag har sekretariatet til huse i Viborg som et resultat af regeringens udflytningsstrategi i 2017. Selve Retslægerådet udgør fortsat en uafhængig enhed i regi af Justitsministeriet.

Kan du sætte ord på Retslægerådets historie, og hvordan udviklingen har været? Heriblandt den digitaliseringsrejse som Retslægerådet har været igennem

Det er interessant at se, hvorledes sagernes karakter har ændret sig i rådets 115-årige eksistens. I de første år var det især sager vedrørende spirituspåvirkede motorkørere, sterilisations- og kastrationssager. I 1971 toppede antallet af sager med 7300, men loven om sterilisation og kastration i 1973 og indførelsen af fast promillegrænse i 1976 reducerede antallet af modtagne sager til 2300 i løbet af 80´erne. Efterfølgende har udlændingeloven, lov om patientforsikring, patientskadeankenævn og lægemiddelskadeankenævn, lov om forsikring mod arbejdsskader og patientklagenævnet påvirket karakteren af de sager, rådet modtager. Senest er sager vedrørende fastlæggelse af avlingstidspunkt i faderskabssager stort set forsvundet på grund af tilgangen til DNA-analyser. Der har således altid eksisteret en tæt sammenhæng mellem samfundsudviklingen og de opgaver, rådet har skullet varetage. I dag udgør sager vedrørende forsikringsforhold den største kategori, og de er karakteriseret ved at være komplekse og mere arbejdskrævende end tidligere.

Ved årtusindskiftet forelå sagerne i papir – ofte på mange hundrede sider – og sagsbehandlingsproceduren var særdeles omfattende og tidskrævende med forsendelse af sagerne mellem rådets sekretariat og de voterende, ofte flere gange blandt de voterende, før rådets udtalelse forelå til afsendelse. De første kravsspecifikationer til elektronisk sagsbehandling blev udarbejdet i slutningen af 00´erne. Det skulle vise sig at være en særdeles kompliceret proces. En af de væsentligste forudsætninger var, at de hørte offentlige myndigheder var i stand til at fremsende samtlige relevante oplysninger digitalt. Implementeringen er derfor foregået trinvist. Senest ibrugtagningen af automatisk overførsel via PACS af det billeddiagnostiske materiale. I 2023 kunne rådet så endelig tage afsked med den fysiske transport af sager i håndsyede aflåste lærredstasker, idet al sagsbehandling nu foregår digitalt.

Kan du nævne nogle highlights fra din tid som formand for Retslægerådet?

På det praktiske plan er digitaliseringen af sagsbehandlingen ubetinget den største og vigtigste begivenhed. Den ændrer helt fundamentalt rådets mulighed for at optimere sagsbehandlingen. Det giver både en besparelse i tid og økonomi, samtidig med at den enkelte sag kan følges trin for trin. For første gang i rådets historie har vi nu mulighed for at ændre radikalt på sagsbehandlingstiden. Indholdsmæssigt er der naturligvis mange sager, der har gjort dybt indtryk på mig. Mange af dem har været omtalt i dagspressen. Det gælder især inden for det retspsykiatriske område og strafferetssager. De seneste år er der især een sag, der har været meget omtalt i medierne – den såkaldte Omskæringssag. Et forældrepar blev dømt for at have sendt deres to døtre til omskæring i udlandet. Sagen blev til sidst både behandlet i Højesteret og Den særlige Klageret. Retslægerådet vurderede, at de to piger var blevet omskåret. Det rejste en voldsom kritik fra flere specialister, der anførte, at pigerne aldrig var blevet omskåret. Kritikerne savnede en ordentlig begrundelse for de svar, Retslægerådet havde afgivet, og påpegede det urimelige i, at det var de samme tre læger, der revurderede sagen, da der blev stillet supplerende spørgsmål. Der er ingen tvivl om, at Retslægerådets begrundelse i sagen ikke var tilfredsstillende. Ikke at det ville have ændret på substansen i svaret, men det ville formentlig have gjort besvarelsen mere forståelig. Retslægerådet har selvfølgelig taget ved lære af forløbet, og konkret har sagen givet anledning til, at retsordførerne for de politiske partier sammen med Justitsministeren har aftalt en praksisændring og en ændring i rådets forretningsorden. Hensigten med ændringerne er at sikre, at rådet i særlige sager kan styrke sine udtalelser ved at inddrage flere sagkyndige.  Endvidere har Retslægerådet fundet, at rådets udtalelser i høj grad også kan styrkes ved at forbedre de begrundelser, der afgives i de konkrete svar. Det er Retslægerådets intention igennem forbedrede begrundelser at højne kvaliteten og sikre gennemsigtigheden i rådets udtalelser til fordel for parterne og de forelæggende myndigheder. Sagen har på alle måder været ulykkelig: tilbage er en familie, der føler sig uretfærdigt behandlet af retssystemet, i rådet oplever de involverede sagkyndige at være blevet beklikket på deres faglighed, og Retslægerådets omdømme er svækket.

Hvad tager du med dig fra din tid som formand?

Retslægerådet er internationalt set en enestående institution. Domstolenes tilbagemeldinger er, at det er bedre, at sagsbehandlingen bygger på uvildige sagkyndiges erklæringer frem for at indføre amerikanske tilstande, hvor hver part i en sag kan indkalde egne ekspertvidner. Jeg ser derfor også Retslægerådets fremtidige eksistensberettigelse i det danske retsvæsen. Det har været en gave at få lov til at stifte bekendtskab med den juridiske verden set fra et lægefagligt synspunkt. Nødvendigheden af helt præcise formuleringer af den lægefaglige vurdering har været en spændende udfordring. Præcise svar er grundlaget for, at domstolene kan træffe den mest korrekte afgørelse på det rigtige lægefaglige grundlag. Igennem alle årene har jeg haft dyb respekt for de mange af landets fremmeste eksperter, der stiller sig til rådighed for rådets arbejde, for et honorar der ikke på afgørende måde ændrer deres eksistensgrundlag, men alle melder, at de opfatter det som et borgerligt ombud at stille deres viden og erfaring til rådighed. Rådets eksistensberettigelse hviler på denne faglighed.

Retslægerådet har igennem mange år fyldt rigtig meget for dig. Hvad vil du fremover bruge tiden på?

Der var særligt to ting, der overraskede mig, da jeg trådte ind i mit otium: dels var overdragelsen af ansvaret til min efterfølger en større lettelse, end jeg havde forestillet mig, det var mærkbar reduktion i vægten på skuldrene, og dels var det forbløffende let at vænne sig til, at man selv var i fuld kontrol over sin kalender. Nu er der god tid til at dyrke musikken både som udøvende og nydende. Dejligt at man kan give sig god tid til sine gøremål, uden at skulle tage hensyn til arbejde der venter. Nyde en afslappet morgen med avisen, læse den bog færdig som man har svært ved at slippe etc. Kort sagt fuldt fokus på de gode værdier. Og så har jeg fortsat en beskeden tilknytning som lægefaglig konsulent i tilblivelsen af Mary Elizabeths Hospital, Rigshospitalet. Et projekt jeg var med til at starte i 2010, og som også har udgjort en stor del af mit faglige virke. Jeg føler mig meget privilegeret over at få lov til at beskæftige mig med tilværelsens sjove sider i min tredje alder.

4

Sagsgangen i Retslægerådet

I Lov om Retslægerådet § 1 fremgår følgende:

Retslægerådets opgave er at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke myndigheder der over for rådet kan fremsætte begæring om afgivelse af skøn, og i hvilke sager dette kan ske.”

Betingelserne for, at en sag kan forelægges for Retslægerådet, er derfor, at det er en offentlig myndighed, der forelægger sagen, og at sagen vedrører en enkeltpersons retsforhold. Ved størstedelen af sagerne omhandlende somatik er det landets domstole, der er den forelæggende myndighed. Disse sager er oftest erstatnings- og forsikringssager såsom arbejdsskadeulykker eller færdselsskadesager. De udgør cirka 1.300 ud af de omtrent 1.900 udtalelser, som rådet årligt afgiver. En somatisk sag er det, der vedrører kroppen/legemet - dvs. alt på nær det psykiatriske. 

Når disse sager (de somatiske) behandles i Retslægerådet, kan man inddele en sags forløb i følgende tre faser - før under og efter votering, hvor opgaverne varetages af forskellige ”aktører” (sekretariat, lægelig referent, redigerende rådsmedlem/formand og sagkyndige voterende læger). Nedenfor illustreres faserne før under og efter votering, og i modulet under uddybes sagsprocessen med de forskellige aktører. 

  • Før votering

    Medarbejder i sekretariatet

    Sagsgangen starter med, at Retslægerådets sekretariat får en advisering fra Minretssag.dk om, at den pågældende domstol har besluttet, at en sag skal forelægges for Retslægerådet. Det kan også være en henvendelse direkte fra en offentlig myndighed, men det er ikke lige så ofte forekommende. Vores kollega Pia Malling, der sidder som administrativ medarbejder i sekretariatet, har sat lidt ord på hvad hun gør med sagen, når adviseringen kommer:

    I sekretariatet opretter vi herefter sagen og strukturerer sagens akter, jf. den medfølgende bilagsfortegnelse, så de er overskuelige for rådets sagkyndige. På Retslægerådets hjemmeside finder du oplysning om, hvad der skal medsendes ved forelæggelse af en sag for rådet, og hvordan det skal sendes, for at vi kan modtage det

    Læs mere på Retslægerådets hjemmeside: Forelæg en sag for Retslægerådet 

  • Før votering

    Lægelig referent

    Når sagens akter er strukturerede/sat i system, sendes de ud til en af de tre lægelige referenter. Niels Lynnerup, som er lægelig referent, har sat lidt ord på sit arbejde: 

    Opgaven for den lægelige referent er at forberede sagen for den redigerende og de voterende med henblik på en smidig sagsgang.

    Dette omfatter udfærdigelse af et kort referat af selve sagen, således at den redigerende kan se, hvad sagen drejer sig om, herunder hvilke medicinske specialer, der kan være involveret. Dernæst sikrer referenten, at de relevante akter er tilstede. Det kan fx dreje sig om manglende hospitalsjournaler, at journaler fra egen læge også bør dække en længere årrække, samt at billeddiagnostiske undersøgelser er tilgængelige. Referenten kan derfor foreslå, at yderligere materiale bør indhentes. Såfremt billeddiagnostisk materiale er medsendt, gennemgås dette også for at optegne hvilke undersøgelser, der foreligger, samt om de billeddiagnostiske beskrivelser foreligger.

    Som led i udfærdigelsen af det korte sagsreferat hjælper referenten også med at opregne hvilke sygehuse og afdelinger, der har været involveret i et givet forløb. Såfremt der er udfærdiget speciallægeerklæringer i sagen, kan referenten også anføre, om speciallægen er ansat på sygehus. Det kan have betydning for den redigerende, der skal udpege de voterende af hensyn til habilitet.

  • Før votering

    Redigerende rådsmedlem

    Efterfølgende går sagen videre til et rådsmedlem, der tager stilling til referentens bemærkninger vedrørende materialet og herefter udpeger relevante sagkyndige, der har ekspertise inden for sagens tema.

    Retslægerådets næstformand Jytte Banner, har sat ord på arbejdet: 

    Når sagen kommer retur efter de udpegede, har voteret, skal den redigeres, så de svar der afgives, bedst muligt og så præcist og tydeligt som muligt, besvarer de stillede spørgsmål på en underbygget og veldokumenteret måde. De redigerede svar vil oftest være en kombination af de forslag til besvarelse, der er afgivet af de voterende og svarene bliver således afgivet af Retslægerådet og ikke på vegne af den enkelte voterende.

     

  • Under votering

    Sagkyndige voterende læger

    Når sagens materiale er tilstrækkeligt (sufficient), sendes sagen til de sagkyndige, der er udpeget til at votere i sagen. Den første sagkyndige afgiver votum i sagen, hvorefter den kronologisk sendes videre til de øvrige sagkyndige. Kurt Rasmussen arbejder som voterende læge og tilføjer, at når han modtager en sag bruger han tid på at læse hele sagen igennem fra ende til anden, imens han løbende skriver kommentar og noter. Sommetider er sagen på 300-400 sider og andre gange helt op til 1000 sider. Det er en del af arbejdet som han finder fagligt interessant, da han får lov at dykke ned i et sygdomsforløb, hvor han får hele sygdomshistorikken med og hvor han skal forsøge at finde den bedst dækkende diagnose og de faktorer der er nødvendige for at vurdere årsagsforholdene.

    Jeg synes det er interessant at dykke ned i en sag, hvor man læser hele sygdomshistorikken og skal forsøge at finde årsagen. Det er ikke en mulighed man har på samme måde i sit daglige virke som læge, og derfor er det særligt fagligt interessant at bruge tiden på at læse hele sygdomsforløbet

  • Sekretariatet/redigerende rådsmedlem

    Hvis en af de sagkyndige er inhabil, eller hvis der er bemærkninger til materialet, sendes sagen tilbage til sekretariatet. Sekretariatet videresender herefter sagen til det redigerende rådsmedlem, der udpeger ny sagkyndig og tager stilling til eventuelle bemærkninger vedrørende materialet, hvorefter sekretariatet modtager sagen igen.

  • Redigerende rådsmedlem

    Når alle sagkyndige har afgivet votum, går sagen videre til det redigerende rådsmedlem.

    Det redigerende rådsmedlem samler de sagkyndiges besvarelser.

  • Sagkyndige voterende læger (ved dissens)

    Hvis de voterende sagkyndige ikke er enige, og der dermed er dissens, sendes der et udkast til udtalelsen til de voterende, der skal godkende udtalelsen, herunder at det i udtalelsen er angivet, at der ikke er enighed, og hvad de forskellige voterende udtaler. 

  • Efter votering

    Jurist i sekretariatet

    Når det redigerende rådsmedlem har udfærdiget udtalelsen, sendes sagen retur til vores jurist Sisse Joy Kristensen i sekretariatet, hvor der ved renskrivning af udtalelsen foretages kvalitetskontrol, herunder sikres det, i et samarbejde mellem juristerne i sekretariatet og det redigerende rådsmedlem, at Retslægerådet udtaler sig indenfor sin kompetence. 

     

  • Sekretariatet

    Når udtalelsen er gennemgået og sikret, at den er i overensstemmelse med lovgivningen, uploades udtalelsen på Minretssag.dk, og sagen er således færdigbehandlet.

Se næste led i sagsbehandlingen ved at klikke på pilene. 

Sagsbehandlingsprocessen har således i udgangspunkt seks skridt, men i tilfælde af manglende materiale, inhabilitet mv., kan der forekomme flere sagsbehandlingsskridt undervejs.

5

Udvalgte emner og sager af interesse

5.1

Spørgsmål til Retslægerådet omhandlende méngrad

Sagen omhandlede følger efter en motocrossulykke, der skete i 2018. Det drejede sig om en 41-årig mand, der som fører af en motocross-cykel styrtede og blev kastet frem over cyklen. Han blev indbragt til skadestuen, hvor der påvistes knusningsbrud af højre spoleben med mulig læsion af nervus medianus og afsprængning af en håndrodsknogle. Han blev behandlet med operation af bruddet på højre håndled. Herefter blev han fulgt i håndkirurgisk regi. Der vedblev gener fra begge hænder, især højre. Efter udskrivelsen fra hospitalet efter operation kom der tiltagende kognitive gener, bl.a. med hukommelsesbesvær. Dette vedvarede, og han måtte tilpasse sit daglige funktionsniveau og arbejdsliv efter dette. I 2019 blev han udredt hos speciallæge i neurologi med henblik på udredning for postcommotionelt syndrom. Man fandt, at der forelå hovedtraume med efterfølgende hovedpine. Der blev foretaget MR-skanning af cerebrum, som viste en enkelt VM-læsion. I april 2019 blev endvidere foretaget en neurokirurgisk speciallægeundersøgelse, hvor der blev fundet god overensstemmelse mellem symptomer, objektive fund og årsag vedrørende overekstremiteterne. Der blev bemærket en vis diskrepans i forhold til beskrivelse af de kognitive symptomer.

 Retslægerådet blev efterfølgende spurgt om bl.a. følgende:

Spørgsmål 1:

Retslægerådet bedes vurdere, hvorvidt en korrekt fastsættelse af méngrad for uheldet bør forudsætte, at sagsøger henvises til en nærmere beskrivelse af følger efter hjernerystelse i form af en neuropsykologisk vurdering.

Med sagens tilbagesendelse besvarede Retslægerådet spørgsmålet:

Spørgsmålet har generel karakter, og fastsættelse af méngrad foretages ud fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende méntabel. Fastsættelse af méngrad og de tilhørende forudsætninger ligger således uden for Retslægerådets kompetencer.

Retslægerådets kommentar

Det fremgår af § 1 i lov om Retslægerådet, at det er Retslægerådets opgave at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn i sager vedrørende enkeltpersoners retsforhold til offentlige myndigheder.

Ved vurdering af méngrad er der ikke tale om en vurdering, som alene er baseret på lægevidenskabelige/farmaceutiske forhold, hvorfor det ligger uden for Retslægerådets kompetence at besvare disse spørgsmål.

For så vidt angår méngrader, henviser rådet til Betænkning om Retslægerådet nr. 1196 fra 1990, side 36, hvori det er anført:

Méngraden fastsættes af Arbejdsskadestyrelsen på grundlag af skadens medicinske art og omfang og under hensyn til de af arbejdsskaden forvoldte ulemper i skadelidtes personlige livsførelse. Også hvis der ikke er tale om en arbejdsskade, vil man efter praksis kunne få Arbejdsskadestyrelsens vurdering af méngrader.

Det fremgår således, at fastsættelse af méngrad ikke alene hviler på et lægevidenskabeligt grundlag, men at der også tages hensyn til andre forhold, herunder ulemper i skadelidtes personlige livsførelse. Et givet handicap, en skade mv. hos to forskellige personer kan udmærket medføre forskellige méngrader, afhængig af den pågældendes erhverv og øvrige livsførelse.

Sammenfattende har Retslægerådet ikke mulighed for at besvare spørgsmål omhandlende størrelsen af méngrad, eller hvordan méngrad fastsættes.

5.2

Årsagssammenhæng – medicinske versus juridiske betragtninger

  • TekstKurt Rasmussen

Retslægerådet afholdt i oktober 2022 et temamøde om årsagssammenhæng i Retslægerådets voteringspraksis. Det følgende er en opsummering herfra. Årsagsbegrebet anvendes relativt forskelligt i filosofi, jura og medicin. Det er derfor forståeligt, at der kan opstå et forskelligt sprog og nogen begrebsforvirring fagområderne imellem.

Den juridiske vinkel

Der var oplæg ved juraprofessor Anders Bloch Ehlers, Københavns Universitet, der har skrevet disputats om emnet. I juraen er udgangspunktet singulær kausalitet. En årsag skal være en ”nødvendig betingelse” – sine qua non – dvs. en given handling er en nødvendig betingelse for udfaldet. Med andre ord: Uden denne påvirkning ville udfaldet ikke forekomme.  Det er det, jurister kalder en kontrafaktisk måde at bedømme kausalitet på.

Ehlers berettede om et eksempel, hvor en værtshusholder havde fået knytnæveslag i ansigtet og efterfølgende havde fået cerebral apopleksi og hjerneskade. Her havde de to voterende i Retslægerådet voteret imod en årsagssammenhæng, hvilket også blev konklusionen i Landsretten, mens Højesteret, pga. den nære tidsrelation mellem voldsudøvelsen og hjerneskaden, fandt, at der var sandsynlig årsagssammenhæng, hvilket blev sagens udfald.

Juristernes udtryk "singulær kausalitet" kan måske få læger til at associere til enkeltårsager (èn nødvendig/tilstrækkelig årsag), men det vil være en forkert tolkning. Singulær kausalitet refererer til den enkelte sag versus den generelle viden om kausalitet.

I Retslægerådet oplever vi undertiden, at advokater ved formuleringen af spørgetemaer anvender en række begreber som ”indirekte årsag” eller ”sekundære følger”. Disse begreber er ikke veldefinerede, hverken medicinsk eller juridisk. Ofte beder advokaterne Retslægerådet om at angive en sandsynlighedsvurdering i mindre end 50 %, 50 % eller større end 50 %, eller om hændelsen er en ”overvejende sandsynlig” årsag. Begge kategoriseringer, finder Retslægerådet, kan være problematiske, idet udtrykkene kan være for fastlåste og levner for lidt plads til konkurrerende årsagsfaktorer. Alligevel forekommer de tilbagevendende i spørgetemaerne, således at der er behov for fortsat sprog- og begrebsafklaring. 

Den medicinske vinkel

Der var oplæg fra undertegnede. I medicinen er der ikke et definitivt, matematisk/logisk bevis for årsagssammenhæng – vi opererer med sandsynlighedsvurderinger. Monoætiologisk tankegang er irrelevant i medicinen; mennesket fungerer i en dynamisk biologisk-psykologisk-social/miljømæssig sammenhæng. I laboratorieforsøg vil man især i grundvidenskabelig sammenhæng kunne belyse patofysiologiske mekanismer, men det er sjældent, at man kan identificere årsager på eksperimentel basis. Ofte vil vi som læger i de enkelte specialer anvende vore kliniske erfaringer baseret på cases og patientopgørelser. Det har dog sine naturlige begrænsninger i henseende til generaliserbarhed.

Den årsagssøgende epidemiologi er et vigtigt værktøj i forståelsen af årsagsforhold, men også epidemiologiske studier har deres begrænsninger og skal altid kigges efter i sømmene for uhensigtsmæssige studiedesigns og bias. Således er tværsnitsstudier ubrugelige i vurderingen af årsagssammenhæng, men selv de gode forskningsdesigns, som randomiserede kontrollerede studier og case-kontrol studier, er behæftet med bias – og èt enkelt velgennemført studie giver aldrig i sig selv beviset.

Derimod tyder det på årsagssammenhæng, hvis flere gode studier viser konsistente sammenhænge med høje relative risici, og den essentielle tidsrelation er til stede: påvirkning før effekt. Dosis-respons sammenhæng og biologisk plausibilitet er også vigtige faktorer. I de enkelte cases vi arbejder med i Retslægerådet, er det som udgangspunkt afgørende, at der skabes enighed om diagnosen. Dette er jævnligt ikke velafklaret, når sagen forelægges.

Konkurrerende årsager og individuel sårbarhed er faktorer, der kan være vanskelige at forstå for jurister og lægfolk, men som nødvendigvis må inddrages, før man kan nå frem til en konklusion.

Jævnligt hører man både læg - og fagfolk anvende begreberne tilstrækkelig henholdsvis nødvendig årsag. Det er dog begreber, hvor man skal holde tungen lige i munden: ”Tilstrækkelige” enkeltårsager er hypotetiske, og ”nødvendige” enkeltårsager er sjældne. Vi ved alle, at tobaksrygning hverken er en tilstrækkelig eller nødvendig årsag til lungecancer. Desuden skal man være opmærksom på risikoen for cirkelslutning, f.eks. ved sygdomme som PTSD og asbestose, som er defineret ud fra årsagen.

I den multivariate virkelighed er det afgørende, at man nøje vurderer konkurrerende årsagsforhold. Høretab kan således bl.a. skyldes tidligere sygdomme, traumer, visse medicamina, langvarig eksponering for høj støj, eller den betydelige risiko der er for nedsat hørelse med alderen. Det betyder, at man i realiteten sjældent vil kunne nå op på en sandsynliggørelse på mere end omkring 70-80 % for, at en patient har et høretab, der skyldes selv et meget støjende arbejdsmiljø.

Et andet eksempel er smertetilstande i bevægeapparatet, f.eks. lænderygsmerter. Smerter er i princippet subjektive og i den daglige praksis ikke-objektivisérbare. Som læger har vi dog visse redskaber til at bedømme sværhedsgraden, særlig knyttet til en grundig anamnese, herunder vurdering af funktionsbegrænsninger. De fleste smertetilstande er forbigående, og når tilstanden glider over i kronicitet, er der ofte en flerfold af faktorer i spil – det vi ofte benævner et samspil af somatiske-psykiske-sociale og måske også kulturelle faktorer. Oven i det er der i spørgsmålene til Retslægerådet ofte et fokus på strukturelle faktorer, f.eks. osteoartrotiske og andre degenerative forandringer beskrevet i de billeddiagnostiske undersøgelser. Lægmandsordet ”slidgigt” associerer til et arbejdsmæssigt slidsomt liv som årsag til rygsmerterne, hvor realiteten er, at allerede hos 35 til 44-årige er prævalensen af røntgenpåviselige degenerative forandringer ca. 50 %, og hos mænd over 65 år er den ca. 90 %. Her er altså igen en betydelig aldersrelation, og der er beskeden evidens for belastningsmæssig årsag til selv relativt svære degenerative forandringer. Disse forhold betyder, at det i medicinsk-epidemiologisk forstand er vanskeligt at nå op på en højere grad af sandsynliggørelse for selv langvarigt tungt fysisk arbejdsmiljø som årsag til kronisk uspecifik lumbago end måske omkring 50-60 %.

Forskning: Retslægerådet lægger stor vægt på, at vurderingerne er evidensbaserede, og at ny og opdateret viden inddrages.

Et eksempel er el-ulykker:

  • Både almindelig husholdningsstrøm (230 V) og højspænding (Større end 1000 V) kan forvolde helbredskader – det afhænger af modstandsforhold i kroppen, f.eks. fugtige hænder.
  • Strøm løber i kroppen, hvor der er mindst modstand: nervevæv. Ofte vil indgangsporten være hænderne og ved et forløb fra hånd til hånd, vil strømpåvirkning kunne ramme hjertet, såvel som både det perifere og centrale nervesystem.
  • Hidtil har der været megen fokus på kardiologi, men kardiologiske udfald er sjældne, og ventrikelflimmer viser sig umiddelbart klinisk synligt, og hvis EKG på skadestuen er normal, er der ikke grund til døgnmonitorering.
  • Nyere solide studier tyder på, at det typiske er forsinket symptomudvikling af et hovedsageligt neurologisk sygdomsbillede med skader på perifere nerver og nerveplexer og endvidere signifikante overhyppigheder af hovedpine, epilepsi, angst, depression og Morbus Alzheimers.

 

Konklusion

I udgangspunktet er alle medicinske årsagsrelationer multifaktorielle, og det strider intuitivt mod dele af den juridiske vurderingspraksis, f.eks. den rigide 50 %`s vurdering. I juraen er ”overvejende sandsynlig” lig med 50,01 %, mens det i medicinen måske kan kategoriseres til omkring 80-90 %`s sandsynlighed. Der opstår således let en naturlig forståelses- og kommunikationskløft mellem juraen og medicinen. I virkeligheden er det formentlig mere et spørgsmål om at forstå hinandens sprogbrug end en uenighed om kernen i årsagsbegrebet.

Retslægerådet anvender primært et klinisk epidemiologisk årsagsbegreb, hvor den enkelte skadelidtes individuelle syge- og eksponeringsanamnese kobles med klinisk erfaring og den forskningsmæssige evidens vedrørende den konkrete sygdom.

Retslægerådets praksis er, i overensstemmelse med ønsker fra dommerstanden, at der foretages et samlet begrundet skøn over årsagsrelationen under hensyntagen til konkurrerende årsagsfaktorer, men uden oplistning af en lang række argumenter pro et contra, dvs. uden at alle præmisserne beskrives. Retslægerådet har ikke en fastlagt ensartet terminologi på området. En del voterende bruger kategoriseringen: mindre sandsynlig, sandsynlig, meget sandsynlig, hvor ”sandsynlig” svarer til mere end 50 %`s sandsynlighed i juridiske termer - suppleret med en kort prosa beskrivelse.

Den medicinske kausalitetsopfattelse inddrages i vidt omfang i rettens afgørelse i personskadesager, hvilket afspejles i, at retten i overvejende grad følger Retslægerådets konklusioner. Det er derfor vigtigt, at de to verdener forstår grundlaget i hinandens tankegang og sprogbrug.

5.3

Dissens i Retslægerådet vedrørende strafferetlig indplacering

NN er en 38-årig mand kendt med PTSD og personlighedsforstyrrelse, sigtet for forsøg på manddrab på sin tidligere hustru. I rådet var der uenighed om NN´s psykiske tilstand på gerningstiden.

Baggrund

Retslægerådet afgav dissens i en sag, hvori den faglige uenighed omhandlede, hvorvidt den sigtede på gerningstiden, var eller ikke var sindssyg eller i en tilstand, der måtte ligestilles med sindssygdom.

Sigtelsen i sagen angik bl.a. forsøg på manddrab. NN var bl.a. tiltalt for at have stukket sin tidligere hustru flere gange med kniv, at have taget halsgreb og tildelt hende flere skaller i hovedet.

NN var opvokset med sine forældre og søskende i en flygtningelejr i Mellemøsten. Han kom til Danmark, da han var omkring 30 år gammel, og efterfølgende blev hans hustru og børn familiesammenført. Parret blev senere skilt, NN fik egen bolig og blev forsørget af kontanthjælp.

NN havde haft flere behandlingsforløb i psykiatrien grundet posttraumatisk stressreaktion (PTSD). Lidelsen havde udviklet sig grundet en række voldsomme oplevelser under krig. Han fremviste klassiske symptomer på PTSD som erindringsglimt, mareridt, hypervigilitet (overdreven vagtsomhed) samt søvn- og koncentrationsbesvær. NN havde været i behandling for PTSD med begrænset effekt på symptomerne. Dertil var han i behandling med antipsykotisk medicin (olanzapin 15 mg) i beroligende øjemed.

Ved mentalundersøgelsen blev NN fundet primært normaltbegavet. Han fremstod med nedsat formel og følelsesmæssig kontakt ved undersøgelsen. Han var præget af hukommelses- og koncentrationsbesvær. Han fremstod derudover angstpræget, affektspændt og præget af tendens til at reagere med angst og såkaldt sikkerhedsadfærd over for f.eks. høje lyde. Den psykiske tilstand var vekslende. Han frembød ikke ved undersøgelsen psykotiske symptomer i form af hallucinationer, vrangforestillinger, forstyrrelser af den formelle tænkning eller svære stemningssymptomer som ved mani eller depression.

NN fremstod mistroisk og angav at være forfulgt af en terroristisk organisation fra Mellemøsten. Af sagens øvrige akter blev beskrevet forekomst af såkaldte dissociative symptomer (manglende integration imellem bevidsthed og hukommelse, umiddelbare sanseindtryk, samt kontrol over kropsbevægelser. Oftest udløst af forudgående emotionel påvirkning).

NN var ikke kendt med misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer.

NN var varetægtsfængslet i knap to år indtil endelig dom og trivedes under de rolige forhold i fængslet, hvorfra han ikke var søgt overført til psykiatrisk afdeling.

Uenighed i rådet

Der var ikke enighed blandt de sagkyndige om den strafferetlige indplacering og anbefalingen til retten. To sagkyndige fandt, at NN ikke var eller havde været sindssyg på gerningstiden; han fandtes med baggrund i PTSD-tilstanden omfattet af straffelovens § 69, men disse voterende fandt ikke, at der kunne peges på nogen foranstaltning som mere formålstjenlig end straf.

En sagkyndig fandt, at det ikke kunne udelukkes, at NN skulle henføres til den i straffelovens § 16, stk. 1, omtalte personkreds, som værende i en tilstand at ligestille med sindssygdom, da han led af PTSD, forstyrret personlighedsstruktur og dårlig affektregulering. Denne sagkyndige anbefalede som mest formålstjenlig foranstaltning anbringelse i psykiatrisk afdeling.

Byret & Landsret 

Byretten forholdt sig ikke til Retslægerådets udtalelse i domsudskriften. NN blev fundet skyldig og idømt fængsel i seks år, udvisning af Danmark og pålæg om indrejseforbud for bestandig.

Landsretten adresserede Retslægerådets udtalelse og fandt ikke grundlag for at anse NN for omfattet af straffelovens § 16. På baggrund af de lægelige oplysninger i mentalerklæring og Retslægerådets udtalelse fandt landsretten NN omfattet af straffelovens § 69. Der blev ikke fundet fornødent grundlag for at pege på nogen foranstaltning som mere formålstjenlig end almindelig straf. Landsretten stadfæstede byrettens dom med en enkelt ændring vedrørende godtgørelse til forurettede.

Kommentar

Såvel en mentalundersøgelses konklusion som en udtalelse fra Retslægerådet omhandler det lægelige skøn og anbefaling. Rådsmedlemmerne og rådets sagkyndige har til opgave at afgive skøn med baggrund i lægefaglighed, kundskab og klinisk erfaring. Det vil naturligvis fra tid til anden afstedkomme uenighed blandt rådets medlemmer – særligt i komplicerede sager.

I den aktuelle sag fandt to voterende det ikke dokumenteret, at sigtede var sindssyg på gerningstiden. Én fandt, at det ikke med sikkerhed kunne afvises. I retsbogen kommenterer retten ikke på rådets uenighed, men oplyser at ”(…) der ikke er grundlag for at anse tiltalte for omfattet af straffelovens § 16, stk. 1.” Dermed følger den endelige dom konklusionen i mentalerklæringen og flertallet i Retslægerådets udtalelse.

Dissens (være uenig) vil og skal til tider forekomme mellem de voterende i Retslægerådet.

Af forretningsorden for Retslægerådet (bekendtgørelse nr. 1068 af 17. december 2001 om forretningsorden for Retslægerådet) fremgår følgende:

§ 8. Rådets erklæringer skal være ledsaget af en begrundelse.

Stk. 2. Begrundelsen skal om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for erklæringen. I det omfang erklæringen beror på et skøn, skal begrundelsen angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 3. Hvis bedømmelsen af forhold, der er af væsentlig betydning for rådets erklæring, giver anledning til tvivl, skal der i begrundelsen redegøres nærmere herfor.

Stk. 4. Hvis der ikke er enighed om besvarelsen af de stillede spørgsmål, skal dette fremgå af rådets svar.

Stk. 5. Hvis det findes nødvendigt, at en repræsentant for Retslægerådet afgiver forklaring under en retssag, afgør rådets formandskab, hvem af de voterende der skal anmodes om at afgive forklaring. Hvis der er afgivet dissens, møder rådet i retten både ved en repræsentant for flertallet og en for mindretallet.

 

Om dissens i Retslægerådet, se også følgende årsberetninger:

  • 1998, side 119-121
  • 2006, side 69-71
  • 2009, side 21
5.4

Tilstand ligestillet med sindssygdom udløst af LSD-indtagelse medførte ikke straffrihed

En knap 17-årig mand, B, påførte sin ven livstruende skader med kniv efter at have indtaget LSD, angivelig for første gang. En ambulant mentalundersøgelse vurderede, at B muligvis var omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt., og anbefalede straf. Retslægerådet vurderede, at B sandsynligvis havde befundet sig i en af rusmidler udløst psykisk abnormtilstand, ligestillet med sindssygdom, og således skulle henføres til straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt. Rådet anbefalede, som mest formålstjenlig foranstaltning, dom til psykiatrisk behandling med tilsyn af Kriminalforsorgen. Retten henførte B til samme paragraf i straffeloven, men fandt, at særlige omstændigheder talte for at pålægge straf. Sagen er endnu et eksempel på de særlige udfordringer ved den lægelige vurdering og strafferetlige indplacering af rusmiddeludløste psykoser.

Straffelovens § 16:

Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes ikke. Tilsvarende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere grad. Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 2. Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i lettere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med mental retardering.

B var normalt begavet og havde trods mange skoleskift gennemført 10. klasses afgangsprøve.

Han havde siden 13-årsalderen været anbragt uden for hjemmet på forskellige institutioner, hvor han ikke fulgte regler og rammer. Han udviklede et massivt hashmisbrug, som fra 15-årsalderen også inkluderede kokain og amfetamin. Forældrene var skilt og havde givet udtryk for, at ingen af dem så sig i stand til at varetage forældrerollen for B. Et par måneder før overfaldet på vennen havde kommunen besluttet at anbringe ham på en institution for udsatte og kriminalitetstruede unge.

Fra 15-årsalderen havde B modtaget flere bødestraffe, og som 16-årig blev han idømt betinget fængsel i seks måneder for brugstyveri og røveri.

B blev som 16-årig diagnosticeret med ADHD (opmærksomheds- og hyperaktivitetsforstyrrelse), men ønskede ikke den foreslåede medikamentelle behandling. Han havde ikke i øvrigt haft kontakt til psykiatrien.

Om overfaldet forklarede B i retten, at han sammen med to venner skulle have en hyggeaften. De havde købt LSD og ecstasy – og bedt om noget, der ”kunne mærkes”. Senere havde de fundet ud af, at det indkøbte LSD havde været meget stærkere, end de havde troet. B havde ikke tidligere prøvet LSD. Virkningen startede efter cirka en halv time, og det var meget voldsomt. Han så mønstre og lys og følte, at hans hoved ville eksplodere af tanker og indtryk. Han troede aldrig, at han ville slippe ud af trippet og forsøgte at slå sig selv ihjel ved at skære sig med en barberskraber. Han fik samtidig tanker om, at vennerne ville overfalde ham og hentede derfor en steakkniv i køkkenet. Herefter huskede han kun brudstykker. Han husker ikke at have stukket sin ven. 

Den anden ven tilkaldte politiet, som ved ankomsten fandt aftryk af blod flere steder i lejligheden, som bar præg af, at der havde været et slagsmål. Et køleskab var væltet hen over en sofa og et bord, hvorunder B og vennen (forurettede) sad nøgne, smurt ind i blod, og holdt om hinanden. Begge blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer. Vennen fortalte, at ”min kammerat har fået en psykose og stukket mig med en kniv”.

Begge havde forskellige skader og blev kørt til akut hospitalsbehandling. Vennen fik påvist en række stikskader, blandt andet perforation af den ene lunge. Efter den retsmedicinske vurdering kunne han have været i livsfare, idet han uden den foretagne behandling kunne være bragt i en tilstand, som han muligvis ikke havde overlevet.

Under politiets indtransport af B udtalte han spontant, at det hele var sket i et blink, og at han ”(...)ville stikke [forurettede] i halsen”, mens hans øvrige ytringer var usammenhængende. Han virkede desorienteret og virkelighedsfjern og faldt i søvn i ventetiden på retsmedicinsk undersøgelse.

Ved mentalundersøgelsen med psykologisk testning blev B beskrevet normalt begavet, i stand til at koncentrere sig og ikke uden evne til at lære af sine erfaringer. Virkelighedsopfattelsen var skrøbelig, og der kunne være tale om en nedsat tærskel for at udvikle psykotiske symptomer (lav psykosetærskel).

B var tillige præget af visse dyssociale (antisociale) træk, behovsstyret og havde vanskeligheder ved at regulere sine følelsesudsving.

Af konklusionen fremgik, at B ikke var sindssyg på undersøgelsestidspunktet, men på gerningstidspunktet muligvis forbigående havde befundet sig i en tilstand af sindssygdom efter indtagelse af LSD, som er kendt for at medføre sindssygelige symptomer. Der var ikke mistanke om en abnorm rustilstand. B fandtes således muligvis omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt., og under alle omstændigheder af straffelovens § 69. Der kunne ikke peges på foranstaltninger, jf. straffelovens § 68, 2. pkt., som mere formålstjenlige til imødegåelse af en vis risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet end straf.

Retslægerådet blev anmodet om en udtalelse, hvor der ved fremsendelsen var anført en række andre sigtelser på andre gerningstidspunkter. Retslægerådet returnerede derfor sagen med henstilling om, at der fra overlægen blev indhentet en supplerende erklæring med en vurdering af B´s tilstand på tidspunkterne for de øvrige sigtelser. Anklagemyndigheden valgte i stedet at præcisere, at der kun ønskedes en udtalelse om B´s tilstand på tidspunktet for knivoverfaldet på vennen, men ikke på tidspunkterne for de øvrige sigtelser.

Retslægerådet udtalte herefter bl.a. følgende:

Efter Retslægerådets opfattelse, er det ved en samlet klinisk afvejning af sværhedsgraden og kombinationen af symptomer sandsynligt, at [B] på tidspunktet for det påsigtede (…), befandt sig i en af rusmidler udløst psykisk abnormtilstand, der må ligestilles med sindssygdom, og at [B] således skal henføres under straffelovens § 16, stk. 1, 3.pkt. Imødegåelse af risikoen for recidiv til ligeartet kriminalitet må, efter Retslægerådets opfattelse, antages at være tæt sammenhængende med, at [B] afholder sig fra misbrug af rusmidler, hvilket en konsekvent gennemført misbrugsbehandling bør tage højde for. Såfremt [B] findes skyldig i det påsigtede forhold, skal Retslægerådet herefter, som mest formålstjenlig foranstaltning, jf. straffelovens § 68, 2. pkt., anbefale dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse.

Ved rettens afgørelse blev B fundet skyldig i legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1.

B var da fyldt 19 år. Han havde kortvarigt været varetægtsfængslet i forbindelse med knivoverfaldet på vennen to år tidligere og var blevet løsladt til fortsat ophold på institutionen for kriminalitetstruede unge. Et halvt år senere var han ved Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse blevet anbragt på en sikret institution for unge.

Tre måneder før rettens afgørelse var B i en anden sag blevet idømt fængsel i et år og seks måneder for blandt andet grov vold (overtrædelse af straffelovens § 245).

Efter Retslægerådets udtalelse sammenholdt med de øvrige lægelige oplysninger om B´s personlige forhold fandt retten, at B på gerningstidspunktet befandt sig i en af rusmidler udløst psykisk abnormtilstand, der måtte ligestilles med sindssygdom, og at han således skulle henføres under straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt. Retten fandt, at B skulle pålægges straf, idet særlige omstændigheder talte derfor, jf. straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt.

Retten lagde vægt på, at B frivilligt havde indtaget ecstasy og LSD, og at der ved købet deraf var bedt om noget som ”kunne mærkes”. Retten lagde endvidere vægt på, at det af mentalerklæringen fremgik, at B tidligere havde været paranoid i rusmiddelpåvirket tilstand (dog kun nævnt i erklæringens konklusionsafsnit). Endelig lagde retten vægt på, at B ved dom få måneder tidligere, hvor der ikke var mistanke om en sindssygelig tilstand, var blevet idømt den ovenfor nævnte fængselsdom.

B blev herefter idømt en tillægsstraf på fængsel i et år.

Kommentar

I straffeloven fra 1975 (lov nr. 268 af 26. juni 1975) blev den tidligere straffelovs §§ 16-18 ophævet, og området om rusmiddelinducerede sindssygelige tilstand blev flyttet til straffelovens § 16, der fik en ny ordlyd.

Det er en gylden regel, at læger ikke udtaler sig om muligheden for straf, hvis den sigtede ved en psykiatrisk vurdering skønnes at have været sindssyg, eller i en ligestillet tilstand, på gerningstidspunktet, fordi det suverænt er retten, der afgør, om den sigtede er utilregnelig på grund af sindssygdom – og dermed straffri. De senere år ses dette fraveget i en række af de retspsykiatriske erklæringer, som har været forelagt for Retslægerådet, hvor den sigtede er vurderet sindssyg som følge af rusmidler.

Retslægerådets formuleringer i denne type sager har i mange år været at anføre, at den sigtede kunne henføres til straffelovens § 16, stk. 1, og overlade til retten at træffe afgørelse om, hvorvidt der var særlige omstændigheder, som omtalt i straffelovens § 16, stk. 1., 3. pkt., der talte for, at straf kunne pålægges.

Blandt Retslægerådets psykiatriske sagkyndige har det i nyere tid været drøftet, om udtalelsen og rådets anbefaling derved kom til at fremstå uklar for den rekvirerende myndighed. I forlængelse heraf har Retslægerådet i en del udtalelser om sindssygelige rustilstande anvendt formuleringen, at den sigtede kan henføres til straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt.

I Retslægerådets årsberetning 2022 omtales en straffesag, hvor Retslægerådet, som i den her omtalte sag, henførte den sigtede til straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt., men ikke kunne anbefale nogen formålstjenlig foranstaltning, jf. straffelovens § 68, 2. pkt.

I artiklen ”Rustilstande og (u)tilregnelighed” fra 20081 forsøges det at redegøre nærmere for anvendelsesområdet for særreglen i straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt.

Heri er bl.a. omtale af en sag fra Retslægerådets årsberetning fra 2000, s. 63 ff., omhandlende en 17-årig mand, der efter at have indtaget psilocybinholdige svampe var blevet »mærkelig« og syntes, at lydene var skærpede og omgivelserne forandrede. Han forsøgte at ringe til alarmcentralen for at blive indlagt på psykiatrisk afdeling. Hans venner ville køre ham hjem til hans forældre. På vejen sprang han ud af bilen og brød ind hos en ham ukendt kvinde, som han fik til at kontakte alarmcentralen, hvorefter han dræbte kvinden med flere knivstik. Ved politiets ankomst lå han nøgen i en seng indsmurt i blod og svarede forvirret på spørgsmål, og han kom først i løbet af et døgns tid tilbage til sin sædvanlige ikke-psykotiske tilstand, men var vedvarende uden hukommelse for det under rusen passerede2

Retslægerådet mente, at tilstanden på gerningstiden havde været ligestillet med sindssygdom. Rådet udtalte, at de symptomer, han frembød, enkeltvis kan

ses som en følge af påvirkning af rusmidler, især hallucinogener, men ved en samlet klinisk afvejning af sværhedsgraden og kombinationen af symptomerne vil Retslægerådet finde det sandsynligt, at tiltalte på tidspunktet for det påsigtede forhold befandt sig i en psykisk abnormtilstand, der må ligestilles med sindssygdom, og at han således er omfattet af straffelovens § 16, stk. 1.

Nævningerne svarede ja til et spørgsmål om, hvorvidt tiltalte ved drabet som følge af indtagelse af rusmidler var utilregnelig på grund af forbigående sindssygdom eller dermed ligestillet tilstand og også ja til et spørgsmål om, hvorvidt tiltalte dog skulle pålægges straf, fordi særlige omstændigheder talte derfor, jf. straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt. 3Tiltalte blev herefter i landsretten idømt fængsel i seks år. Højesteret nedsatte straffen til fængsel i fem år, bl.a. under henvisning til at tiltalte ikke havde tidligere erfaringer med aggressiv adfærd efter indtagelse af rusmidler.4

I Straffelovrådets betænkning nr. 667 fra 1972 om de strafferetlige foranstaltninger er der på side 47 omtalt en sag fra 1970 (dvs. før ændringen af straffelovens § 16 i 1975), hvor en 19-årig mand under påvirkning af hash og LSD blev hallucineret, angst og urolig, og i denne tilstand på åben gade dræbte en for ham ubekendt kvinde med et knivstik i ryggen. Han havde efterfølgende hukommelsestab for det passerede.

Retslægerådet udtalte, at den sigtede på gerningstiden havde været sindssyg pga. forgiftning med euforiserende stoffer. Fremtidige, ligeartede handlinger var ikke usandsynlige, og både hensynet til retssikkerheden og den sigtede selv talte for en længerevarende afvænningsbehandling.

Landsretten dømte ham til anbringelse i hospital for sindslidende, hvilket efterfølgende gav anledning til debat.

Straffelovrådet fastslog, at den øgede brug af narkotika og andre afhængighedsskabende stoffer i de senere år havde gjort det nødvendigt at overveje, i hvilket omfang lovovertrædelser begået i tilstande fremkaldt ved indtagelse af sådanne rusmidler burde være straffri.5

I forlængelse heraf foreslog Straffelovrådet, at den dagældende § 18 ophæves, og at der i stedet indførtes en bestemmelse om fakultativ straffrihed for handlinger, der er begået i en tilstand af sindssygdom eller en dermed ligestillet tilstand fremkaldt ved indtagelse af rusmidler.6

Anbefalingen fra Straffelovrådet blev fulgt med vedtagelsen af § 16, stk. 1, 3. pkt., i straffeloven af 19757, som stadig er gældende.

I forlængelse af ovenstående vil Retslægerådet fremover i sager om forbigående rusmiddelbetingede sindssygelige tilstande som udgangspunkt ikke forholde sig nærmere til, om den sigtede kan være omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt.

Det er en lægefaglig vurdering, om en person har befundet sig i en patologisk rustilstand, der kan ligestilles med sindssygdom eller lignende, på tidspunktet for det påsigtede. Det er en juridisk vurdering, om en person, der, som følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler, har befundet sig i en tilstand, der må ligestilles med sindssygdom eller lignende, jf. straffelovens § 16, stk. 1, 1. og 2. pkt., skal pålægges straf, når særlige omstændigheder taler derfor.

Det er således uden for Retslægerådets kompetence, jf. § 1 i lov om retslægerådet, at udtale sig om den juridiske vurdering i straffelovens § 16, stk. 1, 3. pkt., idet dette ikke er en lægefaglig vurdering.

Rådet vil i udtalelserne i disse sager nævne, at den pågældende har befundet sig i en patologisk rus på tidspunktet for det påsigtede og herefter henføre den pågældende til straffelovens § 16, stk. 1. Det er herefter op til parterne at argumentere for og imod, om der er særlige omstændigheder, der taler for, at den pågældende skal pålægges straf. Det er i sidste ende op til domstolene at foretage den juridiske vurdering af, om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der kan pålægges straf.

5.5

Spirituskørsel, skizofreni og straffrihed

B var en yngre kvinde, som gennem mere end 10 år havde lidt af skizofreni. En sen nat kørte hun i bil hjem fra en sammenkomst med venner og blev standset af politiet. Hun blev bedt om at blæse i et alkometer, som viste en alkoholpromille på knap to. B blev taget med på politistationen, hvor en blodprøve viste høj blodalkoholkoncentration. Hun blev derefter løsladt og efterfølgende sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Fordi B led af skizofreni, blev der foretaget en mentalundersøgelse, ligesom Retslægerådet blev anmodet om en udtalelse. Ved rettens afgørelse blev B fundet skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet og frifundet for straf med henvisning til, at hun på gerningstidspunktet havde været utilregnelig på grund af sindssygdom eller en tilstand, der måtte ligestilles dermed.

B var opvokset under ordnede sociale forhold. Hun havde gennemført grundskole og afgangseksamen. Hun var som helt ung indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor diagnosen skizofreni blev stillet. B forsøgte gennem flere år at komme i gang med uddannelse, arbejde og jobaktivering, men hver gang udviklede hun psykiske belastningssymptomer efter en periode, hvor det gik godt, og måtte stoppe. B blev tilkendt førtidspension, da hun var først i 20´erne.

B fulgte behandlingen i psykiatrisk ambulatorium, og havde ikke haft behov for flere indlæggelser. I perioder frembød hun klare skizofrenisymptomer, bl.a. hørelseshallucinationer (”stemmer”), tankemylder, angst og såkaldt negative skizofrenisymptomer omfattende nedsat energi og vanskeligheder med at holde overblik (kognitiv dysfunktion).

Efter i en årrække at have modtaget behandling med antipsykotisk virkende medicin med en række generende bivirkninger, var medicinen, i samråd med den behandlende psykiater, trappet helt ud knap et år før det påsigtede. Der blev herunder ikke observeret forværring i B´s psykiske tilstand, udover at hun følte sig lidt mere psykisk skrøbelig. B var fortsat med at have samtaler med psykiater og psykolog i det psykiatriske ambulatorium. Hun var i stand til at bo for sig selv og klare alle daglige gøremål. B havde aldrig haft misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer.

I skoletiden havde B haft mange venner, men som voksen var det især den nærmeste familie, hun havde kontakt til. B havde kørekort og egen bil og dyrkede flere fritidsinteresser med stort engagement.
B havde aldrig været i konflikt med loven, før hun blev sigtet for spirituskørsel ved overtrædelse af færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 1, jf. § 53, stk. 1, ved at have ført en personbil med en alkoholkoncentration i blodet der oversteg 2,00 promille. Den retskemiske analyse af blodprøven, som blev udtaget cirka en halv time efter anholdelsen, hvor B var blevet standset af politiet, viste en alkoholkoncentration i blodet med en mindsteværdi på 2,34 promille.

I forbindelse med udfærdigelse af personundersøgelsen, jf. retsplejelovens § 808, vurderede kriminalforsorgens psykiatriske konsulent, at B var omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, og at der ikke var behov for yderligere undersøgelser, herunder mentalundersøgelse.

Da politiet initialt nedlagde påstand om en frihedsstraf bestemte retten imidlertid på forsvarerens anmodning, at der skulle indhentes en ambulant mentalundersøgelse, jf. retsplejelovens § 809, stk. 1, hvilket B samtykkede til.

Ved mentalundersøgelsen oplyste B, at hun havde drukket cirka fire genstande i løbet af seks timer og derefter ikke huskede, hvad der var sket, før hun sad på politistationen og fik udtaget en blodprøve. Ved mentalundersøgelsen var der ikke tegn på psykotiske symptomer hos B, idet der ikke blev stillet spørgsmålstegn ved diagnosen skizofreni. B var på undersøgelsestidspunktet præget af negative skizofrenisymptomer og en latent risiko for udvikling af psykose ved selv lettere ydre belastninger. Overlægen fandt, at B ud fra sin egen beskrivelse på gerningstidspunktet havde været i en abnorm rustilstand, karakteriseret ved at være fremkaldt af en mindre mængde alkohol med pludseligt indsættende uklar bevidsthed og hukommelsestab for det passerede.

Politiet anmodede Retslægerådet om en udtalelse med besvarelse af følgende tre spørgsmål bl.a. omhandlende sammenhænge mellem det oplyste alkoholkvantum og B´s reaktion herpå.

Spørgsmål 1:
Kan den foran angivne forklaring om sigtedes alkoholindtagelse (indtagelse af medicin, euforiserende stoffer) være rigtig?

Spørgsmål 2:
Må i benægtende fald sigtedes alkoholindtagelse (indtagelse af medicin, euforiserende stoffer) antages at have været mindre, noget større, væsentlig større, eller langt større end forklaret?

Spørgsmål 6:
Giver sagen anledning til yderligere bemærkning. Herunder skal [anklager] anmode om rådets eventuelle bemærkninger til den af overlæge YY dragne konklusion, hvorefter sigtede befandt sig i en patologisk rus. Ved besvarelsen ønskes den af sigtede påberåbte omstændighed, at taget i betragtning.

Ved rådets udtalelse medvirkede sagkyndige indenfor både psykiatri og klinisk fysiologi med særlig sagkundskab vedrørende kroppens optagelse og nedbrydning af medicin og alkohol.

Retslægerådet besvarede de stillede spørgsmål således

Spørgsmål 1: Nej.
 
Spørgsmål 2: [B] må antages at have indtaget væsentligt til langt mere alkohol end forklaret.
 
Spørgsmål 6: Retslægerådet finder ved en samlet vurdering ikke, at der på tidspunktet for det påsigtede var tale om, at [B] var i en af alkohol udløst abnorm rustilstand. [B] har forud for tidspunktet for det påsigtede haft et væsentligt indtag af alkohol, og også mere end hvad [B] har oplyst at have indtaget, hvilket er bekræftet ved promillebestemmelse, jævnfør besvarelsen af spørgsmål 2. [B] angiver amnesi for et længere tidsrum, hvilket ikke er en abnorm reaktion. 
 
Retslægerådet kan, på baggrund af de tilsendte akter med retspsykiatrisk erklæring af den [XX.XX.XX] ved overlæge [YY], Retspsykiatrien [ZZ], udtale, at [B] lider af sindssygdommen paranoid skizofreni, hvilket også var tilfældet på tidspunktet for det påsigtede, hvor [B] var påvirket af alkohol, men der er ikke mistanke om en patologisk rustilstand. (…)
 
(…) Ved den aktuelle mentalundersøgelse findes [B] at lide af paranoid skizofreni, om end [B] ikke frembyder manifeste psykotiske symptomer, og [B’s] kontaktevne beskrives god. Sigtede har endvidere god sygdomsindsigt. Der er mange velbeskrevne eksempler på genopblussen af skizofrenisygdommen under belastning. 
 
Efter Retslægerådets opfattelse er [B] på baggrund af sin skizofrenilidelse omfattet af straffelovens § 16, stk. 1. Såfremt [B] findes skyldig i det påsigtede, skal Retslægerådet, som mest formålstjenlig foranstaltning, jf. straffelovens § 68, 2. pkt., anbefale dom til ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling, med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse.  

 

Både Kriminalforsorgen, den retspsykiatriske erklæring og Retslægerådet anbefalede dom til ambulant psykiatrisk behandling med tilsyn af Kriminalforsorgen, hvilket Anklagemyndigheden nedlagde påstand om.

Retten fandt B skyldig i overtrædelse af færdselsloven som beskrevet ovenfor. Retten fandt, at hun på gerningstiden havde været utilregnelig på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles med sindssygdom. B straffes derfor ikke, jf. straffelovens § 16, stk. 1.

Under hensyn til at B hverken før eller efter de i sagen omhandlede forhold havde begået strafbare forhold til den tid, der var forløbet, siden forholdet var begået og karakteren af forholdet samt til det af B forklarede om hendes ordnede forhold, fandt retten ikke, at det var formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, at der skulle træffes bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger.

B havde i forbindelse med anholdelsen fået inddraget førerretten midlertidigt og solgte sin bil kort efter, hvorfor anklagemyndigheden undlod at beslaglægge bilen og nedlægge påstand om konfiskation af køretøjet i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2.

B blev ved dommen frakendt retten til at køre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i tre år fra gerningstidspunktet. Under hensyn til sagens karakter og den forløbne tid siden forholdet var begået, fandt retten, at statskassen skulle betale halvdelen af sagens omkostninger, mens B skulle betale den anden halvdel.

 

Kommentar

Det er uhyre sjældent, at retten ikke finder det nødvendigt eller formålstjenligt at idømme en særforanstaltning til personer, der dømmes for lovovertrædelse og findes straffri, jf. straffelovens § 16, stk. 1.

Skizofreni er en alvorlig sindslidelse, som påvirker handlings- og følelseslivet og kan have forskellig fremtræden over tid hos den samme person. De psykotiske symptomer som hallucinationer, vrangforestillinger og tankeforstyrrelser kan i perioder være afdæmpet eller helt forsvundet, mens de såkaldt negative skizofrenisymptomer er mere permanent til stede.

I dansk retspsykiatri vil sigtede, som lider af skizofreni, som næsten absolut udgangspunkt blive vurderet sindssyge på gerningstidspunktet og i overensstemmelse hermed henført til den i straffelovens § 16, stk. 1, omtalte personkreds. For sigtede med en skizofrenisygdom ændres dette ikke, selvom den pågældende har været under indflydelse af alkohol eller euforiserende stoffer.

Det er retten, der (efter afgørelse af skyldsspørgsmålet) suverænt afgør, om den tiltalte på gerningstiden var utilregnelig på grund af sindssygdom eller en hermed ligestillet tilstand og derfor er straffri. Retten træffer også bestemmelse om, hvorvidt der er behov for en anden foranstaltning, som almindeligvis vil være i form af en psykiatrisk særforanstaltning, jf. Rigsadvokatens meddelelse om psykisk afvigende kriminelle af 30. august 2022.

Som anført er det meget sjældent, at der ikke idømmes en foranstaltning i sager som den her refererede. Stadig sjældent, men måske en smule hyppigere, er der fra tid til anden sager, hvor lovovertrædere med skizofreni af retten vurderes tilregnelige og i konsekvens heraf idømmes almindelig straf.

Der henvises til Retslægerådets årsberetning fra 2010, side 53 ff. og side 77 ff. 

5.6

Strafferetlig indplacering ved mental retardering og grænsetilstande, illustreret ved fem sager

Ved udarbejdelse af retspsykiatriske erklæringer til brug i straffesager er vurdering af begavelsesniveau en obligatorisk del af mentalundersøgelsen, fordi det har betydning for den strafferetlige indplacering og lægelige sanktionsanbefaling.

Indledning

Retslægerådet har i tidligere årsberetninger omtalt de problemer, der kan være med afgrænsning af gruppen af lovovertrædere, som, jf. straffelovens § 16, stk. 2, er lettere mentalt retarderede – eller i en tilstand ligestillet hermed – overfor personer, som er begavet lavt i ”sinke”-området.

Den lægelige diagnose, mental retardering, forudsætter, at der i løbet af barndommen er konstateret forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og funktionsniveau, som bidrager til det samlede intelligensniveau, det vil sige de kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder. Senere opstået kognitiv dysfunktion, for eksempel efter hovedtraumer, neuroinfektioner, svær sindslidelse, misbrug eller demens, rubriceres som udgangspunkt ikke som mental retardering i retspsykiatrisk sammenhæng.

Graden af mental retardering bedømmes sædvanligvis med hjælp fra standardiserede intelligenstests, suppleret med social tilpasningsskala og klinisk vurdering. Graden kan ændres med tiden, f.eks. bedres ved træning, rehabilitering og personlighedsmæssig modning.

Grader af retardering

Lægeligt skelnes der mellem fire grader af mental retardering: meget svær grad, sværere grad, middelsvær grad og lettere grad, mens straffeloven opererer med to grader: højere og lettere.

Lovovertrædere, som er mentalt retarderede i højere grad, er som udgangspunkt straffrie, jf. straffelovens § 16, stk. 1, 2. pkt.

Derimod er personer med mental retardering i lettere grad ikke straffri, men idømmes efter dansk praksis stort set altid særforanstaltninger, selvom straffelovens § 16, stk. 2, rummer mulighed for at pålægge straf, hvis særlige forhold taler for det.

Endelig idømmes gruppen af svagt begavede (”sinke-begavelse”) som udgangspunkt almindelig straf, også selvom de pågældende kan henføres til straffelovens § 69.

I praksis opstår der stort set aldrig vanskeligheder i afgrænsning og sanktionsanbefaling for gruppen med mental retardering i højere grad, som modsvares af de tre mest alvorlige grader i den lægelige diagnose.

Derimod er der jævnligt vanskeligheder i den strafferetlige indplacering af sigtede, som ved mentalundersøgelse vurderes lettere mentalt retarderet, men hvor tilstanden af forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og funktionsniveau er indtrådt efter barndommen, og kriterierne for den lægelige diagnose mental retardering således ikke er opfyldt.

Særforanstaltninger

I Rigsadvokatmeddelelsen om psykisk afvigende kriminelle af 30. august 2022 findes de fem særforanstaltninger, der som udgangspunkt anvendes ved mental retardering (type I til V). Ordlyden skal følges nøje, idet individuelle formuleringer medfører uklarhed vedrørende ansvar og kompetence i forbindelse med særforanstaltningens gennemførelse. Det bemærkes, at anbefaling om tilknyttede vilkår, for eksempel om misbrugsbehandling, kun er omtalt for de to mindst indgribende foranstaltningstyper (type V og IV).

Nedenfor omtales fem sager, hvor den diagnostiske og strafferetlige indplacering såvel som sanktionsanbefalingen er faldet forskelligt ud. Flere af sagerne er returneret af Retslægerådet med henstilling om supplerende undersøgelser, hvilket har forsinket den endelige afgørelse af straffesagen.

For hver sag er der for overblikkets skyld medtaget en summarisk oversigt over den sigtedes alder, sigtelse, strafferetlig indplacering og anbefalet sanktion i henholdsvis mentalerklæring, udtalelser fra Retslægerådet og Samrådet for udviklingshæmmede lovovertrædere og endelig dom. I de tilfælde, hvor der er idømt særforanstaltning, er forkortelserne i Rigsadvokatmeddelelsen om psykisk afvigende kriminelle anvendt:

5.2.1. Dom til anbringelse i sikret afdeling (type I)

5.2.2. Dom til anbringelse i institution med mulighed for
overførsel til sikret afdeling (type II)

5.2.3. Dom til anbringelse i institution (type III)

5.2.4. Dom om tilsyn af kommunen med mulighed for
anbringelse i institution (type IV)

5.2.5. Dom om tilsyn af kommunen (type V)

 

5.5.1

Sag 1: Ændring af diagnose – almindelig straf

X er en 22-årig mand, som er opvokset under belastede forhold hos dysfungerende og misbrugende forældre, bortset fra en stedfader der en overgang fungerede som en stabil forældrefigur. X blev som 3-årig anbragt et år udenfor hjemmet, og igen som 9-årig, nu permanent. Han har boet på en lang række opholdssteder, hvor han har været vanskelig at rumme grundet en særdeles urolig og udadreagerende adfærd.

Han blev som 18-årig første gang sigtet for kriminalitet i form af røveri, vold, overtrædelse af knivloven mm.

Ved ambulant mentalobservation blev X beskrevet uden sindssygelige træk eller tegn på anden sindslidelse. Han fremstod personlighedsmæssigt umoden, behovsstyret og tilbøjelig til at placere skyld og ansvar hos omgivelserne. X var psykologisk undersøgt et år tidligere i kommunalt regi, hvor han var blevet vurderet lettere mentalt retarderet med en IQ på 62. Mentalerklæringen konkluderede i overensstemmelse hermed, at X var mentalt retarderet i lettere grad og omfattet af straffelovens § 16, stk. 2. Overlægen anbefalede som mest formålstjenlig foranstaltning til imødegåelse af risikoen for ny kriminalitet, jf. straffelovens § 68, 2. pkt., dom om tilsyn af kommunen med mulighed for anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap (type IV).

Samrådet udtalte sig kort tid efter afgivelsen af mentalerklæringen og var enig i den strafferetlige indplacering og anbefalede samme foranstaltning.

X blev efterfølgende tiltalt for yderligere et antal forhold, hvorfor der blev indhentet en supplerende mentalerklæring. Af konklusionen fremgik, at X stadig vurderedes omfattet af straffelovens § 16, stk. 2, men med baggrund i de nye sigtelser anbefaledes en skærpet sanktion i form af anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap (type III).

Samrådet tiltrådte den nye sanktionsanbefaling.

Ved forelæggelsen for Retslægerådet var X blevet 20 år. Retslægerådet fandt, på baggrund af de to mentalerklæringer og Samrådets udtalelser, at X var lettere mentalt retarderet og anbefalede samme foranstaltning som disse.

Ved rettens dom blev X fundet skyldig i blandt andet vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter og røveri og omfattet af straffelovens § 16, stk. 2, og blev, jf. samme lovs § 68, 2. pkt., idømt tilsyn af kommunen med mulighed for anbringelse på institution for personer med vidtgående psykiske handicap (type IV).

X ankede dommen med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang, subsidiært formildelse, navnlig således at tiltalte idømmes straf. Anklagemyndigheden kontraankede dommen med påstand om skærpelse, og at X idømmes almindelig straf. X gav nu udtryk for, at han ikke mente at være mentalt retarderet. Anklagemyndigheden indhentede på denne baggrund en supplerende retspsykiatrisk undersøgelse. En psykologisk test viste en samlet IQ på 70, som vurderedes lavere end den reelle begavelse grundet ubehandlet ADHD i svær grad. Overlægen konkluderede ved en samlet vurdering af resultatet af den nye intelligenstestning sammenholdt med en klinisk vurdering af Xs kognitive og praktiske færdigheder, at der ikke var grundlag for diagnosen mental retardering, og at der heller ikke vurderedes at have været dette på tidspunkterne for det påsigtede.

X fandtes omfattet af straffelovens § 69, og der kunne ikke anbefales foranstaltninger som mere formålstjenligt end straf til imødegåelse af risikoen for ny kriminalitet.

Afgørelser

På denne baggrund blev også Retslægerådet anmodet om en ny udtalelse. Rådet fandt det, på baggrund af den supplerende retspsykiatriske undersøgelse, overvejende sandsynligt, at X ikke var mentalt retarderet, men begavet svarende til sinkeområdet. Rådet hæftede sig ved, at X under opvæksten havde modtaget mangelfuld stimulation af skolemæssige færdigheder under en i øvrigt ustabil opvækst, og at der vurderedes at være potentiale for en yderligere bedring af hans intellektuelle niveau. Retslægerådet fandt X omfattet af straffelovens § 69, men fandt ikke, blandt andet begrundet i tilkomst af nye sigtelser, siden sagen sidst havde været forelagt, at kunne anbefale andre foranstaltninger som mere formålstjenlige til imødegåelse af risiko for ny kriminalitet, end straf.

Ved landsrettens dom, hvor X var kommet i arbejde og boede med sin kæreste, blev byrettens skyldkendelse stadfæstet og sanktionen ændret til otte måneders betinget fængsel.

Alder/år Sigtelse  Mentalundersøgelse Retslægerådet Samrådet Dom
18 Røveri, vold, trusler mv. § 16, stk. 2 / type IV Ikke forelagt § 16, stk. 2 / type IV Samlet dom først afsagt efter 2 år
19 Færdselslov mv. § 16, stk. 2 / type III § 16, stk. 2/ type III § 16, stk. 2/ type III § 16, stk. 2/ type IV
20 Anke mhp. skærpelse § 69/ straf § 69/ straf Ikke forelagt § 69/ 8 mdr. fængsel
22 Landsretten       Betinget 8 mdr. fængsel
5.5.2

Sag 2: Ændring af diagnose – dom til forvaring

Y er en 24-årig mand, som er opvokset under ustabile forhold. Y blev som 12-årig anbragt på institution og senere i plejefamilie og påbegyndte et omfattende og blandet rusmiddelmisbrug. Han blev som 15-årig idømt et antal bødestraffe for berigelseskriminalitet. Som 16-årig blev han sigtet for tyveri, hærværk, trussel om vold mod nogen i offentlig tjeneste, fornærmelig tiltale af offentlig myndighed og overtrædelse af færdselsloven og lov om euforiserende stoffer.

Ved mentalundersøgelsen blev Y fundet lettere mentalt retarderet, og overlægen anbefalede dom om tilsyn af kommunen med mulighed for anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap (type IV) med vilkår om at undergive sig lægeligt ledet misbrugsbehandling, som også blev resultatet ved retten.

Som 18-årig blev Y sigtet for blandt andet legemsangreb og på ny mentalundersøgt, hvor han uændret blev vurderet lettere mentalt retarderet. Der blev anbefalet dom til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Samrådet var enigt heri og foreslog supplerende vilkår om, at Y skulle undergive sig lægeligt ledet misbrugsbehandling.

Retslægerådet var ved denne første forelæggelse enig med erklæringsskrivende overlæge og Samrådet, og rådet fandt Y mentalt retarderet i lettere grad og henførte ham til straffelovens § 16, stk. 2, med anbefaling om dom til anbringelse på institution for personer med vidtgående psykiske handicap (type III), som også blev resultatet ved rettens afgørelse, da Y var 19 år gammel.

Dommen blev ophævet i forbindelse med en ny foranstaltningsdom, da Y som 21-årig blev idømt anbringelse på institution for personer med vidtgående psykiske handicap, idet han var blevet fundet skyldig i blandt andet legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

Forinden var der foretaget en ny mentalundersøgelse, der, som de tidligere, fandt Y lettere mentalt retarderet og anbefalede dom til anbringelse. Retslægerådet blev på ny anmodet om en udtalelse, og med baggrund i at der ved den seneste mentalundersøgelse ikke var foretaget en ny psykologisk testning, tog rådet for første gang et mindre forbehold for, om Y var mentalt retarderet.

Af Retslægerådets udtalelse fremgår blandt andet:

[Y] er talrige gange dømt for forskellige kriminelle handlinger, der synes at blive af stadigt mere personfarlig karakter. Dom om tilsyn af kommunen og senere dom til anbringelse i institution har ikke medført nogen forbedring af hans psykiske tilstand eller virket kriminalitetsforebyggende.

Ved tidligere mentalundersøgelser har [Y] scoret lavt ved intelligenstestning, og han er vurderet at være mentalt retarderet i lettere grad

Ved den aktuelle mentalundersøgelse er der ikke foretaget psykologisk undersøgelse, og på grund af [Y´s] negative indstilling er der ikke foretaget en grundig beskrivelse af hans evner og færdighedsniveau. (…)

Retslægerådet antager, at [Y] fortsat er mentalt retarderet i lettere grad og dermed omfattet af straffelovens § 16, stk. 2. Rådet vurderer, at [Y] har behov for længerevarende ophold i sikret institution, således, at en egentlig pædagogisk påvirkning og behandling af misbrug bliver mulig

 

Retslægerådet anbefalede på grund af den tiltagende farlighed hos Y en mere indgribende foranstaltning i form af dom til anbringelse i sikret afdeling for personer med vidtgående psykiske handicap (type I). Rådets udtalelse blev sendt i korrespondance hos overlægen, som ikke fremkom med yderligere bemærkninger.

Byretten afsagde dom om anbringelse i sikret afdeling som anbefalet af Retslægerådet, og landsretten stadfæstede dommen ca. tre måneder senere. Y var da 21 år gammel.

Samrådet for udviklingshæmmede lovovertrædere har afgivet en række udtalelser, hvor Y vedvarende er fundet mentalt retarderet i lettere grad og omfattet af straffelovens § 16, stk. 2. Samrådet har i stigende grad udtrykt bekymring for den farlighed, som Y frembød, og tilsvarende flere gange anbefalet skærpede foranstaltninger. Således blev der anbefalet dom til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap med mulighed for overflytning til sikret afdeling, da Y som 20-årig blev sigtet for nye forhold, blandt andet grov vold.

Afgørelse

Y blev atter som 22-årig mentalundersøgt, sigtet for vold og legemsangreb mod medbeboere og personale på den sikrede institution, hvor han var anbragt. Der blev endvidere anmodet om stillingtagen til spørgsmål om forvaring. En ny psykologisk undersøgelse indplacerede Y begavelsesmæssigt lavt i normalområdet, svarende til sinkeniveau. Det kliniske indtryk var i overensstemmelse hermed. Y blev beskrevet med afvigende personlighedsstruktur med fremtrædende psykopatiske træk og en høj risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet. Han blev fundet omfattet af straffelovens § 69, men der kunne ikke peges på mere formålstjenlige foranstaltninger end straf. Ud fra hans personlighedsmæssige egenart antoges at bestå en nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, hvorfor anvendelse af forvaring i stedet for fængsel fandtes påkrævet for at forebygge denne fare.

Retslægerådet blev anmodet om en udtalelse og var i alt væsentlighed enig i mentalerklæringens konklusion og anbefaling.

Retten fandt Y skyldig i tre forhold af vold og et forhold af trusler og idømte ham forvaring. Y ankede dommen med påstand om frifindelse for det ikke erkendte forhold, idet de øvrige forhold erkendtes, samt formildelse, således at der blev udmålt en tidsbestemt straf. Landsretten stadfæstede i enighed byrettens dom for så vidt angår skyldsspørgsmålet. Et flertal på 16 ud af i alt 18 dommere og nævninger stemte for stadfæstelse af byrettens sanktionsfastsættelse, mens et mindretal på 2 stemte for fængsel i to år og tre måneder. Y blev således idømt forvaring.

Alder/år Sigtelse  Mentalundersøgelse Retslægerådet Samrådet Dom
18 Vold, tyveri mv. §16, stk. 2 /type IV Ikke forelagt Ikke oplyst § 16, stk. 2 / type IV
19 Legemsangreb mv. § 16, stk. 2 / type III § 16, stk. 2/type III § 16, stk. 2 / type III § 16. stk. 2 / type III
20 Legemsangreb mv. § 16, stk. 2 /type III § 16, stk. 2/ type I § 16, stk. 2 / type II § 16, stk. 2 / type I
22 Legemsangreb mv.  § 69/ forvaring  § 69 / forvaring  Ikke forelagt § 69 / forvaring
5.5.3

Sag 3: Valg af særforanstaltning - anbringelse

Z er en 23-årig mand, født på det afrikanske kontinent, der som 15-årig kom til Danmark med sin far og søskende. Efter få år blev alle børn anbragt i familiepleje. Siden ankomsten til Danmark havde Z med ustabilt fremmøde og betydelige indlæringsproblemer deltaget i skolegang og været tilmeldt produktionsskole.

Z blev mentalundersøgt som 20-årig, hvor han var sigtet for røveri og legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Der blev i et vist omfang anvendt tolk, idet Z i rimelig udstrækning vurderedes at tale og forstå dansk. Han var ikke tidligere straffet og havde ikke noget misbrug. Han oplyste om et alvorligt hovedtraume i hjemlandet cirka et år før, familien rejste til Danmark. Ved klinisk vurdering i forbindelse med mentalundersøgelsen fandtes han dårligt begavet, umoden, impulsstyret, overdrevent detaljefokuseret og havde vanskeligheder med overblik. Ved psykologisk undersøgelse fandtes Z begavelsesmæssigt i området for lettere mental retardering. Ved testningen var der på relevant vis taget højde for, at dansk ikke var hans modersmål.

Ved MR-skanning af hjernen fandtes en mindre ansamling på højre side, som kunne være forenelig med følger efter et tidligere kranietraume.

Z blev fundet omfattet af straffelovens § 16, stk. 2, og der blev anbefalet dom om tilsyn af kommunen med mulighed for anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap (type IV).

Retslægelægerådet blev anmodet om en udtalelse og fandt også Z mentalt retarderet i lettere grad. Rådet henførte ham til straffelovens § 16, stk. 2, og anbefalede samme sanktion som mentalerklæringen.

Efterfølgende blev sagen forelagt for Samrådet vedrørende udviklingshæmmede lovovertrædere, som i en udtalelse i lighed med den retspsykiatriske erklæring og Retslægerådet fandt Z omfattet af straffelovens § 16, stk. 2, idet han befandt sig i en tilstand, der ganske må ligestilles med mental retardering af lettere grad.

Samrådet anbefalede dom til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap (type III). Herved var lagt vægt på at der var tale om særdeles alvorlig personfarlig kriminalitet, forøvet under anvendelse af grov vold. Videre fremhævedes, at en eventuel anbringelse i medfør af den af Retslægerådet anbefalede sanktion først ville kunne iværksættes efter kriminelt recidiv eller ved dokumenteret nærliggende risiko herfor, og at Z i tilfælde af anbringelse i medfør af en type IV foranstaltning ikke ville være underlagt udgangsbekendtgørelsen.

Sagen blev genforelagt for Retslægerådet med Samrådets udtalelse. På denne baggrund ændrede Retslægerådet sin anbefaling, og erklærede sig i en ny udtalelse enig i Samrådets betragtninger og anbefalede nu dom til anbringelse på institution for personer med vidtgående psykiske handicap (type III).

Ved byrettens dom blev Z fundet skyldig i de rejste sigtelser og henført til straffelovens § 16, stk. 2, som mentalt retarderet i lettere grad og idømt den anbefalede sanktion.

Z ankede dommen med påstand om frifindelse i forholdet vedr. røveri og grov vold, subsidiært formildelse, herunder frifindelse for udvisningspåstanden. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse. Landsretten stadfæstede med henvisning til udtalelserne fra Retslægerådet og Samrådet byrettens dom både vedrørende skyldsspørgsmålet, strafferetlig indplacering (straffelovens § 16, stk. 2) og sanktion.

Landsretten stadfæstede desuden, at Z blev udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Alder/år Sigtelse  Mentalundersøgelse Retslægerådet Samrådet Dom
20 Legemsangreb mv. § 16, stk. 2 /type IV § 16, stk. 2 /type IV § 16, stk. 2 / type III  
20+ Legemsangreb mv. - § 16, stk. 2 /type III - § 16, stk. 2 / type III

 

5.5.4

Sag 4: § 16, stk. 2 - § 69 – formålstjenlighed af særforanstaltning

A er en mand sidst i 20´erne, som er opvokset med enlig forælder under særdeles ustabile forhold, præget af omsorgssvigt, vold og talrige flytninger. Trods utallige skoleskift har han angivelig erhvervet basale kundskaber i dansk og regning. Han havde fra 16-årsalderen haft et betydeligt, blandet rusmiddelmisbrug og i tiltagende grad udvist aggressiv og voldelig adfærd.

Som 16-årig blev A fundet skyldig i vold og idømt ungdomssanktion, jf. straffelovens § 74 a. Fra 17-årsalderen blev han yderligere idømt en række domme for blandt andet vold, røveri, tyveri og overtrædelse af våbenloven, færdselsloven mm.

Han var ifølge de forelagte akter mindst mentalundersøgt tre gange – som 18-årig, som 22-årig og igen som 26-årig. Ved alle tre undersøgelser er han fundet begavet i området mellem sinkeniveau og lettere mental retardering.

Den løbende tvivl om hans begavelsesniveau har resulteret i forskellige sanktionsanbefalingerne til retten.

Der har været tre forelæggelser for Retslægerådet.

Ved mentalundersøgelsen, da A var 18 år gammel, fandtes en IQ-score på 69, mens funktionsniveauet ikke var tilsvarende lavt. Der var ikke tegn på sindssygdom eller anden alvorlig sindslidelse. Overlægen konkluderede, at det ikke kunne udelukkes, at A var lettere mentalt retarderet og således muligvis omfattet af straffelovens § 16, stk. 2, og med sikkerhed af samme lovs § 69. Anbefalingen var i tråd hermed dom om tilsyn af kommunen med mulighed for anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap (type IV).

Retslægerådet var ikke enigt, idet rådet vurderede, at A var svagt begavet, præget af understimulering og omsorgssvigt, men ikke mentalt retarderet. Rådet henførte A til straffelovens § 69 og kunne ikke anbefale en mere formålstjenlig foranstaltning end straf.

Samrådet henførte også A til straffelovens § 69, men fandt særforanstaltning mere formålstjenlig til imødegåelse af risiko for ny kriminalitet og anbefalede dom til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap (type III).

Ved retten blev A fundet skyldig i røveri og overtrædelse af våbenloven og idømt et års fængsel.

Ved mentalundersøgelsen, da A var 22 år gammel og sigtet for blandt andet røveri og vold, blev han hverken ved klinisk vurdering eller psykologisk testning fundet mentalt retarderet. Hans samarbejde om undersøgelsen blev vurderet præget af et ønske om at undgå fængsel.

Sagen blev ikke forelagt Retslægerådet.

Ved retten blev A idømt tillægsstraf på seks måneder, idet de pådømte forhold var begået forud for to tidligere domme, hvoraf han ved den seneste dom tre måneder tidligere var blevet idømt et år og seks måneders fængsel.

Ved mentalundersøgelsen, da A var 24 år gammel, havde han haft ophold på psykiatrisk afdeling i mere end to år. Han var nu sigtet for et større antal forhold af vold, tyveri mv. Det fremgår, at A under dele af afsoningen af den tidligere dom var blevet overflyttet til psykiatrisk afdeling, da han ikke havde kunnet begå sig i fængslerne.

Ved en ny psykologisk testning fandtes intelligenskvotient på 68, som sammenholdt med et lavt funktionsniveau og den kliniske vurdering blev vurderet at være udtryk for lettere mental retardering. Overlægen fandt A omfattet af straffelovens § 16, stk. 2, og der anbefaledes dom om tilsyn af kommunen med mulighed for anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap (type IV).

Samrådet for udviklingshæmmede lovovertrædere tilsluttede sig i en udtalelse konklusionen og anbefalingen i mentalerklæringen og anbefalede desuden vilkår om lægeligt ledet misbrugsbehandling.

Retslægerådet var ikke enigt, men fandt ved en samlet vurdering uændret A begavet svarende til sinkeområdet samt personlighedsmæssigt umoden, behovsstyret og ansvarsfralæggende med behov for misbrugsbehandling. Rådet henførte A til straffelovens § 69 og kunne ikke pege på foranstaltninger, jf. straffelovens § 68, 2. pkt., som mere formålstjenlige end straf til imødegåelse af en formentlig ikke ubetydelig risiko for fremtidig kriminalitet. Under hensyntagen til A’s personlighedsmæssige egenart anbefaledes eventuel afsoning indledt i Herstedvester Fængsel.

Med baggrund i den lægelige uenighed korresponderede Retslægerådet med erklæringsskrivende overlæge, som i et grundigt svar fastholdt sin vurdering og gjorde gældende, at A begavelsesmæssigt befandt sig på grænsen mellem lettere mental retardering og sinkeniveau. Overlægen anførte flere eksempler på, at dette havde været tilfældet siden barnealderen. Uagtet en mindre usikkerhed om den strafferetlige indplacering fandt overlægen med henvisning til, at A ikke havde kunnet klare sig i fængsel samt hans eget ønske om mere støtte, særforanstaltning som foreslået mere formålstjenlig end straf som kriminalitetsforebyggende foranstaltning.

Retslægerådet genovervejede sagen på baggrund af overlægens korrespondanceskrivelse, men endte med at fastholde sin vurdering og anbefaling til retten. Rådet lagde blandt andet vægt på, at A´s aktuelle funktionsniveau forekom bedre end beskrevet, ikke mindst i forhold til at planlægge og begå tyveri af særligt kostbare genstande og efterfølgende formå at få disse solgt videre på sociale medier, samt det forhold at hverken institutionsophold som ung eller langvarige indlæggelser i psykiatrien som voksen havde haft kriminalitetsforebyggende effekt.

Byretten afgjorde sagen med dissens, idet flertallet fandt A omfattet af straffelovens § 16, stk. 2, som værende i en tilstand ligestillet med lettere mental retardering. Han blev dømt til at undergive sig tilsyn af kommunen med mulighed for anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, med vilkår om misbrugsbehandling (type IV).

Ved landsrettens dom afgjordes med henvisning til Retslægerådets udtalelse, at det ikke kunne lægges til grund, at A var mentalt retarderet i lettere grad eller i en tilstand ganske ligestillet hermed. Han var derfor ikke omfattet af straffelovens § 16, stk. 2, men af samme lovs § 69. Med baggrund i blandt andet oplysninger fra A om den forbedring, der var sket i hans forhold under den langvarige psykiatriske indlæggelse, fandt landsretten det mere formålstjenligt for at forebygge ny kriminalitet at træffe bestemmelse om særforanstaltning, som nævnt i straffelovens § 68, 2. pkt., og stadfæstede dermed byrettens dom for så vidt angår sanktion (type IV).

Afgørelse 

Sagen blev på ny forelagt for Retslægerådet, da A var 25 år gammel. Han var da sigtet for en række nye forhold, heraf to om grov vold, jf. straffelovens § 245. Den idømte særforanstaltning havde været i funktion i få måneder. I sagens akter var udtalelser fra to Kriminalpræventive tilsyn, som fandt det bekymrende, at der i den lange liste af nye sigtelser også var forhold af særdeles personfarlig karakter.

Samrådet anbefalede dom til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap med mulighed for overflytning til sikret afdeling (type II).

Da der ikke ved medsendt en lægelig udtalelse, tilbagesendte Retslægerådet sagen med henstilling om, at der blev indhentet supplerende retspsykiatrisk erklæring med en aktuel beskrivelse af As forhold og tilstand, og det samme på tidspunkterne for det påsigtede. Denne blev modtaget et halvt år senere. A var da blevet 26 år og havde været varetægtsfængslet i et år, heraf de første måneder i surrogat på psykiatrisk afdeling. Med baggrund i vurderingen af at han var mentalt retarderet, var han blevet overflyttet til den sikrede institution Kofoedsminde, men grundet vanskeligheder med at rumme ham blev han efter fire måneder tilbageflyttet til psykiatrien, hvor han stadig havde ophold. Der valgte man med henvisning til sagens kompleksitet og divergerende konklusioner fra tidligere undersøgelser at foretage en helt ny mentalundersøgelse.

Ved en ny, meget grundig mentalobservation og gentagelse af psykologisk testning fandtes nu en IQ på 62, som imidlertid ikke harmonerede med det kliniske indtryk af et betydeligt bedre samlet funktionsniveau, hvor A blandt andet udviste gode evner til at indgå i diskussioner og samtale på et højt abstraktionsniveau. As udvikling og psykiske tilstand var præget af den kaotiske opvækst, forværret af tidligt påbegyndt rusmiddelmisbrug.

Diagnostisk vurderedes A at frembyde symptomer foreneligt med emotionelt forstyrret personlighedsforstyrrelse af borderline type samt angst- og tvangslidelse. Sammenholdt med en vurdering af at A bevidst underpræsterede ved nogle af de psykologiske tests, var den samlede konklusion fra mentalundersøgelsen, at A ikke var mentalt retarderet eller i en hermed ligestillet tilstand. Overlægen fandt ham omfattet af straffelovens § 69 og kunne ikke anbefale andre foranstaltninger som mere formålstjenlige end almindelig straf. Anklagemyndigheden havde desuden bedt overlægen om at tage stilling til spørgsmålet om forvaring, hvad overlægen ikke fandt påkrævet.

Ved Retslægerådets efterfølgende udtalelse fastholdt rådet vurderingen af, at A ikke var mentalt retarderet, men personlighedsforstyrret i svær grad og omfattet af straffelovens § 69. Rådet kunne ikke pege på foranstaltninger, der fandtes mere formålstjenlige end straf til imødegåelse af en formentlig ikke ubetydelige risiko for fremtidig kriminalitet. Retslægerådet var ikke anmodet om at tage stilling til spørgsmålet om forvaring og undlod af egen drift at gøre dette.

Retten fandt ved flertalsafgørelse A skyldig i et forhold af vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter i gentagelsestilfælde samt en lang række andre forhold, og idømte ham fængsel i et år og ti måneder.

A's Alder/år Sigtelse  Mentalundersøgelse Retslægerådet Samrådet Dom
15 Vold Ikke oplyst Ikke forelagt Ikke oplyst  Ungdomssanktion
17 Røveri Ikke oplyst Ikke forelagt Ikke oplyst Fængsel 10 måneder
19 Røveri mv. § 16, stk. 2 / 69 /type IV § 69 / straf § 69 / type III Fængsel 1 år
19 Vold Ikke oplyst Ikke forelagt

Ikke oplyst

Fængsel 4 måneder
22 Røveri, vold § 69 / straf Ikke forelagt Ikke oplyst Fængsel 2 år
24 Vold, tyveri, mv. § 16, stk. 2 / type II § 69 / straf § 16, stk. 2 / type II § 69 / type IV
25 Vold mv. § 69/ straf § 69 / straf § 16, stk. 2 / type II Fængsel 1 år og 10 måneder

 

5.5.5

Sag 5: Lettere mentalt retarderet – særforanstaltning undladt

B er en 42-årig mand, som er opvokset under almindelige sociale forhold med forældre og søskende. Han fik som syvårig påvist en epilepsiform, der viser sig ved såkaldte absencer, muligvis opstået efter alvorligt forløb af mæslingesygdom som treårig. Han blev behandlet med medicin i nogle år, hvorefter der ikke længere var anfald, og behandling blev trappet ud. B har gået i specialklasse under hele skolegangen. Som 19-årig blev han vurderet uden arbejdsevne både på almindelige og skånevilkår og tilkendt førtidspension. Ved flere lægevurderinger er han beskrevet som mentalt retarderet i middelsvær grad.

B har boet på samme bosted, siden han var 24 år gammel, og trives med at deltage i de tilbudte aktiviteter. Personalet beskriver en større nærtagenhed, forringet forståelse og mindre overbærenhed med andre og et fald i funktionsniveau over de senere år.

Som 41-årig blev B for første gang sigtet for en lovovertrædelse ved flere år tidligere, på bostedets fællesareal med løftet arm og med en sko i hånden, at være løbet frem mod to pædagoger der var på arbejde, og have råbt, at han ville slå dem ihjel.

Ved mentalundersøgelsen, hvor B medvirkede velvilligt, blev han vurderet svagt begavet, selvhenførende og paranoidt tolkende overfor bostedets personales intentioner, samt umoden og uselvstændig. Ved psykologisk undersøgelse blev han begavelsesmæssigt fundet mentalt retarderet i lettere grad med valide oplysninger om, at tilstanden var startet i barndommen. Han blev fundet omfattet af straffelovens § 16, stk. 2, og der anbefaledes dom om tilsyn af kommunen, således at domfældte efterkommer tilsynsmyndighedens bestemmelse om ophold og arbejde (type V).

Afgørelse

Ved forelæggelse for Retslægerådet var rådet enig i den strafferetlige indplacering. Rådet fandt det tvivlsomt, om der var behov for en strafferetlig særforanstaltning til forebyggelse af en formentlig meget beskeden risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet, men anbefalede dog efter en samlet vurdering samme foranstaltning som mentalerklæringen. Samrådet var ligeledes enigt i indplaceringen og anbefalingen.

Ved rettens afgørelse blev B fundet mentalt retarderet i lettere grad og omfattet af straffelovens § 16, stk. 2, hvorfor han ikke skulle straffes. Da A ikke var tidligere straffet og ikke i de knap fem år, der var forløbet siden forholdet var begået, havde gjort sig skyldig i nye overtrædelser af straffeloven, eller efter det oplyste optrådt voldeligt eller truende, fandt retten, med henvisning til Retslægerådets udtalelse, at det ikke var formålstjenligt at træffe bestemmelse om en foranstaltning, jf. straffelovens § 68, 2. pkt., for at forebygge nye lovovertrædelser.

B's Alder/år Sigtelse  Mentalundersøgelse Retslægerådet Samrådet Dom
42 Trusler om vold mod offentligt ansatte § 16, stk. 2 / type V § 16, stk. 2 / type V § 16, stk. 2 / type V § 16, stk. 2 / ingen foranstaltning

 

Kommentar

Ifølge straffelovens § 16, stk. 2, straffes personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i lettere grad, ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand, der ganske må ligestilles med mental retardering.

Retslægerådets praksis angående personer, der befinder sig i grænseområdet mellem sinkestadiet og lettere mental retardering – eller eventuelt blot lavt i sinkeområdet – er at medinddrage eventuelle yderligere fysiske eller psykiske funktionshæmmende handicap i den kliniske vurdering og herefter, eventuelt på grundlag af denne samlede vurdering, henføre tilstanden til ”en tilstand, der ganske må ligestilles med mental retardering” og anbefale en foranstaltningsdom. Eksempler på sådanne funktionshæmmende handicap kan være svært nedsat syn eller hørelse, misdannelser eller epilepsi med videre.

De fem beskrevne sagsforløb illustrerer bredden og de forskellige udfordringer med diagnostisk og retlig indplacering af personer, der intelligensmæssigt er placeret i grænseområdet mellem mental retardering i lettere grad og lavt i sinkestadiet, hvor sidstnævnte er en tilstand omfattet af straffelovens § 69, hvor Retslægerådet som udgangspunkt ikke kan anbefale en mere formålstjenlig foranstaltning end straf, medmindre der er tale om ledsagende funktionshæmmende handicap i mere udtalt grad.

I flere af de omtalte sager er den retlige indplacering over tid ændret fra § 16, stk. 2, til § 69, hvilket blandt andet afspejler, at der er indtrådt en bedring af de kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder.

Der henvises i øvrigt til Retslægerådets årsberetninger fra 2010, 2013, 2014, 2015, 2016 og 2018.

5.7

Referat af Retslægerådets temamøde om PTSD den11. oktober 2023

Retslægerådet afholdt temamøde om PTSD den 11. oktober 2023 på Panum Instituttet i København for Retslægerådets medlemmer, sagkyndige og andre interesserede for at give deltagerne en aktuel og opdateret viden om området.

Programmet for temamødet var følgende

 

Velkomst og afgrænsning af problemstillingen, skift i kriterier (DSM); militær PTSD

Ved Henrik Steen Andersen, medlem af Retslægerådet, overlæge, dr. med., militærpsykiatrisk ambulatorium, Psykiatrisk Center København

 
PTSD opstået med latenstid; gennemgang af nyere forskning


Ved Poul Videbech, medlem af Retslægerådet, professor i psykiatri, dr. med., Psykiatrisk Center Glostrup

 
PTSD ”set fra to lejre”: Ankestyrelsen og Retslægerådet


Ved Torsten Warrer, sagkyndig for Retslægerådet og Ankestyrelsen, overlæge militærpsykiatrisk ambulatorium, Psykiatrisk Center København

Ændringer i sagsbehandling af erstatningssager vedrørende PTSD

Ved seniorarbejdsskadekonsulent Isabell Ginie Pedersen og overlæge Steffen Høy Pedersen Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES)

 Andre former for arbejdsrelateret PTSD

Ved overlæge Anne Sandager Thaysen og psykolog Mads Christian Jensen, Psykoterapeutisk ambulatorium, Psykiatrisk Center Ballerup

 Diskussion og afrunding

 

Uagtet at der gennem årene har været afholdt flere temamøder om PTSD i Retslægerådet, var der behov for yderligere et temamøde i efteråret 2023. Det skyldes dels, at man i Danmark snart går over til et nyt diagnosesystem for psykiske lidelser, ICD-11, som afløser ICD-10, som har været gældende siden 1994 – og dels at praksis i forbindelse med arbejdsskadesager har ændret sig over de sidste omkring 10 år, både Retslægerådets og Arbejdsskadesystemets praksis.

I ICD-11 bevares diagnosen, PTSD, om end kriterierne vil undergå visse ændringer. Ligeledes bevares den noget lettere og knap så veldefinerede diagnose, tilpasningsreaktion, hvilket også er tilfældet med den endnu mindre veldefinerede diagnose, uspecificeret belastningsreaktion. I ICD-11 forsvinder diagnosen, personlighedsændring efter katastrofeoplevelse.

Der introduceres en ny diagnose, kompleks PTSD, i ICD-11. Denne indebærer en række emotionelle og interpersonelle problemer og symptomer i tillæg til de egentlige PTSD-symptomer. Oprindeligt er denne diagnose tænkt at være gældende ved meget svære og langvarige traumer, ofte fra barndommen, eller ved udsættelse for længerevarende ydmygende behandling og tortur. I realiteten kan man hævde, at det for barndomstraumer er en fællesdiagnose for PTSD og emotionel ustabil personlighedsstruktur og for fx torturfølger en fællesdiagnose for PTSD og personlighedsændring efter katastrofeoplevelse. Diagnosen kompleks PTSD synes allerede at blive brugt i mange sammenhænge, som det næppe har været tiltænkt. Det vil således være svært at forestille sig længerevarende PTSD, uden at der også er betydelige emotionelle og interpersonelle problemer udover de snævre PTSD-symptomer. I DSM-systemet indgår der således også emotionelle symptomer i ”almindelig” PTSD. Det er således Retslægerådets opfattelse, at der sker en overdiagnosticering af kompleks PTSD, idet mange, som i ICD-10 (eller DSM) ville have fået diagnosen PTSD, i dag benævnes kompleks PTSD. I arbejdsskadehenseende har det dog ikke nogen umiddelbar betydning.

PTSD består i sin kerne af et meget betydeligt traume, genoplevelser i drøm eller vågen tilstand, undgåelse – især af traumerelaterede stimuli og en konstant tilstand af anspændthed og ”arousal”. Der har siden introduktionen af diagnosen PTSD i 1980 været diskussion om, hvilke traumer som kan kvalificere til udvikling af PTSD. Dette spørgsmål er ikke endeligt afklaret og er i sin substans vanskeligt, da et givet traume både vil rumme et åbenlyst eller objektivt element – og et mere individuelt og subjektivt element. I arbejdsskadesammenhæng har man dog generelt lagt vægt på, at et traume skal være af meget tydelig og åbenlys voldsom karakter. En detalje i denne diskussion er, hvorvidt akkumulerede belastninger, dvs. gentagne, ofte mange, belastninger/traumer, som hver især ikke opfylder belastningsgraden over tid kan give anledning til PTSD. Hvor lidelsen således opstår, når ”buen spændes for meget” eller ”bægeret er fyldt”. I DSM-systemet er denne type traumer tilstrækkelige til, at der kan stilles diagnosen PTSD.

Et vigtigt emne i Danmark i forhold til arbejdsskader over de sidste 5-10 år, er den tidsmæssige relation fra traumet til symptomernes opståen. ICD-10 fastholdt, at PTSD skulle opstå inden for 6 måneder efter traumet. Forskning har dog fastslået, at denne grænse har været for rigid. Tidligere blev mange erstatningssager afvist på netop denne baggrund. DSM har længe haft en variant af PTSD opstået med latenstid på mere end 6 måneder, og i ICD-11 vil der om det tidsmæssige stå: ”…kan opstå flere år efter…”. I flere tempi er både lovgivning og praksis i Danmark ændret, således at PTSD kan anerkendes som arbejdsskade efter længere tid end 6 måneder – især i relation til militært personel. I den sammenhæng kan optræden af delvis PTSD eller såkaldte brosymptomer (altså et ikke fuldt udviklet syndrom) inden den endelige diagnosticering være af betydning, hvis det kan dokumenteres. Forskningen viser også, at forsinket PTSD oftest findes, hvis der har været sådanne symptomer. Validiteten af dokumentationen for PTSD i fx en speciallægeerklæring er af stor betydning, altså hvor grundig og troværdig beskrivelse af evt. tidlige symptomer er. Til tider er der tidstro dokumentation relativt kort tid efter traumet, men oftest vil vurderingen bero på retrospektiv undersøgelse, evt. adskillige år efter belastningen eller traumet. Her må det konstateres, at kvaliteten af det materiale, som vurderingen af om der er tale om en arbejdsskade, skal bero på, er af svingende standard.

Konklusion

En samlet konklusion af både de senere års praksis og temamødet må være, at især det tidsmæssige krav i forhold til opståen af PTSD er lempet en del (på basis af ny viden), og at tærsklen for sværhedsgraden af traumet (ofte kaldet stressorkriteriet) ligeledes er blødt lidt op med årene.

Der er ikke mange psykiatriske diagnoser, som har undergået så store forandringer i opfattelse og diagnosekriterier som PTSD. Det kan der være flere grunde til. Men det er vigtigt, at ændringer, herunder lempelse af kriterierne, er fagligt begrundede.

6

Statistik

6.1

Antal lægefaglige sager modtaget og afsluttet i Retslægerådet 2021-2023

Sager modtaget i Retslægerådet 2021-2023

  2021 2022 2023
Sagstyper       
31. Psykiatrisager  597 376 426
32. Færdselssager  69 84 67
33. Kastration, kønsskifte og avlingstid  4 4 0
34. Somatiske sager  899 654 680
35. Aldersbestemmelse  2 0 4
Samlet modtaget 1571 1197 1177

 

Sager afsluttet i Retslægerådet 2021-2023

  2021 2022 2023
Sagstyper       
31. Psykiatrisager  516 565 472
32. Færdselssager  84 92 77
33. Kastration, kønsskifte og avlingstid  4 4 0
34. Somatiske sager  1879 1618 860
35. Aldersbestemmelse  6 2 1
Samlet afsluttet 2492 2323 1410

 

Vi bemærker, at ovennævnte er en opgørelse over det antal sager, som Retslægerådet har modtaget og afsluttet inden for de nævnte sagsområder. Retslægerådet behandler herudover en række øvrige henvendelser, som f.eks. høringer, aktindsigter, klager og lignende.

Opgørelsen viser, hvor mange sager Retslægerådet har modtaget og afsluttet i det pågældende år. Opgørelsen viser dermed ikke, hvor mange sagsforløb, de enkelte sager indeholder, herunder hvor mange forskellige sagsforløb, der har været. Det forekommer f.eks. ofte, at Retslægerådet modtager supplerende spørgsmål i en sag, efter rådet har afgivet en udtalelse. Opgørelsen tager ikke højde herfor.

6.2

Sagsbehandlingstider, angivet i dage, i Retslægerådet 2021-2023

Sagsbehandlingstider (dage) 2021 2022 2023
Psykiatrisager 40 36 32
Færdselssager 93 67 66
Avlingstid og kastration 146 17 0
Somatiske sager 333 217 189
Aldersbestemmelse 168 103 29

Det bemærkes, at datamaterialet er dannet på baggrund af korrekt registrerede sager i journalsystemet. Data, som ikke opfylder kriterierne for korrekt registrering, er således ikke med.

Endvidere bemærkes, at sagsbehandlingstiderne i tidligere årsberetninger har været angivet i medianværdier, hvilket vil sige det tidsrum, inden for hvilket halvdelen af sagerne er færdigbehandlet. Imidlertid er tallene oven for nu optalt som gennemsnitsværdier. Der vil således ikke umiddelbart være overensstemmelse med tidligere årsberetningers optælling for de pågældende år.

Retslægerådets sagsbehandlingstider inkluderer tiden fra sagens modtagelse til sagen er afsluttet, herunder tiden der går, indtil sagen er tilstrækkeligt oplyst. 

7

Folketingsspørgsmål stillet til Retslægerådet

Retslægerådet har i 2023 bidraget til besvarelse af følgende fire folketingsspørgsmål.

Spørgsmål 146

Vil ministeren redegøre for, hvor mange sager, der årligt genvurderes af Retslægerådet. Vil ministeren redegøre for, om det vil koste ”ekstra” at et nyt sæt læger vurderer disse sager og herefter hvad det vil koste at lave en 2. instans for disse sager?

Svaret på folketingsspørgsmålet findes ved at klikke her. Linket dirigerer videre til Folketingets hjemmeside.

 

 

 Spørgsmål 147

Vil ministeren redegøre for, hvad det vil koste at indføre en 2. instans for samtlige vurderinger ved Retslægerådet?

Svaret på folketingsspørgsmålet findes ved at klikke her. Linket dirigerer videre til Folketingets hjemmeside. 

Spørgsmål 274

Vil ministeren oplyse, om Retslægerådet tager hensyn til, at Færøerne er et andet og langt mindre land, som har en anden kultur og et andet kriminalitetsniveau end Danmark, når man behandler – og næsten konsekvent underkender – de anbefalinger om, at personer dømmes i forvaring, som fremsættes af den færøske psykiatriske institution, ”Psykiatriski depilin”, idet Retslægerådet indtil 2022 konsekvent gik imod de anbefalinger om at dømme personer i forvaring, som blev fremsat af ”Psykiatriski depilin” med den eneste undtagelse i 2022?


Svaret på folketingsspørgsmålet findes ved at klikke her. Linket dirigerer videre til Folketingets hjemmeside.

Spørgsmål 275

Vil ministeren oplyse, om en farlighedsvurdering af en person på Færøerne baseres på, hvor farlig personen er for det færøske samfund eller om den baseres på, hvor farlig personen er i forhold til de farligste personer i Danmark, idet der henvises til, at lederen af den færøske psykiatriske institution ”Psykiatriski depilin”, Tórmóður Stórá, i en podcast den 6. februar 2023 på Frihedsbrevet.fo antyder, at Retslægerådet tager udgangspunkt i en dansk virkelighed, når rådet vurderer sager fra Færøerne, selv om Færøerne har en anden situation vedrørende alvorlig kriminalitet end Danmark, hvilket vil sige, at man måske går imod anbefalingerne om en forvaringsdom, selv om der fagligt set er gode grunde til det, fordi man tager udgangspunkt i danske forhold og holder de værste kriminelle individer på Færøerne op imod de værste kriminelle individer i Danmark?

Svaret på folketingsspørgsmålet findes ved at klikke her. Linket dirigerer videre til Folketingets hjemmeside. 

8

Retslægerådets lovgrundlag og organisation

8.1

Lovbestemmelser m.v.

Lov nr. 60 af 25. marts 1961 om retslægerådet

§ 1. Retslægerådets opgave er at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke myndigheder der over for rådet kan fremsætte begæring om afgivelse af skøn, og i hvilke sager dette kan ske.

§ 2. Rådet består af indtil 12 læger. Det arbejder i 2 afdelinger, af hvilke den ene behandler retspsykiatriske spørgsmål og den anden alle øvrige retsmedicinske spørgsmål.

Stk. 2. Medlemmerne beskikkes af kongen. Justitsministeren udpeger blandt dem en formand og 2 næstformænd, en for hver afdeling.

Stk. 3. Justitsministeren beskikker et antal sagkyndige, af hvilke rådet kan tilkalde en eller flere til deltagelse i en sags behandling.

Stk. 4. Såfremt en sags behandling forudsætter en særlig sagkundskab, som rådets medlemmer og de i stk. 3 nævnte sagkyndige ikke i tilstrækkeligt omfang er i besiddelse af, kan rådet tilkalde andre sagkyndige til at deltage i sagens behandling.

Stk. 5. Beskikkelse af medlemmer og de i stk. 3 nævnte sagkyndige sker for 6 år. Når omstændighederne taler derfor, kan beskikkelse dog ske for et kortere åremål.

§ 3. Justitsministeren beskikker et antal praktiserende læger, tandlæger,
jordemødre, sygeplejersker, hospitalslaboranter, fysioterapeuter, apotekere og apotekermedhjælpere til at deltage i rådets behandling af de i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse § 5 og lov om apotekervæsen § 19 nævnte sager.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 2, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.

§ 4. Justitsministeren fastsætter regler om rådets virksomhed.

§ 5. Lov nr. 131 af 16. april 1935 om Retslægerådet ophæves.

Bekendtgørelse nr. 1068 af 17. december 2001 om forretningsorden for Retslægerådet

I medfør af § 4 i lov nr. 60 af 25. marts 1961 om Retslægerådet fastsættes:

§ 1. Retslægerådet består af indtil 12 læger.

Stk. 2. Rådet arbejder i 2 afdelinger. Den ene behandler retspsykiatriske spørgsmål og den anden alle øvrige retsmedicinske spørgsmål.

Stk. 3. Justitsministeren udpeger blandt rådets medlemmer en formand og 2 næstformænd, en for hver afdeling.

§ 2. Justitsministeren beskikker et antal sagkyndige, af hvilke rådet kan tilkalde en eller flere til deltagelse i en sags behandling.

Stk. 2. Hvis en sags behandling forudsætter en særlig sagkundskab, som rådets medlemmer og de i stk. 1 nævnte sagkyndige ikke i tilstrækkeligt omfang er i besiddelse af, kan rådet tilkalde andre sagkyndige til at deltage i sagens behandling.

§ 3. En sag behandles i almindelighed af 3 medlemmer eller sagkyndige.

Stk. 2. Formanden bestemmer i hvilken afdeling, en sag skal behandles, og hvilke medlemmer og sagkyndige, der skal deltage i behandlingen. Den hørende myndighed underrettes efter begæring snarest muligt om formandens bestemmelse herom.

Stk. 3. I rådets erklæringer angives, hvem der har deltaget i sagens behandling.

§ 4. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke medvirke ved rådets behandling af den pågældende sag. Inhabilitet foreligger i samme tilfælde som nævnt i forvaltningsloven.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis det ville være umuligt eller forbundet med væsentlige vanskeligheder eller betænkelighed at lade en anden træde i den pågældendes sted under sagens behandling.

§ 5. Et medlem eller en sagkyndig, der er udpeget til at deltage i rådets behandling af en sag, og som er bekendt med, at der for den pågældendes vedkommende foreligger forhold, som er nævnt i forvaltningslovens § 3, stk. 1, skal snarest underrette rådets formand herom, medmindre det er åbenbart, at forholdet er uden betydning.

Stk. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt et medlem eller en sagkyndig på grund af inhabilitet er udelukket fra at deltage i rådets behandling af en sag, afgøres af rådets formand.

§ 6. Sagerne behandles i almindelighed skriftligt. Mundtlig behandling finder dog sted, hvis formanden, vedkommende næstformand eller et medlem eller en sagkyndig, der er udpeget til at deltage i behandlingen af sagen, ønsker det.

§ 7. Hvis det skriftlige materiale, der er forelagt for rådet, ikke skønnes at give tilstrækkeligt grundlag for rådets bedømmelse af sagen, meddeler rådet den hørende myndighed, hvilke yderligere oplysninger der vil være af betydning herfor. Rådet tilkendegiver samtidig, om disse oplysninger skønnes mest hensigtsmæssigt at kunne tilvejebringes.


1) ved fremsendelse af yderligere skriftligt materiale til rådet, eventuelt på baggrund af en fornyet undersøgelse,
2) ved at rådet forhandler med den læge, der tidligere har afgivet erklæring i sagen eller i øvrigt har kendskab til den person eller det forhold, sagen vedrører, eller
3) ved at rådet lader den person, sagen angår, undersøge af et eller flere af rådets medlemmer eller sagkyndige.

Stk. 2. Hvis de i stk. 1 nævnte yderligere oplysninger ikke kan fremskaffes eller nægtes tilvejebragt, besvarer rådet de stillede spørgsmål på det foreliggende grundlag, hvis dette er muligt.

§ 8. Rådets erklæring skal være ledsaget af en begrundelse.

Stk. 2. Begrundelsen skal om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for erklæringen. I det omfang erklæringen beror på et skøn, skal begrundelsen angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 3. Hvis bedømmelsen af forhold, der er af væsentlig betydning for rådets erklæring, giver anledning til tvivl, skal der i begrundelsen redegøres nærmere herfor.

Stk. 4. Hvis der ikke er enighed om besvarelsen af de stillede spørgsmål, skal dette fremgå af rådets svar.

Stk. 5. Hvis det findes nødvendigt, at en repræsentant for Retslægerådet afgiver forklaring under en retssag, afgør rådets formandskab, hvem af de voterende der skal anmodes om at afgive forklaring. Hvis der er afgivet dissens, møder rådet i retten både ved en repræsentant for flertallet og en for mindretallet.

§ 9. Har der fundet forhandling sted efter reglen i § 7, nr. 2, skal udfaldet af forhandlingen angives i erklæringen. Har forhandlingen været skriftlig, skal genparter af skrivelserne vedlægges.

§ 10. Det påhviler formanden at indkalde medlemmerne til mindst et årligt møde, hvor spørgsmål af almindelig interesse for rådets virksomhed drøftes.

§ 11. Rådet afgiver en årlig beretning om sin virksomhed til justitsministeren. Beretningen offentliggøres.

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2002.

Stk. 2. Forretningsorden nr. 97 af 20. april 1961 for Retslægerådet ophæves.

Det bemærkes, at forretningsordenen for Retslægerådet er ændret ved bekendtgørelse nr. 442 af 29. april 2024, med ikrafttræden den 15. maj 2024. Den findes ved at trykke på linket her

8.2

Sagkyndige, herunder beskikkede sagkyndige og rådsmedlemmer, som er anvendt i sager, der blev afsluttet i 2023

Overlæge, ph.d., lektor
Anne-Mette Hejl
Bispebjerg Hospital
Neurologi

Professor, overlæge, ph.d.
Berit Schiøttz-Christensen
Horsens Sygehus
Reumatologi

Professor
Egon Stenager
Neurologi

Professor, dr.med.
Henrik Segelcke Thomsen
Herlev/Gentofte Hospital
Radiologi

Overlæge
Inge Rita Fugl
Arbejdsmedicin

Overlæge, dr.med.
Jan Pødenphant
Reumatologi

Speciallæge
Jens Georg Hansen
Almen Medicin

Professor, dr.med.
Jens Henrik Sahl Henriksen
Hvidovre Hospital
Klinisk fysiologi/nuklearmedicin

Professor, speciallæge
John Sahl Andersen
Almen medicin

Professor, overlæge, dr.med.
Kim Peder Dalhoff
Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
Farmakologi

Overlæge
Kim Schantz
Ortopædkirurgi

Overlæge, ph.d.
Kurt Rasmussen
Arbejdsmedicin

Overlæge, dr.med.
Lene Rørdam
Bispebjerg Hospital
Klinisk fysiologi/nuklearmedicin

Professor, overlæge, dr.med., ph.d.
Michael Bjørn Russell
Neurologi

Professor, dr.odont.
Palle Holmstrup
Odontologisk Institut
Odontologi

Praktiserende speciallæge
Per Bjerregaard
Bjerregaard Klinik
Autorisationssager

Professor, overlæge, dr.med.
Søren Møller
Hvidovre Hospital
Klinisk fysiologi/nuklearmedicin

Overlæge
Akram Dakhil Delfi
Herlev Hospital
Radiologi

Overlæge, ph.d.
Alfred Peter Born
Neuropædiatrisk Ambulatorium Rigshospitalet
Pædiatri

Professor, overlæge, dr.med.
Anders Kristian Møller Jakobsen
Sygehus Lillebælt
Onkologi

Professor, overlæge, dr.med.
Anders Odgaard
Rigshospitalet
Ortopædkirurgi

Professor, overlæge, ph.d.
Andreas Røder
Urologisk Forskningsenhed
Urologi

Professor, overlæge, ph.d.
Anne Amalie Elgaard Thorup
Psykiatri

Overlæge, ph.d.
Annika Ingeborg Loft Jakobsen
Klinisk fysiologi og nuklearmedicin

Professor, overlæge, ph.d.
Bent Laursen Ejlertsen
Onkologi

Professor, dr.med.
Bent Ottesen
Gynækologi/obstetrik

Overlæge, dr.med.
Birthe Højlund Bech
Rigshospitalet
Radiologi

Overlæge, Forskningslektor
Bjarki Ditlev Djurhuus
Sjællands Universitetshospital
Oto-rhino-laryngologi

Professor, dr.med.
Bjarne Møller-Madsen
Aarhus universitetshospital
Ortopædkirurgi

Professor, overlæge, dr.med.
Bjørn Richelsen
Endokrinologi

Professor
Bo Friis Feldt-Rasmussen
Nefrologi

Professor, overlæge
Bo Sanderhoff Olsen
Gentofte Hospital
Ortopædkirurgi

Overlæge
Bodil Moltesen
Herlev Hospital
Pædiatri

Overlæge, ph.d.
Camilla Bock
Retspsykiatrien Slagelse
Psykiatri

Afdelingslæge, Ph.d., DMSc
Casper Hagen
Pædiatri

Afdelingslæge, klinisk lektor, ph.d.
Charlotte Uggerhøj Andersen
Aarhus Universitetshospital
Farmakologi

Overlæge
Christian Augusto Lildal Rodriguez Carranza
Rigshospitalet
Thoraxkirurgi

Professor
Christian Bo Christensen
Lægerne Låsby
Almen medicin

Professor, overlæge
Christian Godballe
Odense Universitetshospital
Oto-rhino-laryngologi

Overlæge
Christian Martin Møller
Center for Rygkirurgi/Capio CFR,
Neurokirurgi

Professor, overlæge, dr.med.
Christian von Buchwald
Rigshospitalet
Oto-rhino-laryngologi

Overlæge
Christina Kinnnander
Herlev Hospital
Radiologi

Overlæge, klinisk lektor, ph.d.
Claus Marcher
Odense Uniersitetshospital
Hæmatologi

Overlæge
Claus Verner Jensen
Rigshospitalet
Radiologi

Professor, overlæge, ph.d.
Claus Ziegler Simonsen
Aarhus Universitetshospital
Neurologi

Overlæge
Dorte Glintborg
Odense Universitetshospital
Endokrinologi

Ledende overlæge, ph.d.
Dorte Maria Sestoft
Retspsykiatrisk Klinik Kbh.
Psykiatri

Speciallæge, dr.med.
Else Kirstine Tønnesen
Anæstesiologi

Overlæge
Eva Balslev
Herlev/Gentofte Hospital
Patologi

Professor, Overlæge dr. Med.
Flemming Brandt Sørensen
Aarhus Universitet
Patologi

Professor, dr.med.
Freddy Karup Pedersen
Rigshospitalet
Pædiatri

Direktør og speciallæge
Freddy Lippert
Falck
Anæstesiologi

Professor, dr.med.
Gorm Boje Jensen
Kardiologi

Overlæge
Hanne Arildsen
Aarhus Universitetshospital
Infektionsmedicin

Overlæge, ph.d.
Hanne Gottrup
Aarhus Universitetshospital
Neurologi

Overlæge
Hanne Marie Nellemann
Aarhus Universitetshospital
Radiologi

Ledende overlæge, dr.med.
Hans Herman Dieperink
Odense Universitetshospital
Nefrologi

Overlæge, dr.med.
Hans-Jørgen Malling
Københavns Universitetshospital Gentofte
Allergologi

Ledende overlæge, ph.d.
Helle Laustrup
Odense Universitetshospital
Reumatologi

Professor, overlæge, dr.med.
Henning Bliddal
Frederiksberg Hospital
Reumatologi

Overlæge, dr.med
Henrik Christian Juul Nyholm
Gynækologi/obstetrik

Overlæge, ph.d. Klinisk lektor
Henrik Horwitz
Klinisk farmakologi

Overlæge
Henrik Jakobsen
Urologi

Professor, overlæge, dr.med., ph.d.
Henrik Kjærulf Jensen
Aarhus Universitetshospital
Kardiologi

Overlæge
Henrik Lajer
Gynækologi/obstetrik

Ledende overlæge, ph.d.
Henrik Lavlund Flyger
Herlev Hospital
Mammakirurgi

Overlæge, ph.d.
Henrik Skjødt
Rigshospitalet
Reumatologi

Overlæge, dr.med.
Henrik Steen Andersen
Rigshospitalet
Psykiatri

Professor, overlæge, dr.med., ph.d.
Henrik Vorum
Øjencenter Nord v/øjenlæge Henrik Vorum
Oftalmologi

Adm. direktør, forskningsleder
Henrik Wulff Christensen
Syddansk Universitet
Kiropraktik

Professor, overlæge
Ian Law
Rigshospitalet
Klinisk fysiologi/ nuklearmedicin- subspeciale CNS

Ledende overlæge, screeningschef
Ilse Merete Munk Vejborg
Rigshospitalet
Radiologi

Overlæge, dr.med.
Inge Jenny Dahl Knudsen
Rigshospitalet
Klinisk mikrobiologi

Overlæge, dr.med.
Jan Falborg Fallingborg
Aalborg Universitetshospital
Gastroenterologi

Overlæge, dr.med., ph.d.
Jan Maxwell Nørgaard
Aarhus Universitetshospital
Hæmatologi

Ledende overlæge, ph.d.
Jane Frølund Thomsen
Bispebjerg Hospital
Arbejdsmedicin

Centerdirektør
Jannick Brennum
Rigshospitalet
Neurokirurgi

Lægelig konsulent, Speciallæge
Jannik Christian Hilsted
Intern medicin og Endokrinologi

Professor, overlæge, ph.d.
Jens Ahm Sørensen
Odense Universitetshospital
Plastikkirurgi

Ledende overlæge, professor, dr.med.
Jens Christian Hedemann Sørensen
Aarhus Universitetshospital
Neurokirurgi

Speciallæge, dr. med, ph.d.
Jens Christian Nørregaard
Øjensygdomme

Overlæge, dr.med.
Jens Lund
Psykiatri

Professor, overlæge, dr.med.
Jens Michael Hertz
Odense Universitetshospital
Klinisk genetik

Professor
Jens Otto Lunde Jørgensen
Endokrinologi

Professor
Jens Peter Ellekilde Bonde
Bispebjerg Hospital
Arbejdsmedicin

Overlæge, dr.med.
Jens Peter Garne
Mammakirurgi

Neuropsykolog, cand.psych.
Jens Østergaard Riis
Aalborg Universitetshospital
Neuropsykologi

Professor, overlæge, dr.med.
Jes Bruun Lauritzen
Bispebjerg Hospital
Ortopædkirurgi

Ledende Overlæge
Jesper Bohsen Ravn
Thoraxkirurgi

Overlæge, specialkonsulent
Jesper Hvolris
Privat praksis, Hamlet
Ortopædkirurgi

Professor, ph.d.
Jette Kolding Kristensen
Aalborg Universitet
Almen medicin

Neuropsykolog, cand.psych.
Jette Stokholm Pedersen
Rigshospitalet
Neuropsykologi

Overlæge dr.med.
John Rosendahl Østergaard
Pædiatri

Professor, ph.d.
Jytte Banner
Københavns Universitet
Retsmedicin

Retskemiker, seniorforsker
Jørgen Bo Hasselstrøm
Aarhus Universitet, Institut for Retsmedicin
Retskemi

Speciallæge, dr.med.
Jørgen Lange Thomsen
Syddansk Universitet
Retsmedicin

Overlæge, lektor, dr. Med.
Jørn Carlsen
Rigshospitalet
Kardiologi og intern medicin

Ledende overlæge
Karsten Krøner
Regionshospitalet Horsens
Ortopædkirurgi

Overlæge, ph.d.
Kasper Kjærulf Gosvig
Herlev Hospital
Radiologi

Speciallæge
Katalin Kiss
Rigshospitalet
Patologi

Overlæge
Katrine Fabricius Torfing
Radiologi

Ledende overlæge, professor, dr.med.
Kim Christian Houlind
Kolding Sygehus
Karkirurgi

Overlæge
Kim Daugbjerg Balsløv
Psykiatrisk afdeling Middelfart
Psykiatri

Lægelig direktør
Kim Torsten Brixen
Odense Universitetshospital
Endokrinologi

Overlæge, ph.d.
Kirsten Svenstrup
Rigshospitalet
Neurologi

Speciallæge
Klaus Børch
Pædiatri

Overlæge, ph.d.
Klaus Hindsø
Rigshospitalet
Ortopædkirurgi

Ledende overlæge
Lars Bo Ilkjær
Aarhus Universitetshospital
Thoraxkirurgi

Professor
Lars Bo Svendsen
Kirurgisk gastroenterologi

Overlæge
Lars Bøgeskov
Rigshospitalet
Neurokirurgi

Professor, overlæge, ph.d.
Lars Henrik Frich
Sønderborg Sygehus
Ortopædkirurgi

Professor, overlæge, dr.med.
Lars Lund
Odense Universitetshospital
Urologi

Professor, dr.med.
Lars Nannestad Jørgensen
Bispebjerg Hospital
Mave-tarm kirurgi

Overlæge, dr.med.
Lars Tue Sørensen
Bispebjerg Hospital
Mave-Tarm kirurgi

Overlæge, dr.med.
Lars Willy Andersen
Rigshospitalet
Anæstesiologi

Overlæge
Lasse Ole Zacho Speiser
Aarhus Universitetshospital
Radiologi

Overlæge
Leif Hovgaard Sørensen
Aarhus Universitetshospital
Radiologi

Overlæge
Lene Bak
Odense Universitetshospital
Radiologi

Lektor, ph.d.
Lene Baad-Hansen
Aarhus Universitet
Odontologi

Statsobducent, professor
Lene Warner Thorup Boel
Aarhus Universitet
Retsmedicin

Overlæge
Lillian Mørch Jørgensen
Hvidovre Hospital
Intern medicin og geriatri

Overlæge, ph.d.
Line Hartvig Cleemann
Rigshospitalet
Pædiatri

Professor, overlæge, dr. med.
Lisbet Rosenkrantz Hølmich
Herlev og Gentofte Hospital
Plastikkirurgi

Overlæge
Lisbeth Hvolris
Hvidovre Hospital
Kirurgisk gastroenterologi

Overlæge
Lisbeth Høgedal
Radiologi

Speciallæge, lektor, ph.d.
Ljubica Vukelic Andersen
Aalborg Universitetshospital
Farmakologi

Ledende overlæge
Lone Kirkeby
Regionshospitalet Gødstrup
Ortopædkirurgi

Professor, overlæge, dr. med., ph.d.
Lone Skov
Gentofte Hospital
Dermatologi/venerologi

Lektor, tandlæge, ph.d.
Louise Hauge Matzen
Aarhus Universitet, Institut for Odontologi og Oral Sundhed
Odontologi

Overlæge
Lykke Pedersen
Rigshospitalet
Psykiatri

Overlæge
Marie Elisabeth Cortsen
Rigshospitalet
Neuroradiologi

Specialeansvarlig overlæge, ph.d., MPG
Martin Ballegaard
Sjællands Universitetshospital Roskilde
Klinisk neurofysiologi

Professor, overlæge, dr.med.
Martin Balslev Jørgensen
Psykiatrisk Center København
Psykiatri

Overlæge, ph.d., Klinisk lektor
Martin Græbe
Rigshospitalet
Karkirurgi

Speciallæge, dr.med.
Martin Peter Iversen
Rigshospitalet
Lungemedicin

Overlæge, ph.d.
Mette Brandt-Christensen
Psykiatrisk Center Glostrup
Psykiatri

Overlæge, lektor, dr.med.
Mette Holland-Fischer
Reumatologi

Centerchefsygeplejerske
Mette Marie Friis Hansen
Rigshospitalet
Pædiatri

Professor, overlæge, ph.d.
Michael Rindom Krogsgaard
Bispebjerg Hospital
Ortopædkirurgi

Ledende overlæge, dr.med.
Morten Bagge Hansen
Rigshospitalet
Klinisk Immunologi

Overlæge
Morten Hagelskær Helvind
Rigshospitalet
Thoraxkirurgi

Lægefaglig vicedirektør
Morten Ziebell
Sjællands Universitetshospital
Neurokirurgi

Overlæge, dr.med.
Nann Hurwitz Eller
Bispebjerg Hospital
Arbejdsmedicin

Overlæge, dr.med.
Niels Erik Ebbehøj
Arbejdsmedicin

Neuropsykolog, cand.psych.
Niels Kasper Jørgensen
Rigshospitalet
Neuropsykologi

Professor, overlæge, dr. med.
Niels Klarskov
Herlev Hospital
Gynækologi/obstetrik

Professor, overlæge, dr. med.
Niels Qvist
Odense Universitetshospital
Mave-tarm kirurgi

Professor, overlæge, dr. med.
Niels Uldbjerg
Aarhus Universitetshospital
Gynækologi/Obstetrik

Professor, overlæge, ph.d.
Nina Margrethe Weis
Hvidovre Hospital
Infektionsmedicin

Overlæge
Ole Fedders
Neurokirurgi

Klinikchef, overlæge, dr.med.
Ole Hamberg
Rigshospitalet
Hepatologi

Overlæge
Ole Hilberg
Vejle Sygehus
Lungemedicin

Professor, overlæge, dr.med.
Ole Haagen Nielsen
Herlev Hospital
Gastroenterologi

Professor, overlæge, dr.med.
Palle Toft
Odense Universitetshospital
Anæstesiologi

Professor, Overlæge, dr.med.
Peer Michael Christiansen
Aarhus Universitetshospital
Mammakirurgi

Overlæge
Per Hølmer
Ortopædkirurgi

Professor, overlæge, dr.med.
Per Klausen Fink
Aarhus Universitetshospital
Psykiatri

Professor, ledende overlæge
Pernille Ravn
Odense Universitetshospital
Gynækologi/obstetrik

Overlæge, dr.med.
Peter Bernth Petersen
Oftamologi

Overlæge
Peter Bruvik Ruhlmann
Odense Universitetshospital
Oftalmologi

Professor, overlæge, dr.med.
Peter Christensen
Aarhus Universitetshospital
Mave-tarm kirurgi

Vicestatsobducent
Peter Juel Thiis Knudsen
Syddansk Universitet
Retsmedicin

Statsobducent, ph.d.
Peter Mygind Leth
Retsmedicinsk Institut, Statsobducenturet for Syddanmark
Retsmedicin

Ledende overlæge, dr.med.
Peter Ott
Aarhus Universitetshospital
Hepatologi

Professor, dr.med., ph.d.
Peter Vestergaard
Aalborg Universitetshospital
Endokrinologi

Overlæge
Philip Lowell Stürup Bennett
Gentofte Hospital
Reumatologi

Specialtandlæge, dr.odont.
Poul Christian Axel Vedtofte
Tand-, Mund- og Kæbekirurgi

Professor, overlæge, dr.med.
Poul Videbech
Psykiatrisk Center Glostrup
Psykiatri

Overlæge
Preben Sørensen
Aalborg Universitetshospital
Neurokirurgi

Professor, dr.med.
Raben Rosenberg
Psykiatri

Overlæge
René Tyranski Nielsen
Capio CFR
Neurokirurgi

Vicestatsobducent
Steen Holger Hansen
Retsmedicinsk Institut
Retsmedicin

Professor, overlæge, dr.med.
Sten Madsbad
Hvidovre Hospital
Endokrinologi

Overlæge, dr.med.
Stig Sonne-Holm
Ortopædkirurgi

Professor, overtandlæge, ph.d.
Sven Erik Nørholt
Aarhus Universitetshospital
Odontologi

Ledende overlæge, professor, dr.med., ph.d.
Svend Ellermann-Eriksen
Aarhus Universitetshospital
Klinisk mikrobiologi

Professor, overlæge
Svenn Olfred Stolberg-Rohr Vagn Hansen
Odense Universitetshospital
Onkologi

Professor
Søren Hillerup
Odontologi

Professor, overlæge, dr.med.
Søren Jacobsen
Rigshospitalet
Reumatologi

Overlæge, lektor
Søren Peter Eiskjær
Aalborg Universitetshospital
Ortopædkirurgi

Lærestolsprofessor, overlæge
Søren Rittig
Aarhus Universitetshospital
Pædiatri

Overlæge, dr.med
Søren Solgaard
Herlev og Gentofte Hospital
Ortopædkirurgi

Klinisk professor, specialeansvarlig overlæge
Søren Vedding Kold
Aalborg Universitetshospital
Ortopædkirurgi

Professor, overlæge, dr.med.
Therese Ovesen
Regionshospitalet Gødstrup
Oto-rhino-laryngologi

Overlæge
Thomas Bo Jensen
Ortoklinik
Plastikkirurgi

Overlæge
Thomas Kirkegaard
Psykiatri

Overlæge, dr.med.
Thomas Kiær
Acure Privathospital
Ortopædkirurgi

Lægefaglig direktør
Tina Gram Larsen
Aalborg Universitetshospital - Psykiatrien
Psykiatri

Professor, overlæge, dr.med.
Toke Bek
Oftalmologi

Professor, cheflæge, ph.d.
Torben Bæk Hansen
Regionshospitalet Gødstrup
Ortopædkirurgi

Professor, dr.med.
Torben V. Schroeder
Kirurgi

Overlæge
Torsten Warrer
Krise- og Katastrofepsykiatrisk Center Militærpsykiatrisk ambulatorium
Psykiatri

Overlæge, dr.med.
Troels Mørk Hansen
Reumatologi

Professor, dr.med.
Troels Staehelin Jensen
Aarhus Universitetshospital
Neurologi

Overlæge
Tzvetelina Shentova Delfi
Radiologi

Overlæge, ph.d.
Uffe Møller Døhn
Rigshospitalet
Reumatologi

Overtandlæge
Ulla Pallesen
Odontologi

Overlæge, ph.d.
Vibeke Andrée Larsen
Rigshospitalet
Radiologi

Professor, overlæge
Øjvind Lidegaard
Rigshospitalet
Gynækologi/obstetrik

8.3

Retslægerådets sekretariat 2023

 Juridiske medarbejdere i 2023

Sekretariatschef Eva Aaen
Souschef Sanne Bagge Hjorth
Souschef Jeppe Aakerhjelm Jessen
Fuldmægtig Emma Wadsbach
Fuldmægtig Sisse Joy Kristensen
Fuldmægtig Sofie Horslev Kjellerup
Bachelorfuldmægtig Anne-Gerd Bejrholm
Stud.jur. Jósva F. Debes

Lægelige sekretærer i 2023

Overlæge Christina Jacobsen (16 timer ugentlig)
Overlæge Lars Tue Sørensen (16 timer ugentlig)
Overlæge Lars Willy Andersen (16 timer ugentlig)
Professor, ph.d., Niels Lynnerup (16 timer ugentlig)

Administrativt personale i 2023

Kontorfunktionær Jette Pedersen
Kontorfunktionær Lotte Harbo Poulsen
Kontorfunktionær Lotte Sørensen
Kontorfunktionær Louise Kirk Abel
Kontorfunktionær Pia Malling Larsen
Kontorfunktionær Sissel Maagard Nielsen
Kontorfunktionær William Alexander Luke
Kontorelev Kristjan Valdemar Møller
Kontorelev Susanne Andersen