Om Indsamlingsnævnet

Indsamlingsnævnet giver tilladelse til indsamlinger og fører kontrol med, at indsamlede midler anvendes til de formål, som indsamler har oplyst. Indsamlingsnævnet er et uafhængigt kollegialt forvaltningsorgan.

Nævnets virksomhed er omfattet af de almindelige forvaltningsretlige regler, herunder forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven.

Indsamlingsnævnet varetager alle myndighedsopgaver på indsamlingsområdet og Civilstyrelsen stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.

Indsamlingsnævnet består af en formand og yderligere fem medlemmer, som udpeges af Justitsministeren. Formanden skal være jurist. To af de yderligere medlemmer beskikkes efter indstilling fra Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO), ét medlem beskikkes efter indstilling fra Dansk Erhverv, og ét medlem beskikkes efter indstilling fra Forbrugerrådet Tænk. Det sidste medlem beskikkes efter indstilling fra Rigspolitiet. Der beskikkes stedfortrædere for medlemmerne.
Beskikkelsesperioden er fire år. Medlemmerne og stedfortræderne (suppleanterne) for disse kan genbeskikkes.

Indsamlingsnævnet bistås af et sekretariat bestående af en sekretariatschef, tre fuldmægtige og en studentermedhjælper samt 2 kontorfunktionerer.
Sekretariatet forbereder sagerne, der skal behandles på nævnsmøderne. Herudover bistår sekretariatet nævnet i forbindelse med varetagelsen af en række administrative, konkrete og generelle opgaver, herunder

  • Registrering og sagsbehandling af de modtagne ansøgninger om tilladelse til indsamlinger samt meddelelse af tilladelse
  • Risikobaseret gennemgang af indsamlings- regnskaber, årsregnskaber og hus- og gade- indsamlingsregnskaber
  • Besvarelse af skriftlige henvendelser
  • Stillingtagen til diverse problemstillinger i konkrete sager
  • Telefonisk vejledning og information
  • Anden kontrol og håndhævelse

En af nævnets vigtige opgaver er desuden at udvikle praksis for, hvad der er god skik og etik i forbindelse med indsamling samt generelt at påse overholdelsen af reglerne i indsamlingsloven m.v.