A søgte om erstatning som følge af vold med kraniebrud og mulig varig hjerneskade til følge. A var under straffesagen repræsenteret af en bistandsadvokat. A var ikke selv til
stede ved hovedforhandlingen, og bistandsadvokaten oplyste, at det ikke med kort varsel havde været muligt at komme i kontakt med A.

A indgav ansøgningsskemaet til nævnet ca. 2 år for sent. A havde siden hændelsen været indlagt og på rehabiliteringsophold, da hændelsen havde medført bl.a. en nedsat kognitiv funktionsevne hos A.

Nævnet fandt, at den svækkelse, som A var blevet påført ved hændelsen, ikke gav anledning til at dispensere fra fristen i OEL § 13, stk. 1. A blev derfor meddelt afslag på sin ansøgning. Nævnet vejledte i stedet A om, at der kunne være et potentielt ansvar at rette mod bistandsadvokaten.

Retten tilkendte A godtgørelse til efterladte som retskrav. A søgte efterfølgende om godtgørelse til efterladte hos Erstatningsnævnet. Nævnet besluttede at forhøje den af retten tilkendte godtgørelse i medfør af offererstatningslovens § 11 a, stk. 3, til 100.000 kr., idet udgangspunktet for godtgørelse til efterladte ved forsætligt drab er 100.000 kr.”