Ved lov nr. 1541 af 12. december 2023 om ændring af lov om arbejdsskadesikring og forskellige andre love blev offererstatningslovens § 13 ændret således, at der efter stk. 2 blev indføjet et nyt stk. 3 om frist for fremsættelse af krav over for Erstatningsnævnet i sager, der har været anmeldt til en voldsskadeforsikring efter reglerne i arbejdsskadesikringslovens §§ 49 a og 49 b. Det tidligere stk. 3 blev herefter stk. 4 i uændret form.
Bestemmelsen har følgende ordlyd:
”§ 13. Nævnet kan ikke behandle en ansøgning, der er indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde.
Stk. 2. Hvis der i sagen er afsagt dom, regnes fristen i stk. 1, fra dommen var endelig. Hvis politiet har efterforsket sagen, uden at der efterfølgende er rejst straffesag, regnes fristen fra tidspunktet for politiets afgørelse om indstilling af efterforskningen.
Stk. 3. Træffer et forsikringsselskab eller en selvforsikret arbejdsgiver, jf. arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 5, afgørelse om, at erstatningspligten ikke anerkendes, jf. arbejdsskadesikringslovens § 49 b, stk. 1, regnes fristen i stk. 1 fra tidspunktet for forsikringsselskabets eller den selvforsikrede arbejdsgivers afgørelse, forudsat at skadelidte har indgivet anmeldelse til forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver, inden 2 år efter at lovovertrædelsen er begået.
Stk. 4. Hvis nævnet har truffet endelig afgørelse om erstatning eller godtgørelse, kan nævnet ikke behandle yderligere krav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse, hvis det nye krav fremsættes, mere end 2 år efter at nævnet har truffet endelig afgørelse. Hvis ansøgeren først senere indså eller burde indse eksistensen af det nye krav, regnes fristen i 1. pkt. fra dette tidspunkt. Hvis nævnet anmoder om dokumentation for et fremsat krav og dokumentation ikke er fremsendt senest 2 år efter nævnets endelige afgørelse, kan nævnet ikke behandle kravet. 1.-3. pkt. kan fraviges, hvis der foreligger særlige grunde.”
Ændringen trådte i kraft den 1. januar 2025 og er en følge af de nye regler om voldsskadeforsikring i arbejdsskadesikringslovens §§ 49 a og 49 b, som ligeledes trådte i kraft den 1. januar 2025.
Stk. 3 finder anvendelse på hændelser fra den 1. januar 2025 og frem. Ifølge forarbejderne indebærer bestemmelsen, at en skadelidt fortsat kan indbringe sin sag for nævnet, hvis voldsskadeforsikringsselskabet er mere end 2 år om at træffe afgørelse om, at sagen ikke omfattes af forsikringen.
Efter bestemmelsen skal skadelidte indgive en ansøgning om erstatning til nævnet senest 2 år efter, at forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver har afvist sagen. Det er endvidere en forudsætning, at skadelidte har anmeldt hændelsen til voldsskadesforsikringen senest 2 år efter, at hændelsen fandt sted.
For generelle bemærkninger om offererstatningslovens § 13, stk. 1, 2 og 4 (tidligere stk. 3) henvises der til Erstatningsnævnets årsberetning for 2023, pkt. 8.11.
Fra nævnets praksis i 2025 kan nævnes:
Erstatningsnævnet traf endelig afgørelse om en række erstatningskrav og vejledte i den forbindelse A om toårsfristen i offererstatningslovens § 13, stk. 4. Efter ca. 3 ½ år vendte A tilbage og fremsatte yderligere erstatningskrav som følge af psykiske gener efter det voldelige overfald. Nævnet meddelte afslag på A’s ansøgning med den begrundelse, at kravene var fremsat mere end to år efter, at A indså eller burde have indset eksistensen af sine krav. Nævnet lagde vægt på, at A, allerede mens sagen fortsat verserede ved nævnet, blev henvist til psykiater, og at A også efterfølgende havde modtaget behandling for de psykiske gener. A blev desuden genhenvist til psykiater mere end 2 ½ år forud for, at hun fremsatte kravene over for nævnet.