Efter offererstatningslovens § 6 a finder dansk rets almindelige erstatningsretlige regler tilsvarende anvendelse, herunder reglerne om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af egen skyld, skadelidtes medvirken til skaden eller skadelidtes accept af risiko for skaden. Som følge af Højesterets dom af 9. december 2019 (U.2020.819 H) er området for nedsættelse/bortfald af erstatningen som følge af egen skyld/accept af risiko begrænset i forhold til tidligere og beror på en helt konkret vurdering af skadelidtes rolle og handlinger. Dette har særligt betydning i forhold til sager, hvor den skadelidte har tilknytning til eller er en del af bandemiljøet. I disse sager kan der således ikke siges generelt at foreligge accept af risiko alene af denne grund. Nævnet foretager således en konkret erstatningsretlig vurdering af, hvad der op til hændelsen er foregået mellem skadevolder og skadelidte i den pågældende situation. Se i den forbindelse årsberetningen for 2020, pkt. 7.3.1 samt årsberetningen for 2021 og 2022, pkt. 8.3.1.

Bestemmelsen i offererstatningslovens § 6 a indebærer endvidere, at erstatning kan bortfalde eller nedsættes på grund af manglende årsagssammenhæng mellem straffelovsovertrædelsen og personskaden, og at erstatning kan nedsættes, hvor straffelovsovertrædelsen ikke er eneste årsag til personskaden. For nærmere om nævnets praksis herom henvises til årsberetningen for 2020, pkt. 7.3.1 og årsberetningen for 2021, pkt. 8.3.2.

Bestemmelsen i offererstatningslovens § 6 a indebærer, at den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt tilsvarende finder anvendelse i erstatningssager i henhold til offererstatningsloven. Tabsbegrænsningspligten indebærer, at den, der har lidt skade som følge af en andens ansvarspådragende adfærd, har pligt til så vidt muligt at begrænse sit tab som følge af skaden. Se i den forbindelse årsberetningen for 2020, pkt. 7.3.2 og årsberetningen for 2022, pkt. 8.3.3.

Efter offererstatningslovens § 10 er det som udgangspunkt en betingelse for at få erstatning fra staten, at straffelovsovertrædelsen er anmeldt til politiet inden for 72 timer fra straffelovsovertrædelsens ophør.

Ved anmeldelse forstås en anmodning til politiet om at efterforske en sag. I mere alvorlige sager vil det sjældent være nødvendigt at fremsætte en udtrykkelig anmodning om efterforskning, men i mindre alvorlige sager vil det derimod som regel være nødvendigt. Den omstændighed, at politiet har været til stede og måske også har talt med den forurettede, vil dermed ikke altid være tilstrækkelig til at anse forbrydelsen for anmeldt.

Der er mulighed for at dispensere fra en overskridelse af anmeldelsesfristen, såfremt forholdene taler for det, jf. offererstatningslovens § 10, stk. 3.

Som følge heraf ser Erstatningsnævnet i de fleste tilfælde bort fra kravet om anmeldelse inden for 72 timer, hvis det på trods af den sene anmeldelse lykkes at pågribe og retsforfølge skadevolderen.

Der kan også i andre situationer være grundlag for at dispensere fra kravet om politianmeldelse inden for 72 timer. For eksempler på tilfælde, hvor nævnet har dispenseret, henvises til nævnets årsberetning for 2016, pkt. 7.5.1.

Frygt for repressalier er efter lovens forarbejder6 ikke en gyldig grund til at undlade at foretage politianmeldelse uden unødigt ophold, nu inden for 72 timer.

Ved lov nr. 140 af 28. februar 20187 blev fristen i offererstatningslovens § 10 ophævet i forhold til sager om voldtægt (§ 216) og incest (§ 210), sager om mere alvorlige sædelighedsforbrydelser begået over for børn (§§ 222-227 og § 225, jf. §§ 222-227) samt visse sædelighedsforbrydelser begået over for en person under 18 år (§§ 218-221 og § 225, jf. §§ 218-221).

Som følge af lovændringen ses derfor bort fra den fastsatte frist i offererstatningslovens § 10, stk. 1, i sager om voldtægt og incest – uanset om den forurettede er mindreårig – samt i sager om seksuelle forbrydelser begået over for mindreårige. Lovændringen vedrører alene 72-timersfristen, og det forudsættes fortsat at være en betingelse, at straffelovsovertrædelsen politianmeldes. Fristen blev ophævet med virkning for skader forvoldt ved straffelovsovertrædelser begået efter den 1. april 2016.

Vedrørende plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden henvises til pkt. 8.7. 

I 2022 blev der afsagt en dom af Vestre Landsret (U.2022.1861 V), som angik prøvelse af nævnets afgørelse vedrørende offererstatningslovens § 10, stk. 1. Retssagen omhandlede, hvorvidt nævnet burde havde dispenseret fra kravet om politianmeldelse inden for 72 timer.

Sagen omhandlede en ansøger, som var blevet udsat for vold. Ansøger havde dagen efter hændelsen kontaktet politiet, som bad ham indhente videoovervågning fra den restaurant, hvor hændelsen havde fundet sted. Politiet havde imidlertid ikke registreret en henvendelse fra ansøger. Der blev først foretaget en egentlig anmeldelse af hændelsen efter udløbet af 72-timers fristen, hvorfor nævnet meddelte afslag på ansøgningen efter offererstatningslovens § 10, stk. 1. Nævnet lagde derudover vægt på, at der ikke var undskyldelige omstændigheder, som kunne begrunde en dispensation. Ansøger stævnede herefter nævnet.

Byretten afsagde dom i sagen den 19. januar 2021, hvorved nævnet fik medhold. Ansøger ankede dommen til Vestre Landsret, der afsagde dom i sagen den 28. februar 2022, hvorved landsretten tog ansøgers påstand om, at nævnet burde have dispenseret fra kravet om anmeldelse inden for 72 timer, til følge.

Landsretten lagde vægt på, at ansøger under hovedforhandlingen for landsretten havde forklaret, at han var af den opfattelse, at han anmeldte overfaldet, da han telefonisk kontaktede politiet, i hvilken forbindelse politiet bad ham om selv at indhente videoovervågningen fra restauranten. Landsretten lagde desuden vægt på, at ansøger under hovedforhandlingen havde forklaret, at han ved den telefoniske samtale blev bedt om at komme til afhøring ved politiet, når han var klar til det, og at han ikke i den forbindelse blev vejledt om, at der var en anmeldelsesfrist.

Landsretten anførte, at ansøger under retssagen havde godtgjort, at det ikke havde haft efterforskningsmæssig betydning, at han først anmeldte overfaldet seks timer efter anmeldelsesfristens udløb. Landsretten fandt herefter ud fra en samlet og konkret vurdering af sagens øvrige omstændigheder, herunder at ansøger inden for fristen kontaktede politiet, at forholdene talte for at fravige fristen i offererstatningslovens § 10, stk. 1, jf. stk. 3.

Nævnet ansøgte efterfølgende Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke sagen til Højesteret. Nævnet anførte i ansøgningen blandt andet, at landsrettens vurdering af sagens faktiske omstændigheder var forkert, idet der ikke var oplysninger i sagen, der understøttede, at ansøger havde kontaktet politiet, eller at politiet skulle have bedt ansøger om selv at indhente videoovervågning i sagen. Nævnet anførte endvidere, at det principielle spørgsmål i sagen angik, i hvilket omfang det er et relevant kriterium, hvorvidt en for sen anmeldelse har haft efterforskningsmæssig betydning, når det skal vurderes, om der er grundlag for at dispensere fra anmeldelsesfristen.

Procesbevillingsnævnet meddelte ved afgørelse af 19. august 2022, at der ikke kunne gives tilladelse til anke til Højesteret.

Det er nævnets opfattelse, at der ved vurderingen af, om der kan dispenseres fra kravet om anmeldelse inden for 72 timer, ikke kan lægges vægt på, hvorvidt den sene anmeldelse har haft efterforskningsmæssig betydning. Erstatningsnævnet kan dispensere fra en for sen anmeldelse, hvis den sene anmeldelse ikke havde efterforskningsmæssig betydning i den forstand, at det på trods heraf er lykkedes politiet at pågribe og retsforfølge skadevolderen. Dette medfører efter nævnets opfattelse imidlertid ikke, at nævnet, i det tilfælde, hvor skadevolderen ikke findes, skal dispensere fra anmeldelsesfristen, alene som følge af, at den sene anmeldelse vurderes ikke at have haft betydning for politiets efterforskning. En sådan praksis vil i realiteten indebære, at kravet om politianmeldelse inden for 72 timer sættes ud af kraft. Nævnet vil i øvrigt i langt de fleste sager ikke havde mulighed for at foretage en sådan kontrafaktisk vurdering, da det sjældent vil være muligt for nævnet at fastlægge, hvorvidt en for sen anmeldelse har haft betydning for politiets efterforskning eller ej.

Procesbevillingsnævnets afslag på nævnets ansøgning om anketilladelse må anses som et udtryk for, at Procesbevillingsnævnet ikke har anset dommen for at være principiel, og det er i øvrigt nævnets opfattelse, at landsrettens dom var begrundet i sagens samlede og konkrete omstændigheder, hvorfor det må betragtes som en meget konkret afgørelse, der ikke har betydning for Erstatningsnævnets praksis i øvrigt.

Kravet i offererstatningslovens § 10, stk. 1, om politianmeldelse indebærer endvidere, at ansøgeren skal have medvirket efter bedste evne til politiets opklaring af sagen. Bevidst fortielse af oplysninger eller lignende modvilje mod at medvirke til sagens opklaring medfører således som udgangspunkt, at der ikke kan tilkendes erstatning i henhold til offererstatningsloven. Se i den forbindelse årsberetningen for 2019 og 2020, pkt. 7.6.2 samt årsberetningen for 2022, pkt. 8.7.2.

Efter offererstatningslovens § 10, stk. 1, er det tillige en betingelse for at få erstatning fra staten, at ansøgeren under en eventuel straffesag mod skadevolderen har nedlagt påstand om erstatning eller taget forbehold herfor i retten.

Betingelsen om, at ansøgeren under en eventuel straffesag mod skadevolderen har nedlagt påstand om erstatning i retten, gælder, uanset at skadelidte efterfølgende anlægger en civil retssag om erstatning. Der henvises til nævnets årsberetning for 2019, pkt. 7.6.3, for en gennemgang af nævnets praksis på området.

Østre Landsret afsagde den 10. august 2020 (U.2020.3455 Ø) dom i en sag om advokatansvar, hvor Erstatningsnævnet var adciteret. Sagen om advokatansvar var foranlediget af en afgørelse fra Erstatningsnævnet, hvor nævnet havde afslået en ansøgning om erstatning for medicinudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne.

Østre Landsret fandt, at Erstatningsnævnets praksis om at stille krav om forbehold for erstatning, der ikke kunne opgøres inden straffesagens behandling i retten, var uden hjemmel i offererstatningslovens § 10, stk. 1, 2. led, og at nævnet derfor var forpligtet til at behandle krav, som ikke kunne opgøres på tidspunktet for straffesagen mod skadevolderen, selv om der ikke var taget forbehold for disse krav.

Erstatningsnævnet har ændret sin praksis i overensstemmelse med Østre Landsrets dom, således at manglende fremsættelse af et krav i retten under en straffesag, uden at der tages forbehold om senere at gøre kravet gældende, alene medfører, at krav i henhold til offererstatningslovens § 10 ikke kan behandles for så vidt angår den del af kravet, der kunne opgøres på tidspunktet for straffesagens behandling.

Nævnet vil dog dispensere fra betingelsen i offererstatningslovens § 10, stk. 1, hvis ansøgeren ikke har været repræsenteret af en bistandsadvokat. Det gælder dog ikke, hvis ansøgeren direkte adspurgt af anklagemyndigheden eller dommeren har oplyst, at vedkommende ikke har noget erstatningskrav.

Efter en praksisændring fra 2014, som blev underkendt af Højesteret i 2018 (U.2018.3697 H), har Erstatningsnævnet igen en lempelig praksis for at meddele dispensation fra kravet om politianmeldelse i sager, hvor plejepersonale mv. udsættes for vold eller trusler på deres arbejde.

Den lempelige praksis er i nævnets årsberetning for 2013, pkt. 7.2.2, beskrevet bl.a. således:

Erstatningsnævnet dispenserer som regel fra kravet i offererstatningslovens § 10, om at episoden skal være politianmeldt inden 72 timer (for handlinger begået før 01-07-2011: ”uden unødigt ophold”, dvs. inden 24 timer). Nævnet følger hermed en henstilling fra Folketingets Retsudvalg i FT 1984-85, tillæg B, sp. 1355, i forbindelse med lovændringen i 1985, hvorved der indførtes retskrav på erstatning efter offererstatningsloven. Det hedder i henstillingen: ”[Retsudvalget] finder, at erstatningsnævnet i forbindelse med nævnets samlede vurdering af, om kravet om politianmeldelse i § 10 bør fraviges i de konkrete sager, som måtte blev forelagt for nævnet til afgørelse, bør være opmærksom på, at pædagogiske og behandlingsmæssige hensyn kan tale imod en politianmeldelse.

Har ansøgeren, efter at være blevet opfordret til at indgive politianmeldelse, modsat sig dette eller i øvrigt ikke villet medvirke til sagens oplysning, vil der dog fortsat kunne meddeles ansøgeren afslag i henhold til offererstatningslovens § 10 eller dennes analogi.

Det betyder, at nævnet f.eks. vil se bort fra kravet om politianmeldelse i sager, hvor ansatte på institutioner mv. er blevet udsat for vold af personer, som er anbragt på institutionen, og hvor den manglende politianmeldelse er begrundet i generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn til beboerne på den pågældende institution, idet inddragelse af politiet i sådanne hændelser vil vanskeliggøre det fortsatte pædagogiske behandlingsarbejde med beboerne på institutionen. Nævnet vil således i praksis dispensere i denne type sager, medmindre ansøger efter at have været opfordret hertil direkte har modsat sig, at episoden anmeldes til politiet.

Hvis nævnet finder grundlag for at dispensere fra kravet om (rettidig) politianmeldelse, skal nævnet herefter vurdere, om forholdet kan anses for omfattet af offererstatningsloven, dvs. om ansøgeren har pådraget sig en personskade som følge af en straffelovsovertrædelse.

Det kan imidlertid være en vanskelig vurdering at foretage i disse sager. Det skyldes, at manglende politianmeldelse af et hændelsesforløb selvsagt også betyder, at der ikke foretages politimæssig efterforskning, herunder afhøring af relevante personer. Da nævnet ofte først modtager en ansøgning om erstatning lang tid efter, at hændelsen har fundet sted, kan det endvidere være vanskeligt at få en brugbar udtalelse fra ledelsen eller andre om det præcise hændelsesforløb. Der kan således være sket udskiftninger blandt personalet, der medfører, at ingen kender nærmere til sagen, ligesom manglende optegnelser af hændelsen hos arbejdsgiveren fra ansøgeren eller andre kan gøre det vanskeligt for institutionen at redegøre nærmere for hændelsesforløbet. Grundet manglende politianmeldelse vil der endvidere ofte ikke foreligge en forklaring om episoden fra den udpegede skadevolder, herunder om hvordan den pågældende stiller sig i forhold til at skulle have begået en straffelovsovertrædelse. Det betyder, at Erstatningsnævnet i disse sager ofte kun har ansøgers egen forklaring om hændelsen som grundlag for vurderingen.

Dette kan være medvirkende til, at Erstatningsnævnet ikke med tilstrækkelig sikkerhed vil kunne anse skadevolders adfærd for en straffelovsovertrædelse, hvorefter hændelsen ikke kan anses for omfattet af offererstatningsloven. Er en ansøgning om erstatning indgivet lang tid efter den hændelse, der har udløst erstatningskravet, og understøttes ansøgers beskrivelse af hændelsen ikke af optegnelser eller notater, der er gjort umiddelbart efter eller i forbindelse med denne, eller af andre forhold, der virker overbevisende, kan nævnet som udgangspunkt ikke anse det for godtgjort, at ansøgeren har været udsat for en straffelovsovertrædelse.

Kun hvor der er tale om en konkret hændelse, der udgør en overtrædelse af straffeloven fra f.eks. patientens eller elevens side, kan hændelsen dækkes efter offererstatningsloven. Det indebærer, at der skal foreligge fornødent forsæt.

Som omtalt i årsberetningen for 2017 fandt Højesteret ved dom af 19. oktober 2017 (U.2018.491 H), at en hændelse, hvor en ansat på et bosted for personer med autisme blev ramt af et slag fra en beboer, som var svært mentalt retarderet, og derfor omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, om utilregnelige personer, udgjorde et forsætligt legemsangreb omfattet af straffelovens § 119, idet en normal gerningsperson under i øvrigt samme omstændigheder ville blive anset for at have begået en forsætlig overtrædelse af bestemmelsen.

Hændelsen var dermed omfattet af offererstatningslovens § 1, stk. 1, og Erstatningsnævnet havde ikke været berettiget til at afvise ansøgningen om erstatning med henvisning til, at der ikke var sket en straffelovsovertrædelse.

Højesteret udtalte i den forbindelse, at der ved vurderingen af, om en utilregnelig person har handlet forsætligt, ikke kan lægges vægt på den pågældendes manglende forståelse eller manglende målbevidsthed. Der foreligger det nødvendige strafferetlige forsæt, når den objektive gerning klart bærer præg af at høre til dem, der tilregnes en normal gerningsperson som forsætlig. Se i den forbindelse årsberetningen for 2019 og 2020, pkt. 7.7.2.

Nævnet kan i medfør af erstatningsansvarslovens § 1 tilkende erstatning for helbredelsesudgifter, såfremt der er tale om udgifter til nødvendig og rimelig behandling, der har til formål at helbrede skadelidte, eller som står i forbindelse hermed. Der kan tillige efter en konkret vurdering tilkendes erstatning for udgifter til behandling mv., som bidrager til at opretholde ansøgers funktionsniveau, selv om der ikke er tale om behandling af egentlig helbredende karakter.

Behandlingen skal være almindeligt anerkendt og lægehenvist, f.eks. psykologbehandling og fysioterapi. Endvidere er nødvendig tandlægebehandling omfattet. Endelig tilkendes erstatning for udgifter i forbindelse med transport til og fra behandlingen.

For så vidt angår udgifter til behandling på privathospital eller lignende henvises der til nævnets årsberetning for 2005, pkt. 7.10.1.

For børn og unge kan det have en afgørende betydning for bedring af helbredstilstanden, at den pågældendes mor eller far kan være til stede på hospitalet eller deltage i en genoptræning. I sådanne særlige tilfælde kan vedkommendes indtægtstab dækkes helt eller delvist i medfør af erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1.

Nævnet har i en sag fra 2020 haft anledning til at vurdere et grænsetilfælde i forhold til, i hvilke tilfælde der kan tilkendes erstatning for helbredelsesudgifter, og hvilke former for behandling der er omfattet af bestemmelsen. Se i den forbindelse nævnets årsberetning for 2020, pkt. 7.15.1.

I medfør af erstatningsansvarslovens § 1 kan der efter omstændighederne tilkendes erstatning for ”andet tab”, som skadelidte måtte have lidt som følge af hændelsen.

Som ”andet tab” er der efter en konkret vurdering mulighed for at få tilkendt erstatning for blandt andet transportudgifter, tab som følge af forlænget uddannelse samt udgifter til ophold på krisecenter eller lignende.

Det er normalt en forudsætning for tilkendelse af erstatning for forlængelse af uddannelse eller tab af skoleår, at det ved lægeerklæring samt erklæring fra uddannelsesstedet dokumenteres, at det er følgerne efter hændelsen, der er årsag til forsinkelsen i ansøgers uddannelsesforløb. Det er endvidere en forudsætning, at ansøgeren har afsluttet uddannelsen.

I nævnets tidligere årsberetninger er refereret flere afgørelser vedrørende erstatning for tab af skoleår/forlængelse af uddannelse, f.eks. årsberetningen for 2001, pkt. 6.10.

Nævnet besluttede i 2012 at regulere niveauet for erstatning, således at der fremover tilkendes 30.000 kr. for tab af et halvt skoleår og 60.000 kr. for tab af et helt skoleår.

Nævnet besluttede igen i 2020 at regulere niveauet for erstatning, således at der fremover tilkendes 35.000 kr. for tab af et halvt skoleår og 70.000 kr. for tab af et helt skoleår.

”Andet tab” kan endvidere i visse tilfælde og efter en konkret vurdering dække udgifter til behandling, hvor udgiften ikke længere afholdes til en helbredende foranstaltning, men hvor udgiften bidrager til at opretholde ansøgerens funktionsniveau.

Fra nævnets praksis fra 2023 kan nævnes:

Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, betale den forurettede godtgørelse for tort. Det vil normalt være en forudsætning, at en frihedsberøvelse kan henføres under straffelovens § 261. Ved voldsforbrydelser i øvrigt kan der kun tilkendes godtgørelse for tort, hvis volden er udøvet under særligt krænkende omstændigheder, som har indebåret en forhånelse, fornedrelse eller ydmygelse af offeret. 

Fra nævnets praksis i 2023 kan nævnes:

Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, skal det ved fastsættelsen af tortgodtgørelsen tillægges vægt, at krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 23 om forbrydelser i familieforhold eller 24 om seksualforbrydelser. Fra nævnets praksis i 2023 vedrørende tortgodtgørelse som følge af en seksualforbrydelse kan nævnes følgende:

Digitale seksuelle krænkelser er særegne og adskiller sig fra fysiske forbrydelser, eftersom der i visse tilfælde kan være mange gerningspersoner, der deler den samme video eller det samme billede af en forurettet. Det betyder også, at de enkelte krænkelser muliggør yderligere udbredelse af det krænkende materiale, og at krænkelsesperioden kan være meget lang.

I mange tilfælde begås krænkelserne endvidere uafhængigt af hinanden. Det betyder, at selv om det er det samme materiale, der bliver delt, er det ikke nødvendigvis den samme krænkelse. Dette ville være anderledes, hvis der var tale om en forbrydelse begået af flere gerningspersoner i forening.

I det såkaldte ”Umbrella-sagskompleks”, som omhandler videredeling af videomateriale af seksuel karakter med mindreårige samt fastsættelse af tortgodtgørelse, har Højesteret afsagt to domme om udmåling af tortgodtgørelsen til de forurettede.

I den første dom, U.2019.1232 H, fandt Højesteret, at den tiltalte havde krænket de forurettedes ære og person ved at have videresendt to videoer af de forurettede til i hvert fald 35 personer. Højesteret bemærkede videre, at de forurettedes ære og person ikke alene var blevet krænket af tiltalte, idet sagen indgik i et større sagskompleks. Delingerne i de enkelte sager var sket uafhængigt af hinanden og foregik over en længere periode, men hver deling muliggjorde nye delinger, hvilket var med til at forlænge krænkelsesperioden. Højesteret fandt blandt andet, at tortgodtgørelsen måtte fastsættes under hensyntagen til, at andre personer, der måtte blive fundet skyldige i at videredele det samme videomateriale, også kunne blive pålagt at betale godtgørelse til de forurettede, ligesom der i sådanne fremtidige sager måtte tages hensyn til de godtgørelsesbeløb, som allerede måtte være tilkendt de forurettede.

Senest afsagde Højesteret den 12. august 2020 en dom (U.2020.3922 H) vedrørende udmålingen af tortgodtgørelse. Sagen omhandlede, hvorvidt de godtgørelser, som de forurettede hidtil var tilkendt i sagskomplekset, i alt havde en sådan størrelse, at det måtte anses for at kompensere for den samlede tort, som var lidt i anledning af delingen af videomaterialet.

Højesteret fandt, at selv om enhver deling af videomaterialet som udgangspunkt indebærer en krænkelse af de forurettedes ære og person, måtte de allerede tilkendte godtgørelser på mindst 260.000 kr. til den kvindelige forurettede og mindst 53.500 kr. til den mandlige forurettede anses for at kompensere for den samlede tort, som de forurettede lider i anledning af sager som den foreliggende. Herefter skulle der ikke udredes yderligere tortgodtgørelse til de forurettede.

Højesteret bemærkede afslutningsvis, at konsekvensen af afgørelsen er, at der i andre sager vil være skadevoldere, der ikke skal betale godtgørelse for tort, selv om de har krænket de forurettedes ære og person. Ved dommen tog Højesteret imidlertid ikke stilling til, om der i andre sager – f.eks. på grund af meget omfattende delinger – måtte kunne foreligge sådanne helt særlige omstændigheder, at der kan være grundlag for yderligere tortgodtgørelse.

Nævnet har i praksis vurderet, at der i konkrete sager kan være grundlag for yderligere tortgodtgørelse, såfremt der i sagerne foreligger helt særlige omstændigheder. Se i den forbindelse nævnets årsberetning for 2021, pkt. 8.27.3.

Efter Højesterets seneste dom i Umbrella-sagskomplekset var retstilstanden således, at der kunne fastsættes et ”loft” for tortgodtgørelse, når den forurettede måtte anses for at være tilstrækkeligt kompenseret for den samlede lidte tort. Dette gav i praksis anledning til udfordringer, da det som følge heraf ville være vilkårligt, hvilke skadevoldere der kom til at betale tortgodtgørelse i større sagskomplekser. Det ville f.eks. kunne medføre, at en skadevolder kunne slippe for at udrede tortgodtgørelse til den forurettede, alene fordi straffesagen for denne person ikke var behandlet, før et eventuelt loft for tortgodtgørelsen var nået.

Med virkning fra den 1. juli 2022 vedtog Folketinget en ændring af erstatningsansvarslovens § 2615, sådan at det af § 26, stk. 3, fremgår, at man ved fastsættelsen af tortgodtgørelse skal vurdere alle digitale seksuelle krænkelser, der er begået uafhængigt af hinanden, selvstændigt. Dette medfører, at krænkelserne skal vurderes selvstændigt ved udmålingen af tortgodtgørelse, ligesom det er tilfældet ved individuelle fysiske krænkelser.

Formålet med lovændringen er at sikre, at forurettede i sager med digitale seksuelle krænkelser kan blive tilkendt tortgodtgørelse for alle krænkelser, som de er udsat for. Dette skyldes både hensynet til de forurettedes retsfølelse og et ønske om at ligestille fysiske og digitale seksuelle krænkelser i tortmæssig henseende.

Lovændringen medfører, at der ikke er en grænse for, hvor mange gange en forurettet kan blive tilkendt tortgodtgørelse i det samme sagskompleks, idet alle skadevoldere skal udrede tortgodtgørelse for retsstridige krænkelser uden hensyn til, hvor meget der i øvrigt er blevet tilkendt den forurettede.

Hermed sikres, at der ikke er skadevoldere, som kan undgå at betale tortgodtgørelse, alene fordi deres straffesag først bliver behandlet, efter et eventuelt loft for tortgodtgørelse er nået.

Samtidig tilføjedes det i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, at der ved fastsættelsen af tortgodtgørelsen kan lægges vægt på, at krænkelsen er en digital seksuel krænkelse. Med udtrykket ”digitale seksuelle krænkelser” forstås i bestemmelsens forstand bl.a. deling eller offentliggørelse af nøgenbilleder eller andet materiale af seksuel karakter, herunder billeder, videoer eller lydspor, som deles eller offentliggøres via internettet eller andre digitale medier uden samtykke fra den eller de personer, der optræder på materialet.

Med lovændringen tilsigtede man samtidig ifølge forarbejderne at fastlægge et udgangspunkt for niveauet for tortgodtgørelse i sager om digitale seksuelle krænkelser.

Niveauet for tortgodtgørelsen forudsættes herefter at være i størrelsesordenen 5.000 kr. til 30.000 kr. Det fremgår af forarbejderne, at de nævnte beløb er i 2021-niveau, og at domstolene ved udmåling af tortgodtgørelse forudsættes at tage hensyn til den almindelige lønudvikling, således at godtgørelsesniveauerne ikke stagnerer.

Godtgørelsen skal fortsat fastsættes under hensyn til krænkelsens grovhed, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt

Ændringen gælder for lovovertrædelser begået fra den 1. juli 2022.

For nærmere om nævnets praksis henvises til årsberetningen for 2022, pkt. 8.28.3.

Bestemmelsen om krænkelsesgodtgørelse findes i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 416. Efter denne bestemmelse skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en anden, i tilfælde, hvor der ikke er lidt tort, jf. § 26, stk. 1, dog betale den forurettede en godtgørelse, såfremt krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret et særligt groft angreb mod en andens person eller frihed. Med virkning fra den 1. juli 2022 blev bestemmelsen om krænkelsesgodtgørelse ændret17, således at den også gælder ved særligt grove krænkelser mod en andens fred eller ære. Ved lovændringen blev området for krænkelsesgodtgørelse udvidet, således at bestemmelsen både omfatter grove angreb på en anden person eller dennes frihed og grove krænkelser af en andens fred eller ære.

Bestemmelsen er efter lovændringen fortsat tiltænkt et snævert anvendelsesområde. Krænkelsesgodtgørelse ydes således i de grænsetilfælde, hvor der ikke ydes godtgørelse for tort, men hvor forbrydelsen desuagtet er af en sådan karakter, at den generelt set er egnet til at skabe meget betydelig angst og længerevarende psykiske belastninger for offeret eller har medført en grov krænkelse mod en andens fred eller ære.

Kravet om forholdets grovhed kræver som udgangspunkt, at forholdet er sket ved et forsætligt særligt groft angreb, der har medført eller været egnet til at medføre alvorlig utryghed og angst hos offeret. Ved vold er det en forudsætning, at der er anvendt våben, eller at der har været tale om vold gennem længere tid. Kravet om forbrydelsens grovhed indebærer endvidere, at forholdet også ved strafudmålingen skal betragtes som værende af grovere karakter. Det er således tillige en forudsætning, at forbrydelsen skal kunne medføre fængsel i omtrent 1 år eller derover. Det vil normalt også være en forudsætning, at volden har medført alvorlige skader. Dette fortolkes i nævnets praksis som skader, der har medført et varigt mén på mindst 5 pct., eller en sygeperiode på 3 måneder eller derover.

Ved krænkelser af en persons fred eller ære er det også en betingelse, at forholdet er begået ved en forbrydelse, uden at der dog stilles krav om straf af en bestemt minimumslængde. Kerneområdet vil være straffelovsovertrædelser i form af uberettiget adgang til datasystemer, brud på brevhemmeligheden og aflytning, husfredskrænkelser, uberettiget fotografering af personer på et ikke frit tilgængeligt sted, uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold samt ærekrænkelser. Ved vurderingen af, hvorvidt der er tale om særligt grove krænkelser af en andens fred eller ære, vil det bl.a. kunne tillægges vægt, om krænkelsen er begået for vindings skyld. Der vil endvidere kunne lægges vægt på karakteren af eksempelvis den overvågning, der har fundet sted, herunder hvorvidt der er tale om særligt private forhold, ligesom omfanget af krænkelsen kan tillægges vægt, f.eks. om overvågningen har været langvarig eller konstant.

Udvidelsen af anvendelsesområdet for tilkendelse af krænkelsesgodtgørelse vil efter nævnets opfattelse som udgangspunkt ikke få betydning for behandlingen af sager efter offererstatningsloven, idet nævnet som udgangspunkt ikke tilkender godtgørelse for tort ved lovovertrædelser, der alene har medført freds- og ærekrænkelser, jf. offererstatningslovens § 1, stk. 1.