1

Forord

Efter Erstatningsnævnets forretningsorden skal nævnet hvert år inden den 1. juli afgive og offentliggøre en beretning til justitsministeren om nævnets virksomhed det foregående år.

Dette er nævnets beretning for 2023.

Beretningen redegør som i tidligere år for nævnets sammensætning og nævnets og sekretariatets arbejde. Beretningen indeholder desuden et resumé af en række konkrete afgørelser fra nævnet, som belyser nævnets praksis ved administrationen af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, i det følgende benævnt offererstatningsloven.

Det er Erstatningsnævnets håb, at beretningen kan udbrede kendskabet til Erstatningsnævnets praksis og dermed medvirke til øget forudsigelighed i nævnets afgørelser til gavn for ansøgere, myndigheder og samarbejdspartnere.

Bevillinger til Sekretariatet

Som i 2022 har sekretariatet også i 2023 oplevet, at medarbejdersammensætningen har påvirket det samlede kompetenceniveau mærkbart. Sekretariatet har i 2023 modtaget 11 nye medarbejdere. Det har betydet, at det også i 2023 har været nødvendigt at anvende en del af de erfarne sagsbehandleres kapacitet til at lære nye kollegaer op.

Endvidere har de samlede medarbejderressourcer fortsat ikke kunnet matche antallet af indkomne krav i nye og gamle sager, hvilket desværre har haft den konsekvens, at antallet af ubehandlede krav har været stigende gennem 2023. På trods af et konstant fokus på problemstillingen og den bedst mulige udnyttelse af ressourcerne gik erstatningsnævnets sekretariat således ud af 2023 med cirka 2.085 ubehandlede sager modtaget fra november 2022 og frem til udgangen af 2023.

Udgangen af 2023 markerede også afslutningen for sekretariatets chef, Louise Ingerslev Andersens ansættelse i Civilstyrelsen. Efter mere end 7 år i Erstatningsnævnets sekretariat har Louise søgt nye udfordringer i Toldstyrelsen. En stor tak til Louise for hendes store arbejde for Erstatningsnævnet og held og lykke i det nye. Årsskiftet betød samtidig farvel til sekretariatets mangeårige souschef Jeanett Palmann Jensen, som skiftede til et andet kontor i Civilstyrelsen som kontorchef.

Tidligere årsberetninger

Denne årsberetning kan sammen med tidligere årsberetninger (2005-2022) findes på Erstatningsnævnets hjemmeside www.erstatningsnaevnet.dk sammen med en del andet materiale om nævnet. Gå til siden her. 

 

Viborg, juni 2024
John Lundum
Nævnsformand

2

Lovgrundlaget og nævnets sammensætning

Erstatningsnævnet blev etableret i 1976. Nævnet træffer afgørelser vedrørende ansøgninger om erstatning i henhold til offererstatningsloven, nu lovbekendtgørelse nr. 1209 af 18. november 2014 med senere ændringer.

Erstatningsnævnet har haft følgende sammensætning i 2023:

 

  • Landsdommer John Lundum (formand)
  • Landsdommer Karen Foldager (næstformand) til den 31. marts 2023
  • Landsdommer Kim Holst (næstformand) til den 31. oktober 2023
  • Landsdommer Chris Olesen (næstformand)
  • Landsdommer Erik P. Bentzen (næstformand) fra den 1. november 2023
  • Landsdommer Susanne Lehrer (næstformand) fra den 6. juli 2023 til den 31. december 2023
  • Ankechef i Ankestyrelsen Erling Brandstrup (efter indstilling fra børne- og socialministeren, nu social- og ældreministeren)
  • Chefkonsulent i Ankestyrelsen Niels Henrik Dam (efter indstilling fra social- og indenrigsministeren, nu social- og ældreministeren)
  • Ankechef i Ankestyrelsen Annedorte Elklit Pedersen (efter indstilling fra social- og indenrigsministeren, nu social- og ældreministeren) til den 28. februar 2023
  • Ankechef i Ankestyrelsen Maria Lindegaard Jacobsen (efter indstilling fra social- og boligministeren) fra den 1. marts 2023
  • Ankechef i Ankestyrelsen Kit Purkær Madsen (efter indstilling fra social- og ældreministeren) til den 31. marts 2023
  • Souschef i Ankestyrelsen Linette Agerbo Warming (efter indstilling fra social- og ældreministeren) fra den 1. april 2023
  • Ankechef i Ankestyrelsen Rikke Nielsen (efter indstilling fra social- og ældreministeren)
  • Advokat Malou Ehmer (efter indstilling fra Advokatrådet)
  • Advokat Rune Berggren Brøndal Pedersen (efter indstilling fra Advokatrådet)
  • Advokat Henrik Juel Halberg (efter indstilling fra Advokatrådet)
  • Advokat Mark Gramstrup Wriedt (efter indstilling fra Advokatrådet)

Landsdommer Henrik Twilhøj har været stedfortræder for landsdommer John Lundum, landsdommer Cecilie Maarbjerg Quist har været stedfortræder for landsdommer Kim Henrik Holst, landsdommer Michael Ellehauge har været stedfortræder for landsdommer Chris Olesen, landsdommer Marie Kathrine Nielsen har været stedfortræder for landsdommer Karen Foldager til den 31. marts 2023 og efterfølgende for landsdommer Susanne Lehrer.

Cecilie Maarbjerg Quist og Marie Kathrine Nielsen har fungeret som en udvidet del af nævnets formandskab, der således har bestået af i alt seks landsdommere.

Ankechef i Ankestyrelsen Lise Gry Beder har været stedfortræder for Linette Agerbo Warming, Maria Lindegaard Jacobsen har været stedfortræder for Niels Henrik Dam frem til den 1. marts 2023, hvorefter specialkonsulent i Ankestyrelsen Camilla Søndergaard har været stedfortræder, souschef i Ankestyrelsen Rikke Grinderslev har været stedfortræder for Rikke Nielsen frem til den 28. februar 2023, hvorefter ankechef Michael Holmer har været stedfortræder, chefkonsulent i Ankestyrelsen Jens-Jørn Hansen har været stedfortræder for Maria Lindegaard Jacobsen frem til den 30. november 2023, hvorefter specialkonsulent Christian Engmarksgaard Vium Andersen har været stedfortræder.

Endelig har advokat Charlotte Løfberg været stedfortræder for advokat Malou Ehmer, advokat Anders Munk Zacho har været stedfortræder for advokat Rune Berggren Brøndal Pedersen, advokat Mads Krøger Pramming har været stedfortræder for advokat Henrik Juel Halberg, og advokat Stine Lindbæk Luk har været stedfortræder for advokat Mark Gramstrup Wriedt.

Nævnet sammensættes ved hver votering af tre medlemmer – en formand eller næstformand, et medlem fra Ankestyrelsen og et advokatmedlem.

Erstatningsnævnet har i 2023 holdt 11 møder, hvorunder der er behandlet 165 sager. Nævnets medlemmer har herudover behandlet 798 sager i skriftlig cirkulation.

Overtandlæge Birgitte Sindrup har været tilknyttet nævnet som tandlægekonsulent.

3

Sekretariatet og sekretariatets arbejde

Civilstyrelsen, der er en styrelse under Justitsministeriet, yder sekretariatsbistand til Erstatningsnævnet.

Erstatningsnævnets sekretariat sørger for sagernes forberedelse, herunder i fornødent omfang udarbejdelse af et resumé af sagen og en indstilling til nævnet med et udkast til sagens afgørelse. Sagerne forelægges nævnet enten ved skriftlig cirkulation en gang om ugen eller på et nævnsmøde, der holdes ca. en gang om måneden.

I henhold til forretningsordenen kan visse sagstyper afgøres af en formand eller næstformand alene uden forelæggelse for nævnet. En række sager kan desuden afgøres af sekretariatet alene uden forelæggelse for formand eller nævn. Hovedparten af nævnets sager afgøres enten på sekretariatskompetence eller på formandskompetence.

Da Erstatningsnævnets sekretariat organisatorisk udgør en enhed under Civilstyrelsen, har sekretariatet ikke nogen særskilt bevilling. Oplysninger om Erstatningsnævnets økonomiske forhold i 2022 skal derfor søges i Civilstyrelsens årsrapport for dette år.

Sekretariatet har i 2023 været ledet af sekretariatschef Louise Ingerslev Andersen og souschef Jeanett Palmann Jensen.

Den samlede medarbejderskare har i dette beretningsår ud over sekretariatschef og souschef bestået af otte administrative medarbejdere, en chefkonsulent, fem specialkonsulenter, 38 fuldmægtige og fire jurastuderende. Ikke alle medarbejdere har været i sekretariatet hele året, men flere af sekretariatets medarbejdere har i store dele af året igen ydet et betydeligt merarbejde.

4

Den digitale ansøgningsportal

Som omtalt i tidligere årsberetninger har det siden den 1. maj 2021 som udgangspunkt været obligatorisk at anvende den digitale selvbetjeningsløsning ved indgivelse af ansøgninger om erstatning og godtgørelse efter offererstatningsloven.

Den digitale selvbetjeningsløsning anvendes via hjemmesiderne Erstatningsnævnet.dk eller borger.dk.

Erfaringen er fortsat, at ansøgninger modtaget via selvbetjeningsløsningen er bedre oplyste og har en bedre datakvalitet end tidligere. Det skyldes, at der ved ansøgningens indgivelse i højere grad er klarhed over grundlæggende oplysninger om blandt andet skadesdato, partsrepræsentation, forsikringsoplysninger, modtaget erstatning, og hvilke erstatningskrav der søges om. Samtidig har automatiseringen nedbragt sekretariatets ressourceanvendelse til sagsoprettelse og journalisering.

Selvbetjeningsløsningen og den automatiserede sagsoprettelse bliver løbende optimeret på baggrund af de erfaringer, der er gjort, siden selvbetjeningsløsningen blev taget i brug, herunder de tilbagemeldinger, sekretariatet har modtaget fra ansøgere og repræsentanter.

Folketinget vedtog den 25. maj 2023 Lov om fravigelse fra obligatorisk digital selvbetjening (L98). Loven trådte i kraft den 1. juni 2023, og giver borgere, der er fritaget for Digital Post, ret til at fravige kravet om at bruge en obligatorisk digital selvbetjeningsløsning. Dette omfatter også Erstatningsnævnets digitale selvbetjeningsløsning.

Der blev i 2023 modtaget 2.663 ansøgninger om offererstatning via selvbetjeningsløsningen.

5

Talmæssige oplysninger

Nævnet modtog i 2023 i alt 3.092 nye sager (nye ansøgninger)1 mod 3.447 nye sager i 2022 og 3.234 nye sager i 2021.

Tabel 1

Udviklingen i antallet af nye sager og nye sagsforløb på eksisterende sager i årene 2019-2023:

  2019 2020 2021 2022 2023
Modtagne ansøgninger (nye sager) 2.941 3.119 3.234 3.447 3.092
Nye sagsforløb på eksisterende sager (genåbnede sager) 2.670 3.366 3.380 2.055 2.212

Modtagne ansøgninger og nye sagsforløb på eksisterende sager siger noget om det samlede inflow af opgaver i borgerrelaterede sager i Erstatningsnævnet.

I 2023 blev 2.212 tidligere lukkede sager genåbnet, hovedsageligt som følge af nye fremsatte krav fra samme ansøger eller genoptagelser af tidligere lukkede sager, herunder som følge af, at borgerens helbredsmæssige- eller erhvervsmæssige tilstand havde forandret sig, siden Erstatningsnævnet sidst afsluttede sagen.

Ligesom i 2022 var der i 2023 væsentligt færre genåbnede sager end i tidligere år. Dette skyldes formentlig fortsat, at bunkesagerne efterhånden er blevet endeligt afsluttede. Bunkesagerne gav, efterhånden som de blev taget under behandling og afgjort i 2020 og 2021, anledning til flere genåbninger som følge af nye krav fra samme ansøger, hvilket ikke har gjort sig gældende i samme omfang i 2022 og 2023. Derudover er sekretariatet, når en sag tages under behandling, blevet mere opsøgende på at opfordre ansøger eller dennes repræsentant til at få fremsat alle verserende krav, inden der træffes afgørelse, så sagen kan lukkes, uden at det giver anledning til nyt krav og genåbning umiddelbart derefter.

I 2023 traf Erstatningsnævnet i alt 6.323 afgørelser (heraf 213 vedrørende aktindsigt) mod 6.913 afgørelser i 2022.

Verserende sager

Diagrammet herunder viser udviklingen i Erstatningsnævnets sagsbeholdning i perioden fra december 2022 til december 2023:

 

Ved indgangen til 2023 var der i alt 3.078 verserende sager i Erstatningsnævnet.

Det samlede antal verserende sager var ved udgangen af 2023 3.100 sager. Ved indgangen til 2023 var der 443 sager, der var genoptaget for så vidt angår spørgsmålet om forrentning som følge af nævnets praksisændring. Alle rentesager er blevet behandlet ved udgangen af 2023.

Den øvrige beholdning ud over ”rentesagerne” udgjorde således 3.100 verserende sager ved udgangen af 2023. I denne beholdning indgår de sager, både flowsager og bunkesager under behandling, som afventer afklaring på ansøgerens helbredsmæssige og/eller erhvervsmæssige situation, herunder i form af en udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Patienterstatningen om varigt mén eller erhvervsevnetab.

Erstatningsnævnets beholdning af verserende sager påvirkes naturligt af antallet af indkomne nye og genåbnede sager. Som vist ovenfor i tabel 1 kom der i 2023 3.092 nye ansøgninger ind til Erstatningsnævnet, ligesom 2.212 sager i perioden blev genåbnet, jf. nærmere ovenfor ad tabel 1. Ved udgangen af 2023 var 2.085 sager endnu ikke taget under behandling.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for nævnets sagsforløb i driftsflowet uden ”rentesagerne” var 251 dage i 2023.

Den gennemsnitlige alder – liggetiden – på sagsforløb i driftsflowet uden ”rentesagerne” var ved udgangen af beretningsåret 289 dage.

I Civilstyrelsens mål- og resultatplan for 2023 var målet for den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på højst 200 dage og målet for den gennemsnitlige alder på højst 251 dage. Målene blev således ikke opfyldt

Rentesager

Højesteret afsagde den 4. december 2020 dom i en sag (U.2021.1058/2H), hvor der blev taget principiel stilling til forrentningstidspunktet efter erstatningsansvarsloven. Erstatningsnævnet ændrede som følge af dommen sin praksis for fastsættelse af tidspunktet for forrentning og genoptog i den forbindelse mere end 1.800 sager. Nævnet påbegyndte udsendelse af genoptagelsesbreve i samme uge, som nyheden om rentedommen blev lagt på styrelsens hjemmeside den 11. oktober 2021. Der blev i den forbindelse gjort opmærksom på, at nævnet ikke havde mulighed for at identificere, om rentedatoen i sager afgjort før den 16. marts 2019 var fastsat i overensstemmelse med nævnets nye praksis, hvorfor ansøgerne i disse tilfælde selv skulle kontakte nævnet. Nævnet har herudover løbende identificeret sager, hvor det var relevant at genoptage spørgsmålet om forrentning i lyset af Højesterets dom.

For nærmere om dommen og Erstatningsnævnets ændring af praksis som følge heraf henvises til nævnets årsberetning for 2021, pkt. 1 og 8.24.

Som vist ovenfor i tabel 1 har Erstatningsnævnet ved udgangen af 2023 færdiggjort behandlingen af de genoptagede rentesager. Målet i Civilstyrelsens mål- og resultatplan om behandling af rentesagerne inden udgangen af 2023 blev således opfyldt. 

Eftersom nævnet fortsat kan modtage anmodninger om genoptagelse i sager, der er afgjort før den 16. marts 2019, vil nævnet løbende identificere, om rentedatoen i disse sager er fastsat i overensstemmelse med nævnets praksis.

6

Status på ekstrabevilling og mål for driften

Der er i finansloven for 2023 medtaget en merbevilling på 9,4 mio. kr. årligt til prioritering af aktivitetsniveauet i Erstatningsnævnet i 2023-2025.

I Civilstyrelsens mål- og resultatplan for 2024 er der for sagsbehandlingstiden i offererstatningssagerne sat følgende mål:

  • Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i offererstatningssager i driftsflowet skal i 2024 højst være 200 dage. 
  • Den gennemsnitlige alder på sagsbeholdningen i driftsflowet må i 2024 ikke stige i forhold til niveauet ved udgangen af 2023. (Det vil sige 289 dage)
  • Alderen på den ældste ubehandlede offererstatningssag må ikke stige i 2024 i forhold til niveauet ved udgangen af 2023.
7

Hvad betaler Nævnet erstatning for?

Erstatningsnævnet betaler erstatning for personskade som følge af overtrædelser af straffeloven og overtrædelser af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning2, for visse afgrænsede personlige ejendele, der er blevet beskadiget eller er bortkommet, samt for mindre kontantbeløb, som mistes i forbindelse med personskade opstået ved en straffelovsovertrædelse.

Nævnet betaler ikke i øvrigt erstatning for tingsskade, medmindre straffelovsovertrædelsen er begået af en person, der er omfattet af den personkreds, der er nævnt i offererstatningslovens § 3, som hovedsageligt omfatter personer, der er tvangsanbragt i institutioner under Kriminalforsorgen. Nævnet betaler ikke erstatning for personskade mv. i forbindelse med færdselsforseelser, overtrædelse af ordensbekendtgørelsen eller andre lovovertrædelser, der ikke er omfattet af straffeloven.

I det omfang ansøgers krav betales af skadevolder eller omfattes af lov om arbejdsskadesikring, betaler nævnet ikke erstatning. Dette følger af bestemmelserne i offererstatningslovens § 7, stk. 1, arbejdsskadesikringslovens § 77 og erstatningsansvarslovens § 30. Nævnet betaler heller ikke erstatning for konkrete udgifter, f.eks. helbredelsesudgifter og udgifter som følge af beskadiget beklædning, hvis disse udgifter dækkes af ansøgerens forsikringsselskab eller andre, jf. offererstatningslovens § 7, stk. 1.

I de tilfælde, hvor nævnet efter at have tilkendt erstatning til en ansøger efterfølgende fra Civilstyrelsens regreskontor får oplysning om, at skadevolder har en privattegnet ansvarsforsikring, der har anerkendt at påtage sig erstatningsansvaret, vil nævnet efter en høring af ansøger henvise yderligere krav til ansvarsforsikringen.

I øvrigt tilkender nævnet erstatning efter dansk rets almindelige regler. Det betyder blandt andet, at erstatning udmåles efter reglerne i erstatningsansvarsloven, og at nævnet har mulighed for at nedsætte erstatningen eller helt lade den bortfalde, hvis ansøger har udvist egen skyld eller accept af risiko. Se pkt. 8.2 om nævnets praksis i sager om nedsættelse på grund af egen skyld eller accept af risiko.

8

Konkrete afgørelser fra Nævnet

Indledning 

I det følgende fremgår generelle bemærkninger om nævnets praksis samt referater af afgørelser, som nævnet har fundet af principiel betydning. Som påpeget i tidligere årsberetninger kan der ved en sådan gennemgang af udvalgte sager ikke være tale om noget repræsentativt udsnit af de flere tusinde sager, som nævnet har afgjort i 2023.

For yderligere belysning af reglerne i offererstatningsloven og af Erstatningsnævnets praksis kan der f.eks. henvises til nævnets tidligere årsberetninger, der – for så vidt angår beretningerne for 2005-2022 – findes på Civilstyrelsens hjemmeside, samt til ”Offererstatningsloven med kommentarer”, 1. udg., 2005, af Gerd Sinding og Michael Lerche3.

8.1

Offererstatningslovens §1 - lovens område

8.1.1

Overtrædelse af straffeloven

Hvis det ved dom er fastslået, at hændelsen udgør en straffelovsovertrædelse, lægger nævnet dette til grund.

Hvis det ikke er afgjort ved dom, om skaden er sket som følge af en straffelovsovertrædelse, foretager nævnet en selvstændig vurdering af, hvorvidt den anmeldte hændelse falder inden for straffelovens område, både for så vidt angår det objektive gerningsindhold og den subjektive tilregnelse. Der er tale om en konkret vurdering i den enkelte sag under inddragelse af alle sagens oplysninger, herunder f.eks. vidneafhøringer, gerningsstedsundersøgelser, videooptagelser, lægelige undersøgelser og tekniske beviser mv., der er tilvejebragt gennem politiets efterforskning, samt eventuelle nye oplysninger, som kommer frem under nævnsbehandlingen.

Nævnet er ikke bundet af politiets og anklagemyndighedens vurdering af, om der kan antages at være begået et strafbart forhold mod ansøger, men vurderingen fra politi og anklagemyndighed vil normalt være vejledende for nævnet.

Hvis nævnet i forbindelse med sin vurdering af, om der foreligger en overtrædelse af straffeloven, ikke finder sagen tilstrækkeligt oplyst gennem politiets efterforskning, har nævnet undtagelsesvist mulighed for at bede politiet om at foretage yderligere afhøringer af vidner eller gennemføre yderligere undersøgelser af gerningsstedet mv. Dette fremgår af pkt. 8 i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 9278 af 29. april 2021 til politiet og anklagemyndigheden om vejledning af ofre om offererstatning og indsendelse af sager til Erstatningsnævnet mv.

Nævnet har i flere tilfælde fra politiet indhentet videooptagelser og lignende fra hændelsen for selvstændigt at vurdere, om ansøgeren har været udsat for en straffelovsovertrædelse.

Som omtalt i pkt. 7 omfatter offererstatningsloven pr. 1. marts 2012 i medfør af lovens § 1 også overtrædelser af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, idet den tidligere bestemmelse i straffelovens § 265 om overtrædelse af tilhold er overført til lov nr. 112 af 3. februar 2012. Der henvises i den forbindelse til årsberetningen for 2013, pkt. 7.2.1.

Vedrørende plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden henvises til pkt. 8.7.

For nærmere om nævnets praksis henvises til årsberetningen for 2020, pkt. 7.2.1.

8.1.2

Personskade

Nævnet kan kun tilkende erstatning og godtgørelse, hvis ansøger har lidt personskade ved straffelovsovertrædelsen. Personskaden kan være fysisk såvel som psykisk. Der kan også i særlige tilfælde være lidt personskade, hvis den hændelse, ansøgeren har været udsat for, er egnet til at give en psykisk personskade, og det er dokumenteret, at ansøgeren har været syg som følge af hændelsen. Der henvises i den forbindelse til årsberetningen for 2019, pkt. 7.2.2 samt årsberetningen for 2021, pkt. 8.2.2.

8.1.3

Direkte og indirekte skadelidte

Nævnet betaler som udgangspunkt kun erstatning til ansøgere, der er direkte forurettet ved en straffelovsovertrædelse. Det vil sige, at man som udgangspunkt ikke kan få erstatning, hvis man udelukkende har været vidne til en straffelovsovertrædelse. Man kan imidlertid have været så tæt på begivenhedernes centrum, at man som indirekte skadelidt alligevel er erstatningsberettiget. Der henvises for nærmere oplysninger herom blandt andet til årsberetningen for 2003, pkt. 7.1.3, årsberetningen for 2006, pkt. 7.2.3, årsberetningen for 2008, pkt. 7.2.4, årsberetningen for 2014, 2016, 2017, 2019 og 2020, pkt. 7.2.3 samt årsberetningen for 2022, pkt. 8.2.3. Spørgsmålet om erstatning til indirekte skadelidte opstår blandt andet også i sager om nærtståendes, herunder navnlig forældres, adgang til erstatning og godtgørelse som følge af psykiske følger, de pådrager sig i forbindelse med drab på deres børn. Nævnet kan vedrørende dette emne henvise til nævnets årsberetning for 2014, 2017, 2018 og 2020 pkt. 7.2.3, samt årsberetningen for 2021, pkt. 8.2.3.

8.1.4

Årssagssammenhæng og påregnelighed

For at kunne få erstatning efter offererstatningsloven skal der i overensstemmelse med de almindelige erstatningsretlige regler være årsagssammenhæng mellem den begåede straffelovsovertrædelse og skaden, ligesom skaden skal være en påregnelig følge af straffelovsovertrædelsen. Der henvises i den forbindelse blandt andet til årsberetningen for 2006, pkt. 7.2.4, årsberetningen for 2013, pkt. 7.2.4, og årsberetningen for 2014, pkt. 7.2.4.

8.1.5

Straffelovsovertrædelser begået i udlandet

Efter offererstatningslovens § 1, stk. 3, 1. pkt., betaler staten kun i særlige tilfælde erstatning for skader, der er sket uden for Danmark, og kun, hvis ansøger har bopæl i Danmark, har dansk indfødsret eller på gerningstidspunktet gjorde tjeneste for en dansk udenrigsrepræsentation. Efter forarbejderne tager bestemmelsen navnlig sigte på tilfælde, hvor der er dansk jurisdiktion efter blandt andet straffelovens § 6, nr. 2 og 3.

Bestemmelsen blev tidligere hovedsageligt anvendt i tilfælde, hvor en person med dansk indfødsret eller bopæl i Danmark under ophold i udlandet overfaldt en anden person med dansk indfødsret eller bopæl i Danmark. I sådanne tilfælde blev erstatning dog kun ydet, når skaden opstod i et lukket dansk miljø, f.eks. i forbindelse med en skolerejse. I 2020 udvidede nævnet området for, hvornår en hændelse kan siges at være foregået i et lukket dansk miljø. Nævnet tog i den forbindelse stilling til to konkrete sager. Nævnet lagde i sagerne vægt på, at både ansøger og skadevolder var danske statsborgere, at ansøger og skadevolder var rejst sammen på ferie, og at det således ikke beroede på en tilfældighed, at parterne opholdt sig sammen, da ansøgerne blev udsat for vold. Der henvises i den forbindelse til nævnets årsberetning for 2020, pkt. 7.2.5.

Efter offererstatningslovens § 1, stk. 3, 2. pkt., kan erstatning endvidere betales til ansøgere, der har bopæl i Danmark, og som kommer til skade i forbindelse med deres erhvervsudøvelse i udlandet. Bestemmelsen er ifølge forarbejderne tiltænkt et snævert anvendelsesområde. Hvis en hændelse i udlandet kan anses som en arbejdsskade, kan skaderne i visse tilfælde være omfattet af bekendtgørelse nr. 853 af 20. oktober 2003 om arbejdsskadesikring for personer, der udsendes til midlertidigt arbejde i udlandet.

For eksempler på nævnets praksis for tilkendelse af erstatning efter offererstatningslovens § 1, stk. 3, henvises til nævnets årsberetning for 2009, pkt. 7.2.6 og til årsberetningen for 2016, 2017, 2018 og 2020, pkt. 7.2.5.

For eksempler på nævnets praksis i sager om erstatning til ofre for terrorhandlinger i udlandet forud for lovændringen henvises til Erstatningsnævnets årsberetning for 2019, pkt. 7.2.5.

8.1.6

Digitale sexkrænkelser begået i udlandet

Erstatningsnævnet modtager et stigende antal sager vedrørende digitale sexkrænkelser. En forudsætning for, at nævnet kan behandle sagerne, er, at der ved krænkelsen er sket en overtrædelse af straffeloven, jf. offererstatningslovens § 1, stk. 1. Digitale sexkrænkelser straffes efter deres karakter efter forskellige regler i straffeloven. I sagerne er der typisk tale om overtrædelse af straffelovens §§ 232, 235 og/eller 264 d.

Kendetegnet for sager, hvor et offer krænkes digitalt, er, at gerningspersonen har tilegnet sig pornografisk eller andet seksuelt krænkende materiale af offeret, oftest billeder eller videoer, som herefter videredeles digitalt enten til en snæver kreds eller til den brede offentlighed på f.eks. en internetside.

Sager, hvor den digitale sexkrænkelse er begået i den danske stat, behandles på samme måde som andre sager, hvor straffelovsovertrædelsen er begået her i landet. Her vil gerningspersonen typisk uberettiget have tilegnet sig pornografisk eller andet krænkende materiale af offeret, som herefter bliver enten opbevaret eller udbredt af gerningspersonen via digitale værktøjer. Såfremt politiet under sin efterforskning af sagen konstaterer, at straffelovsovertrædelsen er begået i den danske stat, vil nævnet have mulighed for at tage sagen under behandling, uanset om politiet finder frem til gerningspersonen eller ej, jf. offererstatningslovens § 6, stk. 1, nr. 1, jf. § 1.

Problemstillingen opstår imidlertid, når politiet under sin efterforskning af en digital sexkrænkelse konstaterer, at straffelovsovertrædelsen (delingen) er begået i udlandet. Kendetegnende for disse sager er typisk, at offeret, som er bosat i Danmark, konstaterer, at der er krænkende materiale af den pågældende på et digitalt medie, f.eks. en internetside. Hvis forholdet politianmeldes, og politiet under efterforskningen konstaterer, at straffelovsovertrædelsen er begået fra en udenlandsk IP-adresse, kan der alene behandles en straffesag her i landet, hvis der er dansk straffemyndighed efter straffelovens §§ 6-9 a.

Dette kan føre til, at politiet – med henvisning til manglende dansk straffemyndighed – må indstille efterforskningen i sagen. Politiets afgørelse om at indstille efterforskningen afskærer ikke i sig selv Erstatningsnævnet fra at behandle sagen, men i overensstemmelse med offererstatningslovens § 1, stk. 1, kan nævnet ikke tage sagen under behandling, hvis lovovertrædelsen ikke er begået i den danske stat.

I særlige tilfælde kan staten betale erstatning for skader, der er sket uden for Danmark, jf. nærmere beskrivelsen af retsgrundlaget og Erstatningsnævnets praksis ovenfor under pkt. 8.1.5.

Nævnet har i en række sager haft anledning til at vurdere nogle grænsetilfælde for, hvornår nævnet er afskåret fra at betale erstatning som følge af, at den digitale sexkrænkelse er begået i udlandet, og der ikke foreligger særlige omstændigheder, som medfører, at sagen kan behandles i medfør af offererstatningslovens § 1, stk. 3. Nævnet fandt, at det i denne type af sager må tillægges afgørende vægt, om politiet i forbindelse med efterforskningen af straffesagen har vurderet, at forholdet er begået uden for Danmark og ikke er undergivet dansk straffemyndighed, herunder eksempelvis ved, at politiet har konstateret, at delingen af det krænkende materiale er sket fra en IP-adresse i udlandet. Der henvises til årsberetningen for 2022, pkt. 8.2.6.

Erstatningsnævnet har efterfølgende orienteret Justitsministeriet om nævnets afgørelser i de konkrete sager med henblik på eventuelle overvejelser om en lovændring. Nævnet har i den forbindelse påpeget, at det kan forekomme tilfældigt, hvornår nævnet kan tilkende erstatning og godtgørelse, og at det i høj grad afhænger af politiets arbejde og efterforskningsmuligheder i de konkrete sager.

8.1.7

Lovlig privat anholdelse og forhindring af strafbare handlinger

Foruden straffelovsovertrædelser giver offererstatningslovens § 1, stk. 1, 2. pkt., også mulighed for erstatning og godtgørelse for personskade, der sker i forbindelse med:

  1. hjælp til politiet under anholdelse
  2. handlinger, der foretages med henblik på lovlig privat anholdelse
  3. handlinger, der foretages med henblik på forhindring af strafbare handlinger

 

Der henvises i den forbindelse blandt andet til årsberetningen for 2012, 2019 og 2020, pkt. 7.2.6.

8.1.8

Tingsskade og formueskade

Efter offererstatningsloven ydes der – som anført under pkt. 8.1.2 – som udgangspunkt alene erstatning og godtgørelse i anledning af personskade.

I offererstatningslovens § 1, stk. 2, er der imidlertid givet den skadelidte mulighed for – som tillægserstatning – at få erstatning for tøj og andre sædvanlige personlige ejendele, herunder mindre kontantbeløb, som skadelidte havde på sig, da personskaden skete. For eksempler på nævnets praksis om forståelsen af ”sædvanlig” og ”personlig ejendel” henvises til nævnets årsberetning for 2015, pkt. 7.2.7 og årsberetning for 2016, pkt. 7.2.7. For eksempler på nævnets praksis om forståelsen af, hvornår ansøger havde genstandene ”på sig”, henvises til nævnets årsberetning for 2021, pkt. 8.2.7.

Nævnet kan endvidere henvise til årsberetningen for 2007, pkt. 7.2.6, hvor en gennemgang af nævnets praksis vedrørende niveauet for erstatning for dyrere personlige ejendele findes. Afsnittet indeholder endvidere omtale af praksis for erstatning for udgifter til nye briller. Nævnet kan endvidere henvise til årsberetningen for 2013, hvoraf det fremgår, at nævnet i 2013 forhøjede det maksimale erstatningsbeløb for personlige ejendele til 10.000 kr. mod tidligere 5.000 kr. Nævnet forhøjede endvidere i 2020 det maksimale erstatningsbeløb for personlige ejendele til 12.000 kr. med virkning fra den 1. januar 2021. Bestemmelsen i offererstatningslovens § 3 giver endvidere hjemmel til at yde erstatning for tingsskade ud over de i § 1, stk. 2, nævnte tilfælde, såfremt skadevolderen er omfattet af den særlige personkreds i § 3 (bl.a. personer, der er tvangsanbragt på institution under Kriminalforsorgen), som det offentlige menes at have et særligt ansvar for.

Bestemmelsen i offererstatningslovens § 3 muliggør også erstatning til juridiske personer, f.eks. anparts- og aktieselskaber, men ikke erstatning til offentlige myndigheder eller institutioner, jf. lovens § 5. For nævnets praksis herom henvises til årsberetningen for 2021, pkt. 8.2.7.

Erstatningen i henhold til offererstatningslovens § 1, stk. 2, og § 3 omfatter kun egentlig tingsskade. Formueskade opstået ved for eksempel bedrageri, underslæb, afpresning eller lignende straffelovsovertrædelse kan derimod ikke erstattes i medfør af offererstatningsloven, jf. forarbejderne til offererstatningsloven, jf. betænkning nr. 751/1975 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, side 33, 1. sp. Nævnet erstatter heller ikke tab for f.eks. mistet rejse eller mistet ferie. Se i den forbindelse årsberetningen for 2014, pkt. 7.2.7.

8.2

Offererstatningslovens § 6 a - Almindelige erstatningsretlige regler

8.2.1

Nedsættelse eller bortfald på grund af egen skyld eller accept af risiko

Efter offererstatningslovens § 6 a finder dansk rets almindelige erstatningsretlige regler tilsvarende anvendelse, herunder reglerne om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af egen skyld, skadelidtes medvirken til skaden eller skadelidtes accept af risiko for skaden. Som følge af Højesterets dom af 9. december 2019 (U.2020.819 H) er området for nedsættelse/bortfald af erstatningen som følge af egen skyld/accept af risiko begrænset i forhold til tidligere og beror på en helt konkret vurdering af skadelidtes rolle og handlinger. Dette har særligt betydning i forhold til sager, hvor den skadelidte har tilknytning til eller er en del af bandemiljøet. I disse sager kan der således ikke siges generelt at foreligge accept af risiko alene af denne grund. Nævnet foretager således en konkret erstatningsretlig vurdering af, hvad der op til hændelsen er foregået mellem skadevolder og skadelidte i den pågældende situation. Se i den forbindelse årsberetningen for 2020, pkt. 7.3.1 samt årsberetningen for 2021 og 2022, pkt. 8.3.1.

8.2.2

Nedsættelse eller bortfald på grund af årsagskonkurrence

Bestemmelsen i offererstatningslovens § 6 a indebærer endvidere, at erstatning kan bortfalde eller nedsættes på grund af manglende årsagssammenhæng mellem straffelovsovertrædelsen og personskaden, og at erstatning kan nedsættes, hvor straffelovsovertrædelsen ikke er eneste årsag til personskaden. For nærmere om nævnets praksis herom henvises til årsberetningen for 2020, pkt. 7.3.1 og årsberetningen for 2021, pkt. 8.3.2.

8.2.3

Den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt

Bestemmelsen i offererstatningslovens § 6 a indebærer, at den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt tilsvarende finder anvendelse i erstatningssager i henhold til offererstatningsloven. Tabsbegrænsningspligten indebærer, at den, der har lidt skade som følge af en andens ansvarspådragende adfærd, har pligt til så vidt muligt at begrænse sit tab som følge af skaden. Se i den forbindelse årsberetningen for 2020, pkt. 7.3.2 og årsberetningen for 2022, pkt. 8.3.3.

8.3

Offererstatningslovens §§ 6 b og c - værdisikring

Ved en lovændring med virkning fra den 1. juli 2022 blev §§ 6 b og c indsat i offererstatningsloven4. Lovændringen medfører, at godtgørelse og erstatning efter offererstatningsloven som udgangspunkt værdisikres og ikke længere forrentes. Værdisikringen sker ved, at tilkendte godtgørelses- og erstatningsbeløb opreguleres, således at beløbene afspejler værdien på det tidspunkt, hvor nævnet træffer afgørelse. Dette sker enten ved brug af det grundbeløb eller den takst, der gælder for det år, hvori der træffes afgørelse, eller ved at opregulere erstatningsbeløbet med en procentsats.

Ændringen betyder, at erstatnings- og godtgørelsesbeløbene for både person- og tingsskade reguleres helt frem til afgørelsestidspunktet, således at ansøgers krav på erstatning og godtgørelse værdisikres, mens sagen behandles i nævnet.

I visse tilfælde sker dog fortsat forrentning. Dette kan f.eks. være i retssager, hvor nævnet ikke får medhold, og hvor nævnet herefter skal træffe afgørelse på ny. Det kan også være tilfældet i genoptagelsessager, hvor nævnet tidligere har meddelt afslag, men efterfølgende tilkender erstatning og/eller godtgørelse. Krav på tort- og krænkelsesgodtgørelse og godtgørelse til efterladte forrentes endvidere fortsat efter reglerne i erstatningsansvarslovens § 16.

Lovændringen gælder som udgangspunkt for alle afgørelser, der træffes fra og med den 1. juli 2022, uanset hvornår ansøgningen er indgivet. I særlige tilfælde kan det dog være de tidligere regler om forrentning, som gælder.

Som omtalt i nævnets årsberetning for 2021 betyder lovændringen også, at Erstatningsnævnet først tilkender renter af et godtgørelses- og/eller erstatningsbeløb, hvis beløbet ikke er udbetalt til ansøgeren inden 14 dage efter, at nævnet har truffet afgørelse om beløbet.

Baggrunden for lovændringen var, at Højesteret den 4. december 2020 afsagde dom (U.2021.1058/2 H) i en sag om fastsættelse af tidspunktet for forrentning af tilkendte erstatnings- og godtgørelsesbeløb i en patientskadesag. Dommen fik også betydning for Erstatningsnævnets praksis. Dommen betød, at rentedatoerne fremover skulle fastsættes subjektivt og skønsmæssigt for hvert enkelt krav, idet nævnet fremover skulle inddrage nævnets sagsbehandlingstid – udover den tid, som ansøger tog om at indsende nødvendige oplysninger - når rentedatoerne skulle fastsættes. Dette kunne medføre mindre forudsigelighed og gennemsigtighed for ansøgerne samt et øget behov for professionel bistand. Dommen medførte endvidere ressourcemæssige konsekvenser for Erstatningsnævnet.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget5 var der derfor behov for at ændre offererstatningsloven for at sikre, at beregningsmodellen for Erstatningsnævnets tilkendelse af renter blev mere gennemskuelig og enkel for dermed at minimere behovet for professionel bistand for ansøgerne. Desuden blev lovens administration forenklet, hvilket understøtter en hurtigere sagsbehandling i nævnet, for så vidt angår fastsættelsen af rentetidspunkter.

 

8.3.1

Offererstatningslovens § 6 b

Efter offererstatningslovens § 6 b, stk. 1, skal erstatnings- og godtgørelsesbeløb for svie og smerte, varigt mén, maksimumsgrænsen for årsløn ved beregning af erhvervsevnetab, erstatning for erhvervsevnetab for personer, som ved skadens indtræden ikke er fyldt 15 år, minimumserstatning for tab af forsøger til ægtefælle eller samlever og overgangsbeløbet til efterlevende ægtefælle eller samlever fastsættes på grundlag af de beløb, der er gældende på afgørelsestidspunktet. Beløbene reguleres efter reglerne i erstatningsansvarslovens § 15, stk. 1. Nævnets praksis er derfor ændret, således at de nævnte erstatnings- og godtgørelsesposter fremover skal fastsættes på baggrund af de beløb, der er gældende på afgørelsestidspunktet i stedet for forfaldstidspunktet.

I henhold til offererstatningslovens § 6 b, stk. 2, reguleres årslønnen, der danner grundlag for beregning af erhvervsevnetab, og erstatning for tab af forsørger til efterlevende børn, i perioden mellem skadens indtræden og afgørelsestidspunktet efter reglerne i erstatningsansvarslovens § 15, stk. 1. Nævnets praksis er derfor ændret, sådan at reguleringen foretages i perioden mellem skadens indtræden og afgørelsestidspunktet og ikke som hidtil i perioden mellem skadens indtræden og forfaldstidspunktet.

I medfør af offererstatningslovens § 6 b, stk. 3, fastsættes erstatningsbeløb efter reglerne i offererstatningsloven om erstatning for skade på tøj og andre sædvanlige personlige ejendele og tingsskade samt reglerne i erstatningsansvarsloven om erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab, tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for rimelige begravelsesudgifter på grundlag af de regulerede beløb, der er gældende på afgørelsestidspunktet. Som noget nyt fastsættes erstatningsbeløbene således på baggrund af de regulerede beløb, der er gældende på afgørelsestidspunktet i stedet for at blive forrentet fra forfaldstidspunktet som hidtil.

Det følger af offererstatningslovens § 6 b, stk. 4, at retskrav efter offererstatningslovens § 11 a er undtaget fra reglerne om regulering, idet domstolene i disse tilfælde har taget stilling til kravets størrelse.

8.3.2

Offererstatningslovens § 6 c

Det følger af offererstatningslovens § 6 c, stk. 1, at erstatning og godtgørelse, der tilkendes efter offererstatningsloven, og som udbetales senere end 14 dage efter afgørelsestidspunktet, forrentes fra udløbet af 14-dagesfristen med en årlig rente svarende til renten i rentelovens § 5. Ændringen medfører, at forrentningen ikke sker fra forfaldstidspunktet, som det tidligere var tilfældet. Fristen på 14 dage er sat ud fra et hensyn til at sikre, at ansøger ikke skal vente unødigt længe på at få sin erstatning eller godtgørelse udbetalt, uden at der påløber renter. Der sker dog ikke forrentning i de tilfælde, hvor Civilstyrelsen grundet ansøgers forhold ikke kan udbetale den tilkendte erstatning inden for fristen på 14 dage.

I medfør af offererstatningslovens § 6 c, stk. 2, skal krav på tort- og krænkelsesgodtgørelse og godtgørelse til efterladte, der tilkendes af Erstatningsnævnet, fortsat forrentes efter reglerne i erstatningsansvarslovens § 16.

Det følger af offererstatningslovens § 6 c, stk. 3, at retskrav efter offererstatningslovens § 11 a, er undtaget fra reglerne om forrentning i § 6 c, stk. 1 og 2, idet domstolene i disse tilfælde har taget stilling til kravets størrelse og forrentningen af kravene.

8.4

Offererstatningslovens § 7 - Dækning fra anden side

Efter offererstatningslovens § 7, stk. 1, betaler nævnet ikke erstatning, hvis ansøgers skade godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning.

Det følger af offererstatningslovens § 11 c, stk. 1, at nævnet ikke træffer afgørelse, før det er konstateret, om skaden dækkes fra anden side, jf. offererstatningslovens § 7.

Nævnets afgørelse om erstatning skal derfor som udgangspunkt afvente en undersøgelse af eventuelle forsikringsforhold i den enkelte sag. Af hensyn til sagens fremdrift skal nævnet dog i medfør af offererstatningslovens § 11 c, stk. 2, træffe afgørelse uden først at undersøge, om skadevolder eventuelt har en ansvarsforsikring, hvis skadevolderen er under 14 år eller er omfattet af straffelovens §§ 16 eller 69.

Nævnet vil dog fortsat henvise ansøgeren til at søge erstatning ved skadevolders ansvarsforsikring, hvis det for eksempel i forbindelse med sagens indsendelse til nævnet bliver oplyst, at skadevolderen har en ansvarsforsikring. Ansøgeren bliver i den forbindelse vejledt om muligheden for genoptagelse af sagen hos nævnet, hvis forsikringsselskabet ikke vil anerkende erstatningspligten.

I de tilfælde, hvor nævnet efter at have tilkendt erstatning til en ansøger fra Civilstyrelsens regreskontor får oplysning om, at skadevolderen har en privattegnet ansvarsforsikring, der har anerkendt at påtage sig erstatningsansvaret, vil nævnet efter en høring af ansøgeren henvise yderligere krav til ansvarsforsikringen.

Nævnet betaler ikke erstatning, hvis skaden er en arbejdsskade og dækkes af arbejdsgiverens lovpligtige forsikring, jf. arbejdsskadesikringslovens § 77 og erstatningsansvarslovens § 30, hvoraf fremgår, at ”Ydelser i henhold til loven [arbejdsskadesikringsloven] kan ikke danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for skadelidte eller dennes efterladte. Skadelidtes eller dennes efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes i det omfang, forsikringsselskabet har betalt eller er pligtig at betale erstatning til de pågældende efter denne lov”.

Derudover betaler nævnet ikke erstatning, hvis skaden er omfattet af andre lovpligtige ansvarsforsikringer. Se i den forbindelse årsberetningen for 2019, pkt. 7.4.

Endelig betaler nævnet ikke erstatning, hvis skaden er forvoldt af en udlænding, der på gerningstidspunktet var omfattet af bekendtgørelse nr. 384 af 25. april 2006 om statens hæftelsesansvar for skader, som udlændinge, der opholder sig her i landet og er omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, forvolder på andre eller andres ejendele. Nævnet vil derfor i disse sager henvise skadelidte til at rette henvendelse til Udlændingestyrelsen.

Hvis Udlændingestyrelsen herefter træffer afgørelse om, at skadevolderen på gerningstidspunktet ikke var omfattet af bekendtgørelse nr. 384 af 25. april 2006, tages sagen efter ansøgning på ny under behandling i nævnet.

8.5

Offererstatningslovens § 9, stk. 2 - krav under 3.500 kr.

Offererstatningsloven blev ved lov nr. 486 af 30. april 2019 ændret, således at der nu i medfør af offererstatningslovens § 9, stk. 2, er mulighed for en hurtig tilkendelse af erstatning og/eller godtgørelse i sager, hvor kravet har en værdi på indtil 3.500 kr.

I sager, hvor kravet samlet set ikke udgør mere end 3.500 kr., skal Erstatningsnævnet alene vurdere, om kravet er fremsat som følge af en personskade pådraget ved overtrædelse af straffeloven eller lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, jf. § 1 i offererstatningsloven, og om kravet er fremsat inden for fristerne i offererstatningslovens § 13.

Såfremt betingelserne i disse to bestemmelser er opfyldt, skal Erstatningsnævnet ikke undersøge, om betingelserne i lovens øvrige bestemmelser, herunder §§ 6 a, 7 og 10 i offererstatningsloven, er opfyldt. Erstatningsnævnet skal i øvrigt ikke indhente dokumentation for kravet.

Det gælder dog, at der ikke kan tilkendes erstatning eller godtgørelse, hvis det er åbenbart, at lovens øvrige betingelser ikke er opfyldt, herunder bl.a. offererstatningslovens § 6 a om skadelidtes medvirken til skaden eller accept af risiko.

Der skal være tale om ét samlet krav på indtil 3.500 kr., som udgør alle de krav, som skadelidte havde, og som skadelidte var bekendt med på det tidspunkt, hvor kravet blev fremsat over for Erstatningsnævnet.

Hvis skadelidte efter indgivelse af ansøgningen bliver bekendt med yderligere krav, kan disse krav fremsættes efterfølgende. Såfremt det samlede krav herefter overstiger 3.500 kr., vil lovens øvrige betingelser gælde.

Hvis skadelidte efter indgivelse af ansøgningen fremsætter yderligere krav, som skadelidte allerede var bekendt med, da den første ansøgning blev fremsendt til Erstatningsnævnet, og det samlede krav herefter overstiger 3.500 kr., skal Erstatningsnævnet foretage en fuld prøvelse af hele det samlede krav.

Erstatningsnævnet vil kunne kræve et allerede udbetalt beløb tilbagebetalt i medfør af offererstatningslovens § 18, såfremt det er betalt med urette.

Kravet forrentes, såfremt tilkendelse af kravet er bestemt ved dom (§ 11 a i offererstatningsloven).

 

Pr. 1. januar 2023 er beløbsgrænsen i offererstatningslovens § 9, stk. 2, for første gang opreguleret fra 3.500 kr. til 4.000 kr. i medfør af erstatningsansvarslovens § 15.

8.6

Offererstatningslovens § 10 - Politianmeldelse m.v.

8.6.1

For sen eller manglende politianmeldelse

Efter offererstatningslovens § 10 er det som udgangspunkt en betingelse for at få erstatning fra staten, at straffelovsovertrædelsen er anmeldt til politiet inden for 72 timer fra straffelovsovertrædelsens ophør.

Ved anmeldelse forstås en anmodning til politiet om at efterforske en sag. I mere alvorlige sager vil det sjældent være nødvendigt at fremsætte en udtrykkelig anmodning om efterforskning, men i mindre alvorlige sager vil det derimod som regel være nødvendigt. Den omstændighed, at politiet har været til stede og måske også har talt med den forurettede, vil dermed ikke altid være tilstrækkelig til at anse forbrydelsen for anmeldt.

Der er mulighed for at dispensere fra en overskridelse af anmeldelsesfristen, såfremt forholdene taler for det, jf. offererstatningslovens § 10, stk. 3.

Som følge heraf ser Erstatningsnævnet i de fleste tilfælde bort fra kravet om anmeldelse inden for 72 timer, hvis det på trods af den sene anmeldelse lykkes at pågribe og retsforfølge skadevolderen.

Der kan også i andre situationer være grundlag for at dispensere fra kravet om politianmeldelse inden for 72 timer. For eksempler på tilfælde, hvor nævnet har dispenseret, henvises til nævnets årsberetning for 2016, pkt. 7.5.1.

Frygt for repressalier er efter lovens forarbejder6 ikke en gyldig grund til at undlade at foretage politianmeldelse uden unødigt ophold, nu inden for 72 timer.

Ved lov nr. 140 af 28. februar 20187 blev fristen i offererstatningslovens § 10 ophævet i forhold til sager om voldtægt (§ 216) og incest (§ 210), sager om mere alvorlige sædelighedsforbrydelser begået over for børn (§§ 222-227 og § 225, jf. §§ 222-227) samt visse sædelighedsforbrydelser begået over for en person under 18 år (§§ 218-221 og § 225, jf. §§ 218-221).

Som følge af lovændringen ses derfor bort fra den fastsatte frist i offererstatningslovens § 10, stk. 1, i sager om voldtægt og incest – uanset om den forurettede er mindreårig – samt i sager om seksuelle forbrydelser begået over for mindreårige. Lovændringen vedrører alene 72-timersfristen, og det forudsættes fortsat at være en betingelse, at straffelovsovertrædelsen politianmeldes. Fristen blev ophævet med virkning for skader forvoldt ved straffelovsovertrædelser begået efter den 1. april 2016.

Vedrørende plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden henvises til pkt. 8.7. 

I 2022 blev der afsagt en dom af Vestre Landsret (U.2022.1861 V), som angik prøvelse af nævnets afgørelse vedrørende offererstatningslovens § 10, stk. 1. Retssagen omhandlede, hvorvidt nævnet burde havde dispenseret fra kravet om politianmeldelse inden for 72 timer.

Sagen omhandlede en ansøger, som var blevet udsat for vold. Ansøger havde dagen efter hændelsen kontaktet politiet, som bad ham indhente videoovervågning fra den restaurant, hvor hændelsen havde fundet sted. Politiet havde imidlertid ikke registreret en henvendelse fra ansøger. Der blev først foretaget en egentlig anmeldelse af hændelsen efter udløbet af 72-timers fristen, hvorfor nævnet meddelte afslag på ansøgningen efter offererstatningslovens § 10, stk. 1. Nævnet lagde derudover vægt på, at der ikke var undskyldelige omstændigheder, som kunne begrunde en dispensation. Ansøger stævnede herefter nævnet.

Byretten afsagde dom i sagen den 19. januar 2021, hvorved nævnet fik medhold. Ansøger ankede dommen til Vestre Landsret, der afsagde dom i sagen den 28. februar 2022, hvorved landsretten tog ansøgers påstand om, at nævnet burde have dispenseret fra kravet om anmeldelse inden for 72 timer, til følge.

Landsretten lagde vægt på, at ansøger under hovedforhandlingen for landsretten havde forklaret, at han var af den opfattelse, at han anmeldte overfaldet, da han telefonisk kontaktede politiet, i hvilken forbindelse politiet bad ham om selv at indhente videoovervågningen fra restauranten. Landsretten lagde desuden vægt på, at ansøger under hovedforhandlingen havde forklaret, at han ved den telefoniske samtale blev bedt om at komme til afhøring ved politiet, når han var klar til det, og at han ikke i den forbindelse blev vejledt om, at der var en anmeldelsesfrist.

Landsretten anførte, at ansøger under retssagen havde godtgjort, at det ikke havde haft efterforskningsmæssig betydning, at han først anmeldte overfaldet seks timer efter anmeldelsesfristens udløb. Landsretten fandt herefter ud fra en samlet og konkret vurdering af sagens øvrige omstændigheder, herunder at ansøger inden for fristen kontaktede politiet, at forholdene talte for at fravige fristen i offererstatningslovens § 10, stk. 1, jf. stk. 3.

Nævnet ansøgte efterfølgende Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke sagen til Højesteret. Nævnet anførte i ansøgningen blandt andet, at landsrettens vurdering af sagens faktiske omstændigheder var forkert, idet der ikke var oplysninger i sagen, der understøttede, at ansøger havde kontaktet politiet, eller at politiet skulle have bedt ansøger om selv at indhente videoovervågning i sagen. Nævnet anførte endvidere, at det principielle spørgsmål i sagen angik, i hvilket omfang det er et relevant kriterium, hvorvidt en for sen anmeldelse har haft efterforskningsmæssig betydning, når det skal vurderes, om der er grundlag for at dispensere fra anmeldelsesfristen.

Procesbevillingsnævnet meddelte ved afgørelse af 19. august 2022, at der ikke kunne gives tilladelse til anke til Højesteret.

Det er nævnets opfattelse, at der ved vurderingen af, om der kan dispenseres fra kravet om anmeldelse inden for 72 timer, ikke kan lægges vægt på, hvorvidt den sene anmeldelse har haft efterforskningsmæssig betydning. Erstatningsnævnet kan dispensere fra en for sen anmeldelse, hvis den sene anmeldelse ikke havde efterforskningsmæssig betydning i den forstand, at det på trods heraf er lykkedes politiet at pågribe og retsforfølge skadevolderen. Dette medfører efter nævnets opfattelse imidlertid ikke, at nævnet, i det tilfælde, hvor skadevolderen ikke findes, skal dispensere fra anmeldelsesfristen, alene som følge af, at den sene anmeldelse vurderes ikke at have haft betydning for politiets efterforskning. En sådan praksis vil i realiteten indebære, at kravet om politianmeldelse inden for 72 timer sættes ud af kraft. Nævnet vil i øvrigt i langt de fleste sager ikke havde mulighed for at foretage en sådan kontrafaktisk vurdering, da det sjældent vil være muligt for nævnet at fastlægge, hvorvidt en for sen anmeldelse har haft betydning for politiets efterforskning eller ej.

Procesbevillingsnævnets afslag på nævnets ansøgning om anketilladelse må anses som et udtryk for, at Procesbevillingsnævnet ikke har anset dommen for at være principiel, og det er i øvrigt nævnets opfattelse, at landsrettens dom var begrundet i sagens samlede og konkrete omstændigheder, hvorfor det må betragtes som en meget konkret afgørelse, der ikke har betydning for Erstatningsnævnets praksis i øvrigt.

For nærmere om nævnets praksis vedrørende kravet om politianmeldelse i offererstatningslovens § 10, henvises til nævnets årsberetning for 2020, pkt. 7.6.1 samt årsberetning for 2021, pkt. 8.6.1.

8.6.2

Manglende medvirken til politiets opklaring af sagen

Kravet i offererstatningslovens § 10, stk. 1, om politianmeldelse indebærer endvidere, at ansøgeren skal have medvirket efter bedste evne til politiets opklaring af sagen. Bevidst fortielse af oplysninger eller lignende modvilje mod at medvirke til sagens opklaring medfører således som udgangspunkt, at der ikke kan tilkendes erstatning i henhold til offererstatningsloven. Se i den forbindelse årsberetningen for 2019 og 2020, pkt. 7.6.2 samt årsberetningen for 2022, pkt. 8.7.2.

8.6.3

Manglende fremsættelse af krav i retten under straffesagen

Efter offererstatningslovens § 10, stk. 1, er det tillige en betingelse for at få erstatning fra staten, at ansøgeren under en eventuel straffesag mod skadevolderen har nedlagt påstand om erstatning eller taget forbehold herfor i retten.

Betingelsen om, at ansøgeren under en eventuel straffesag mod skadevolderen har nedlagt påstand om erstatning i retten, gælder, uanset at skadelidte efterfølgende anlægger en civil retssag om erstatning. Der henvises til nævnets årsberetning for 2019, pkt. 7.6.3, for en gennemgang af nævnets praksis på området.

Østre Landsret afsagde den 10. august 2020 (U.2020.3455 Ø) dom i en sag om advokatansvar, hvor Erstatningsnævnet var adciteret. Sagen om advokatansvar var foranlediget af en afgørelse fra Erstatningsnævnet, hvor nævnet havde afslået en ansøgning om erstatning for medicinudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne.

Østre Landsret fandt, at Erstatningsnævnets praksis om at stille krav om forbehold for erstatning, der ikke kunne opgøres inden straffesagens behandling i retten, var uden hjemmel i offererstatningslovens § 10, stk. 1, 2. led, og at nævnet derfor var forpligtet til at behandle krav, som ikke kunne opgøres på tidspunktet for straffesagen mod skadevolderen, selv om der ikke var taget forbehold for disse krav.

Erstatningsnævnet har ændret sin praksis i overensstemmelse med Østre Landsrets dom, således at manglende fremsættelse af et krav i retten under en straffesag, uden at der tages forbehold om senere at gøre kravet gældende, alene medfører, at krav i henhold til offererstatningslovens § 10 ikke kan behandles for så vidt angår den del af kravet, der kunne opgøres på tidspunktet for straffesagens behandling.

Nævnet vil dog dispensere fra betingelsen i offererstatningslovens § 10, stk. 1, hvis ansøgeren ikke har været repræsenteret af en bistandsadvokat. Det gælder dog ikke, hvis ansøgeren direkte adspurgt af anklagemyndigheden eller dommeren har oplyst, at vedkommende ikke har noget erstatningskrav.

8.7

Offererstatningslovens §§ 1 og 10 - plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden

Plejepersonale, pædagoger, skolelærere og andre personalegrupper med særlige omsorgsfunktioner, der kommer til skade, f.eks. fordi en patient eller en elev opfører sig truende eller voldeligt, udgør en særlig tilfældegruppe.

Hvis der foreligger en politianmeldelse i en sådan sag, danner politiets efterforskning og eventuelle afgørelse grundlag for nævnets afgørelse om, hvorvidt der har været tale om en straffelovsovertrædelse. I de tilfælde, hvor der er rejst tiltale ved domstolene, følger nævnet naturligvis rettens afgørelse om, hvorvidt der har været tale om en straffelovsovertrædelse, ligesom nævnet efter offererstatningslovens § 11 a følger rettens eventuelle afgørelse om erstatning.

I praksis foretages der ofte ikke politianmeldelse i sådanne sager, ligesom ansøgningen om erstatning ofte først indsendes til Erstatningsnævnet lang tid efter, at hændelsen har fundet sted. Erstatningsnævnet vil i så fald ved modtagelsen af en ansøgning om erstatning i de fleste tilfælde anmode institutionens ledelse om en udtalelse vedrørende det præcise hændelsesforløb i forbindelse med den pågældende hændelse samt om en redegørelse for, hvorfor hændelsen ikke er politianmeldt. Nævnet vil endvidere indhente akterne i arbejdsskadesagen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Nævnet vil herefter tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for at dispensere fra kravet om (rettidig) anmeldelse til politiet i offererstatningslovens § 10, stk. 1, 1. led, og dernæst – hvis der er grundlag for at dispensere – tage stilling til, om forholdet kan anses for omfattet af offererstatningsloven i medfør af lovens § 1, det vil sige, om ansøgeren har pådraget sig en personskade som følge af en straffelovsovertrædelse.

8.7.1

Offererstatningslovens § 10

Efter en praksisændring fra 2014, som blev underkendt af Højesteret i 2018 (U.2018.3697 H), har Erstatningsnævnet igen en lempelig praksis for at meddele dispensation fra kravet om politianmeldelse i sager, hvor plejepersonale mv. udsættes for vold eller trusler på deres arbejde.

Den lempelige praksis er i nævnets årsberetning for 2013, pkt. 7.2.2, beskrevet bl.a. således:

Erstatningsnævnet dispenserer som regel fra kravet i offererstatningslovens § 10, om at episoden skal være politianmeldt inden 72 timer (for handlinger begået før 01-07-2011: ”uden unødigt ophold”, dvs. inden 24 timer). Nævnet følger hermed en henstilling fra Folketingets Retsudvalg i FT 1984-85, tillæg B, sp. 1355, i forbindelse med lovændringen i 1985, hvorved der indførtes retskrav på erstatning efter offererstatningsloven. Det hedder i henstillingen: ”[Retsudvalget] finder, at erstatningsnævnet i forbindelse med nævnets samlede vurdering af, om kravet om politianmeldelse i § 10 bør fraviges i de konkrete sager, som måtte blev forelagt for nævnet til afgørelse, bør være opmærksom på, at pædagogiske og behandlingsmæssige hensyn kan tale imod en politianmeldelse.

Har ansøgeren, efter at være blevet opfordret til at indgive politianmeldelse, modsat sig dette eller i øvrigt ikke villet medvirke til sagens oplysning, vil der dog fortsat kunne meddeles ansøgeren afslag i henhold til offererstatningslovens § 10 eller dennes analogi.

Det betyder, at nævnet f.eks. vil se bort fra kravet om politianmeldelse i sager, hvor ansatte på institutioner mv. er blevet udsat for vold af personer, som er anbragt på institutionen, og hvor den manglende politianmeldelse er begrundet i generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn til beboerne på den pågældende institution, idet inddragelse af politiet i sådanne hændelser vil vanskeliggøre det fortsatte pædagogiske behandlingsarbejde med beboerne på institutionen. Nævnet vil således i praksis dispensere i denne type sager, medmindre ansøger efter at have været opfordret hertil direkte har modsat sig, at episoden anmeldes til politiet.

 

For en udførlig gennemgang af både nævnets tidligere og nuværende praksis samt en gennemgang af flere genoptagne sager på baggrund af Højesterets dom henvises til nævnets årsberetning for 2018, pkt. 7.6.1.

8.7.2

Offererstatningslovens § 1

Hvis nævnet finder grundlag for at dispensere fra kravet om (rettidig) politianmeldelse, skal nævnet herefter vurdere, om forholdet kan anses for omfattet af offererstatningsloven, dvs. om ansøgeren har pådraget sig en personskade som følge af en straffelovsovertrædelse.

Det kan imidlertid være en vanskelig vurdering at foretage i disse sager. Det skyldes, at manglende politianmeldelse af et hændelsesforløb selvsagt også betyder, at der ikke foretages politimæssig efterforskning, herunder afhøring af relevante personer. Da nævnet ofte først modtager en ansøgning om erstatning lang tid efter, at hændelsen har fundet sted, kan det endvidere være vanskeligt at få en brugbar udtalelse fra ledelsen eller andre om det præcise hændelsesforløb. Der kan således være sket udskiftninger blandt personalet, der medfører, at ingen kender nærmere til sagen, ligesom manglende optegnelser af hændelsen hos arbejdsgiveren fra ansøgeren eller andre kan gøre det vanskeligt for institutionen at redegøre nærmere for hændelsesforløbet. Grundet manglende politianmeldelse vil der endvidere ofte ikke foreligge en forklaring om episoden fra den udpegede skadevolder, herunder om hvordan den pågældende stiller sig i forhold til at skulle have begået en straffelovsovertrædelse. Det betyder, at Erstatningsnævnet i disse sager ofte kun har ansøgers egen forklaring om hændelsen som grundlag for vurderingen.

Dette kan være medvirkende til, at Erstatningsnævnet ikke med tilstrækkelig sikkerhed vil kunne anse skadevolders adfærd for en straffelovsovertrædelse, hvorefter hændelsen ikke kan anses for omfattet af offererstatningsloven. Er en ansøgning om erstatning indgivet lang tid efter den hændelse, der har udløst erstatningskravet, og understøttes ansøgers beskrivelse af hændelsen ikke af optegnelser eller notater, der er gjort umiddelbart efter eller i forbindelse med denne, eller af andre forhold, der virker overbevisende, kan nævnet som udgangspunkt ikke anse det for godtgjort, at ansøgeren har været udsat for en straffelovsovertrædelse.

Kun hvor der er tale om en konkret hændelse, der udgør en overtrædelse af straffeloven fra f.eks. patientens eller elevens side, kan hændelsen dækkes efter offererstatningsloven. Det indebærer, at der skal foreligge fornødent forsæt.

Som omtalt i årsberetningen for 2017 fandt Højesteret ved dom af 19. oktober 2017 (U.2018.491 H), at en hændelse, hvor en ansat på et bosted for personer med autisme blev ramt af et slag fra en beboer, som var svært mentalt retarderet, og derfor omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, om utilregnelige personer, udgjorde et forsætligt legemsangreb omfattet af straffelovens § 119, idet en normal gerningsperson under i øvrigt samme omstændigheder ville blive anset for at have begået en forsætlig overtrædelse af bestemmelsen.

Hændelsen var dermed omfattet af offererstatningslovens § 1, stk. 1, og Erstatningsnævnet havde ikke været berettiget til at afvise ansøgningen om erstatning med henvisning til, at der ikke var sket en straffelovsovertrædelse.

Højesteret udtalte i den forbindelse, at der ved vurderingen af, om en utilregnelig person har handlet forsætligt, ikke kan lægges vægt på den pågældendes manglende forståelse eller manglende målbevidsthed. Der foreligger det nødvendige strafferetlige forsæt, når den objektive gerning klart bærer præg af at høre til dem, der tilregnes en normal gerningsperson som forsætlig. Se i den forbindelse årsberetningen for 2019 og 2020, pkt. 7.7.2.

8.8

Offerstatningslovens § 11 a - Retskrav

Efter offererstatningslovens § 11 a, stk. 1, betaler nævnet erstatning i overensstemmelse med en eventuel dom om erstatningsspørgsmålet. Efter § 11 a, stk. 2, gælder dette dog ikke, hvis skadevolder har anerkendt ansøgers erstatningskrav, og kravet derfor ikke er prøvet af retten.

Offererstatningslovens § 11 a har stor praktisk betydning for nævnet. Reglen i stk. 1 er medvirkende til, at nævnet kan afgøre et stort antal sager umiddelbart i forbindelse med modtagelsen af ansøgningen, hvorimod reglen i stk. 2 medfører, at nævnet i andre sager må foretage en selvstændig sagsbehandling, selv om erstatningsspørgsmålet har været bragt frem under straffesagen.

I nogle tilfælde forholder retten sig materielt til et fremsat krav og størrelsen af kravet, selv om kravet er anerkendt størrelsesmæssigt af skadevolder. I sådanne sager vil nævnet som udgangspunkt behandle kravet som et retskrav.

Fra nævnets praksis i 2023 kan nævnes:

 

N.j.nr. 23-520-16621, 23-520-16607 og 23-520-16606 Ansøgerne (mor og to søstre) var pårørende til en skadelidt, som afgik ved døden, idet han blev stukket med en kniv. Der var tale om en tilståelsessag, og skadevolder blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1. Ansøgerne nedlagde i retten påstand om erstatning og godtgørelse. Skadevolderen bestred erstatningspligten og kravenes størrelse for så vidt angik alle tre ansøgere. Retten tilkendte den dræbtes mor erstatning for begravelsesudgifter og helbredelsesudgifter, den ene søster blev tilkendt erstatning for helbredelsesudgifter og godtgørelse for svie og smerte, og den anden søster blev tilkendt erstatning for forsinket uddannelse og erstatning for udgift til en lægeerklæring. Derudover blev de alle tre tilkendt efterladtegodtgørelse på 50.000 kr. som følge af den lidelse og krænkelse, de var blevet påført ved hændelsen.

Erstatningsnævnet vurderede, at ansøgerne ikke var direkte eller indirekte skadelidte som følge af hændelsen. Udgangspunktet var derfor, at nævnet alene kunne tilkende godtgørelse og erstatning efter offererstatningslovens § 2. Nævnet var dog i medfør af offererstatningslovens § 11 a, stk. 1, bundet af rettens bestemmelse. Nævnet tilkendte derfor erstatning og godtgørelse i overensstemmelse med dommen. Helbredelsesudgifterne blev dog henvist til dækning hos ansøgernes ulykkesforsikringer i medfør af offererstatningslovens § 7.

Nævnet bemærkede i sine afgørelser, at nævnet alene havde tilkendt godtgørelse og erstatning som følge af rettens dom, som nævnet var bundet af, jf. offererstatningslovens § 11 a, stk. 1.

Efter offererstatningslovens § 11 a, stk. 3, kan nævnet uanset reglen i offererstatningslovens § 11 a, stk. 1, tilkende en ansøger en højere erstatning end fastsat ved dom, hvis omstændighederne taler for det. Denne bestemmelse bruges dog sjældent. Se f.eks. årsberetningen for 2003, pkt. 7.5, årsberetningen for 2013, pkt. 7.6 og årsberetningen for 2018, pkt. 7.7.

For nærmere om nævnets praksis henvises endvidere til nævnets årsberetning for 2021, pkt. 8.8.

8.9

Offererstatningslovens § 11 c - Straffesagen afsluttet

Efter § 11 c, stk. 1, træffer nævnet ikke afgørelse, før straffesagen mod skadevolderen er afgjort ved endelig dom, eller efterforskningen er indstillet af politiet. Nævnets afgørelse udsættes endvidere med henblik på at konstatere, om skaden dækkes fra anden side, jf. § 7, stk. 1.

Nævnet kan efter § 11 c, stk. 2, træffe afgørelse, uanset at straffesagen eller politiets efterforskning ikke er endeligt afsluttet, hvis forholdene taler for det. Bestemmelsen i § 11 c, stk. 2, blev indsat i offererstatningsloven ved lov nr. 486 af 30. april 2019.

Bestemmelsen er en videreførelse af bestemmelsen i § 10 i forretningsordenen for Erstatningsnævnet, jf. bekendtgørelse nr. 824 fra 20138, idet der i lovforarbejderne imidlertid forudsættes en udvidelse af praksis knyttet til § 11 c, stk. 2.

Det forudsættes således, at Erstatningsnævnet i videre omfang vil anvende muligheden for at træffe afgørelse om erstatning og godtgørelse, selv om straffesagen mod skadevolderen ikke er afgjort ved endelig dom, når hensynet til offeret taler herfor. Det kan eksempelvis være tilfældet i sager, hvor lovovertrædelsen er begået af flere gerningsmænd, og hvor straffesagen mod en eller flere af gerningsmændene er endeligt afgjort, men hvor sagen mod en eller flere af de øvrige gerningsmænd endnu ikke er afgjort. Der kan endvidere være tale om tilfælde, hvor gerningsmanden er dømt i 1. instans og alene har anket udmålingen af straffen, således at skyldsspørgsmålet er endeligt afgjort. Det forudsættes i øvrigt, at nævnets hidtidige praksis videreføres, hvorefter der også kan træffes afgørelse i sager, hvor gerningsmanden ikke kan findes, og der er tale om en meget alvorlig lovovertrædelse, typisk drab, hvor der af hensyn til de efterladte kan være et særligt behov for at tage stilling til erstatningskrav som for eksempel begravelsesudgifter. Nævnets afgørelse vil altid bero på en konkret vurdering i den enkelte sag med afsæt i hensynet til ansøger.

Fra nævnets praksis fra 2023 kan nævnes:



N.j.nr. 22-520-16246 Ansøger anmeldte i oktober 2021, at hun var blevet udsat for voldtægt. I maj 2023 rettede ansøgers advokat henvendelse til nævnet og anmodede nævnet om at tage sagen under behandling, selvom straffesagen ikke var afsluttet. Advokaten gjorde gældende, at sigtede befandt sig i udlandet uden udsigt til at vende tilbage, og at der derfor ikke kunne forventes en afgørelse inden for rimelig tid. Nævnet afslog i august 2023 at tage sagen under behandling, da straffesagen ikke var afsluttet. Nævnet lagde vægt på, at politiet fortsat eftersøgte sigtede, og at de ikke havde lukket sagen.

For nærmere om nævnets praksis henvises til nævnets årsberetning 2020, pkt. 7.9 og årsberetning for 2021, pkt. 8.9.

8.10

Offererstatningsloven § 13 - Toårsfristen

Efter offererstatningslovens § 13, stk. 1, kan nævnet ikke behandle en ansøgning, der er indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde. Hvis der er afsagt dom i sagen, regnes fristen, fra straffedommen var endelig. Hvis politiet har efterforsket sagen, uden at der efterfølgende er ført en straffesag, regnes fristen fra tidspunktet for politiets afgørelse om opgivelse af påtale eller indstilling af efterforskningen, jf. stk. 2. Se i den forbindelse nævnets årsberetning for 2021, pkt. 8.10.

Som omtalt i årsberetningen for 2017 blev det ved Højesterets dom af 19. oktober 2017 (U.2018.491 H) fastslået, at erstatningskrav i anledning af et strafbart forhold, der rettes mod staten efter offererstatningsloven, ikke er omfattet af forældelsesreglerne i forældelsesloven men derimod er reguleret af offererstatningslovens § 13. De almindelige formueretlige forældelsesregler, herunder 1-årsfristen i forældelseslovens § 21, finder derfor ikke anvendelse i forhold til erstatningskrav efter offererstatningsloven.

Bestemmelsen i offererstatningslovens § 13, stk. 2, er reelt en kodificering af Erstatningsnævnets mangeårige praksis. Bestemmelsen fastsætter, hvornår fristen for indgivelse af en ansøgning til nævnet regnes fra. Der henvises til tidligere årsberetninger, f.eks. årsberetningen for 2010, pkt. 7.7 samt årsberetningen for 2016, pkt. 7.8.

Fra nævnets praksis fra 2023 kan nævnes:

N.j.nr. 22-520-13816 Ansøger blev den 17-06-2019 udsat for vold, som blev anmeldt til politiet samme dag. Politiet standsede efterforskningen ved afgørelse af 17-01-2020. Ansøger klagede ved skrivelse af 13-02-2020 til statsadvokaten over politiets afgørelse. Statsadvokaten traf den 25-03-2020 afgørelse om, at efterforskningen ikke ville blive genoptaget. Ansøger indgav herefter den 16-03-2022 en ansøgning til Erstatningsnævnet. Spørgsmålet var, hvornår fristen efter offererstatningslovens § 13, stk. 2, skulle løbe fra. Efter ordlyden af § 13, stk. 2, regnes fristen, hvis politiet har efterforsket sagen, uden at der efterfølgende er rejst straffesag, fra tidspunktet for politiets afgørelse om indstilling af efterforskningen. Idet der var klaget over politiets afslutning af efterforskningen, og dette spørgsmål var behandlet af statsadvokaten, vurderede nævnet, at fristen først skulle regnes fra statsadvokatens afgørelse. Fristen i § 13, stk. 2, var herefter iagttaget.

Offererstatningslovens § 13, stk. 3, blev ændret ved lov nr. 486 af 30. april 2019 om ændring af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

Lovændringen trådte i kraft den 1. maj 2019 og gælder for alle afgørelser, der træffes fra og med den 1. maj 2019, uanset hvornår ansøgningen er indgivet.

Bestemmelsen fastsætter fristen for fremsættelse af krav, hvor nævnet allerede har truffet endelig afgørelse i en sag om erstatning. I offererstatningslovens § 13, stk. 3, fremgår følgende:

  • Hvis Erstatningsnævnet har truffet endelig afgørelse om erstatning eller godtgørelse, kan nævnet ikke behandle yderligere krav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse, hvis det nye krav fremsættes mere end 2 år efter, at nævnet har truffet endelig afgørelse.
  • Hvis ansøgeren først senere indså eller burde indse eksistensen af det nye krav, regnes 2-års fristen fra dette tidspunkt.
  • Hvis nævnet har anmodet om dokumentation for et fremsat krav, og dokumentation ikke er fremsendt senest 2 år efter nævnets endelige afgørelse, kan nævnet ikke behandle kravet.

Ovenstående kan fraviges, hvis der foreligger særlige grunde, jf. offererstatningslovens § 13, stk. 3, 4. pkt.

For nærmere om baggrunden for lovændringen i offererstatningslovens § 13, stk. 3, samt indholdet af lovbemærkningerne henvises til årsberetningen for 2022, pkt. 8.11.

I 2021 er der afsagt to principielle domme, som angår prøvelse af nævnets afgørelser vedrørende offererstatningslovens dagældende § 13, stk. 3. Den 7. april 2022 afsagde Højesteret endnu en principiel dom om samme bestemmelse. Dommene er nærmere omtalt i nævnets årsberetning for 2021. På baggrund af de afsagte domme vedrørende offererstatningslovens dagældende § 13, stk. 3, besluttede nævnet at gennemgå tidligere afgørelser, hvor der var meddelt afslag i medfør af bestemmelsen. Nævnet besluttede desuden at tilbyde ansøgere at genoptage tidligere meddelte afslag i sager, hvor det fremgik af sagernes oplysninger, at nævnet inden udløbet af 2-års-fristen havde en viden om, at der kunne være yderligere åbenlyse krav, og hvor nævnet samtidig havde forsømt at vejlede herom i tilstrækkeligt omfang.

I sager, hvor der var meddelt afslag i medfør af offererstatningslovens § 13, stk. 3, som følge af, at ansøger ikke havde fremsendt den anmodede dokumentation, besluttede nævnet på samme vis at tilbyde genoptagelse, medmindre der i forbindelse med anmodningen om dokumentation blev fastsat en frist for indsendelse heraf samt en oplysning om, at nævnet efter fristens udløb ville træffe afgørelse på det foreliggende grundlag, og nævnet i overensstemmelse hermed havde truffet afgørelse på det da foreliggende grundlag.

8.11

Offererstatningslovens § 14, stk. 1 - Sagens oplysning ved Nævnet

Bestemmelsen i offererstatningslovens § 14 regulerer sammen med blandt andet nævnets forretningsorden9 behandlingen i nævnet af ansøgninger i henhold til offererstatningsloven.

Efter § 14, stk. 1, kan nævnet opfordre ansøgeren til at medvirke til sagens oplysning, f.eks. ved personligt fremmøde for nævnet, og ved at lade sig undersøge af en læge og om fornødent, eventuelt ved indlæggelse, at lade sig undergive observation og behandling.

Nævnet kan endvidere afkræve andre, der har kendskab til forholdene, oplysninger, der må anses for nødvendige. Nævnet kan bl.a. indhente sygehusjournaler og akter fra arbejdsskadesager mv.

Ved Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 9278 af 29. april 2021 til politiet og anklagemyndigheden om vejledning af ofre om offererstatning og indsendelse af sager til Erstatningsnævnet mv., pkt. 8, er det blandt andet præciseret, at nævnet i sager, hvor der undtagelsesvis kan være behov for yderligere oplysninger, er berettiget til at rette henvendelse til den relevante politikreds med henblik på, at der til brug for nævnets behandling af erstatningsspørgsmålet foretages yderligere undersøgelser i sagen, uanset at politiets efterforskning i sagen er afsluttet.

Nævnet vurderer i det enkelte tilfælde, om en sag er tilstrækkeligt oplyst gennem politiets dokumenter, eller om der f.eks. er behov for, at nævnet indhenter og gennemser eventuelt yderligere materiale i form af lydoptagelser, videomateriale eller lignende. Det vil endvidere efter omstændighederne blive overvejet, om nævnet skal bede politiet om at foretage yderligere undersøgelser i sagen.

8.12

Offererstatningslovens § 15, stk. 2 - Advokatudgifter mv.

Efter offererstatningslovens § 15, stk. 2, kan nævnet i særlige tilfælde bestemme, at ansøgeren helt eller delvist skal have dækket udgifter, som vedkommende har afholdt i anledning af sagens behandling ved nævnet.

Erstatning for udgifter til advokatbistand fastsættes efter praksis skønsmæssigt og blandt andet under hensyntagen til sagens samlede værdi. I særlige tilfælde fastsættes erstatningen i forhold til anvendt tidsforbrug. I de tilfælde, hvor advokaten har været beskikket som bistandsadvokat for ansøger, tilkender nævnet dog alene eventuelle merudgifter, der med rimelighed er påløbet efter sagens afslutning i retten.

Bistandsadvokatens opgaver er beskrevet blandt andet i betænkning 1102/1987 om forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager, side 42. Heraf fremgår om bistandsadvokatens opgaver følgende: ”At bistå ved opgørelse af den forurettedes erstatningskrav og eventuelt søge erstatning betalt af det offentlige via Erstatningsnævnet.” Bestemmelsen giver alene hjemmel til at erstatte ansøgerens egne udgifter til advokatbistand. Nævnet kan derfor ikke tilkende erstatning for udgifter til advokatbistand, hvis det er andre end ansøgeren selv, som afholder udgiften. Muligheden for erstatning afhænger derfor af, at det er ansøgeren selv, som har lidt et økonomisk tab ved at lade en advokat repræsentere sig.

I praksis ses problemstillingen oftest i den situation, hvor ansøgers fagforening antager en advokat til at behandle sagen ved nævnet og afholder udgifterne i den forbindelse. I den situation har ansøgeren ikke lidt et økonomisk tab, og der er derfor ikke mulighed for at dække fagforeningens udgifter til advokatbistand.

For nævnets praksis henvises til årsberetningen for 2013, pkt. 7.9 samt årsberetningen for 2021, pkt. 8.12.

8.13

Offererstatningslovens § 17 - Regres

I det omfang Erstatningsnævnet yder erstatning, indtræder staten i skadelidtes krav mod skadevolderen.

Som omtalt i årsberetningen for 2020 overtog Civilstyrelsens økonomikontor den 1. januar 2021 opgaven med at udbetale de af nævnet tilkendte erstatningsbeløb. Civilstyrelsen overtog ligeledes pr. 1. januar 2021 ansvaret for regressagerne fra politiet. Civilstyrelsen foretager derfor en selvstændig juridisk vurdering af, om de erstatningsretlige betingelser for at gøre krav gældende mod skadevolderen er opfyldt. Spørgsmålet om, hvorvidt staten i sidste ende beslutter at gøre regres mod skadevolderen, ligger derfor uden for Erstatningsnævnets virke.

Hvis der foreligger et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, jf. retsplejelovens § 478, kan kravet inddrives efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter mv. og ved indeholdelse i pågældendes indtægter efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

8.14

Offererstatningslovens § 18 - tilbagebetaling til Nævnet

Har ansøger givet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder af betydning for erstatningen, kan beløb, som er modtaget med urette, kræves tilbagebetalt i medfør af offererstatningslovens § 18, stk. 1. Efter stk. 2 i bestemmelsen kan tilbagebetaling endvidere kræves, i det omfang skaden senere godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning. For nævnets praksis henvises til årsberetningen for 2012, pkt. 7.10.

8.15

Erstatningslovens § 1 - Personskadeerstatning

8.15.1

Helbredelsesudgifter

Nævnet kan i medfør af erstatningsansvarslovens § 1 tilkende erstatning for helbredelsesudgifter, såfremt der er tale om udgifter til nødvendig og rimelig behandling, der har til formål at helbrede skadelidte, eller som står i forbindelse hermed. Der kan tillige efter en konkret vurdering tilkendes erstatning for udgifter til behandling mv., som bidrager til at opretholde ansøgers funktionsniveau, selv om der ikke er tale om behandling af egentlig helbredende karakter.

Behandlingen skal være almindeligt anerkendt og lægehenvist, f.eks. psykologbehandling og fysioterapi. Endvidere er nødvendig tandlægebehandling omfattet. Endelig tilkendes erstatning for udgifter i forbindelse med transport til og fra behandlingen.

For så vidt angår udgifter til behandling på privathospital eller lignende henvises der til nævnets årsberetning for 2005, pkt. 7.10.1.

For børn og unge kan det have en afgørende betydning for bedring af helbredstilstanden, at den pågældendes mor eller far kan være til stede på hospitalet eller deltage i en genoptræning. I sådanne særlige tilfælde kan vedkommendes indtægtstab dækkes helt eller delvist i medfør af erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1.

Nævnet har i en sag fra 2020 haft anledning til at vurdere et grænsetilfælde i forhold til, i hvilke tilfælde der kan tilkendes erstatning for helbredelsesudgifter, og hvilke former for behandling der er omfattet af bestemmelsen. Se i den forbindelse nævnets årsberetning for 2020, pkt. 7.15.1.

8.15.2

"Andet tab"

I medfør af erstatningsansvarslovens § 1 kan der efter omstændighederne tilkendes erstatning for ”andet tab”, som skadelidte måtte have lidt som følge af hændelsen.

Som ”andet tab” er der efter en konkret vurdering mulighed for at få tilkendt erstatning for blandt andet transportudgifter, tab som følge af forlænget uddannelse samt udgifter til ophold på krisecenter eller lignende.

Det er normalt en forudsætning for tilkendelse af erstatning for forlængelse af uddannelse eller tab af skoleår, at det ved lægeerklæring samt erklæring fra uddannelsesstedet dokumenteres, at det er følgerne efter hændelsen, der er årsag til forsinkelsen i ansøgers uddannelsesforløb. Det er endvidere en forudsætning, at ansøgeren har afsluttet uddannelsen.

I nævnets tidligere årsberetninger er refereret flere afgørelser vedrørende erstatning for tab af skoleår/forlængelse af uddannelse, f.eks. årsberetningen for 2001, pkt. 6.10.

Nævnet besluttede i 2012 at regulere niveauet for erstatning, således at der fremover tilkendes 30.000 kr. for tab af et halvt skoleår og 60.000 kr. for tab af et helt skoleår.

Nævnet besluttede igen i 2020 at regulere niveauet for erstatning, således at der fremover tilkendes 35.000 kr. for tab af et halvt skoleår og 70.000 kr. for tab af et helt skoleår.

”Andet tab” kan endvidere i visse tilfælde og efter en konkret vurdering dække udgifter til behandling, hvor udgiften ikke længere afholdes til en helbredende foranstaltning, men hvor udgiften bidrager til at opretholde ansøgerens funktionsniveau.

Fra nævnets praksis fra 2023 kan nævnes:

N.j.nr. 18-520-00033 Ansøger blev tildelt et knytnæveslag i ansigtet, hvorved han faldt bevidstløs om. Han blev herefter trampet flere gange i hovedet. Som følge heraf udviklede ansøger kronisk hovedpine. En del år efter hændelsen fremsatte ansøger krav om erstatning for både afholdte og fremtidige udgifter til smertestillende medicin pga. sit hovedtraume. Det drejede sig om månedlige udgifter på ca. 4.200 kr. (før tilskud) til medicinsk cannabis. Der var forsøgt øvrige behandlingsmuligheder uden effekt, og der forelå lægelig dokumentation for, at medicinen var nødvendig for, at ansøger kunne opretholde et dagligt funktionsniveau uden hovedpine. Nævnet fandt det godtgjort, at behandlingen var nødvendig, og at udgifterne var rimelige. Nævnet besluttede, at udgifterne kunne dækkes som erstatning for andet tab, jf. EAL § 1, idet behandlingen ikke tog sigte på at helbrede ansøger, men på at sikre et acceptabelt funktionsniveau. Den medicinske cannabis indgik i en forsøgsordning frem til udgangen af 2025, hvorfor nævnet besluttede (foreløbigt) alene at tilkende erstatning for fremtidige udgifter frem til dette tidspunkt.

Der findes også yderligere poster, som efter en konkret vurdering kan dækkes som ”andet tab” efter erstatningsansvarslovens § 1. Offererstatningsloven kan dog i visse tilfælde begrænse hjemmelsgrundlaget og derved muligheden for at tilkende erstatning efter bestemmelsen.

8.16

Erstatningslovens § 1 a - Fremtidige helbredelsesudgifter

Det følger af erstatningsansvarslovens § 1 a, at erstatning for fremtidige helbredelsesudgifter og andet fremtidigt tab som følge af hændelsen fastsættes til et kapitalbeløb, som højst kan udgøre den forventede gennemsnitlige årlige udgift ganget med 10.

8.17

Erstatningsansvarslovens § 2 - Tabt arbejdsfortjeneste

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes i medfør af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, fra skadens indtræden eller fra det tidspunkt, hvor skadelidte har et indkomsttab, og indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen.

Efter forarbejderne til bestemmelsen sigtes der med udtrykket ”begynde at arbejde igen” til, at skadelidte skal kunne begynde at arbejde i væsentligt samme omfang som tidligere. For praksis herom se f.eks. nævnets årsberetning for 2013 og 2016.

Såfremt skadelidte vil lide et erhvervsevnetab på 15 % eller derover, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne.

Den 20. december 2022 afsagde Højesteret dom (U.2023.1089 H) i en sag, som omhandlede en arbejdsulykke i 2014. Efter et kommunalt afklaringsforløb blev skadelidte tilkendt fleksjob, hvorefter skadelidte fik ansættelse i et rengøringsfirma. Henset til at der var tale om et midlertidigt fleksjob, traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om et midlertidigt erhvervsevnetab på 25 % og et endeligt erhvervsevnetab på 20 %. Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 2, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. Spørgsmålet i sagen var, om en såkaldt ”delt” afgørelse om erhvervsevnetabet var tilstrækkeligt til at standse retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Højesteret nåede frem til, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte på virkningstidspunktet for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om et varigt erhvervsevnetab på 20 %. Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde foretaget på et forsvarligt grundlag.

Dommen stadfæster den praksis, som allerede blev fulgt af nævnet, nemlig at en delt afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om erhvervsevnetabet som udgangspunkt stopper retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, medmindre vurderingen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af nævnet vurderes at være sket på et for spinkelt grundlag.

Det følger af bestemmelsens stk. 2, at der i erstatningen fradrages blandt andet løn under sygdom, dagpenge fra arbejdsgiver eller kommunen samt forsikringsydelser, der har karakter af en virkelig skadeserstatning.

8.18

Erstatningsansvarslovens § 3 - Svie og smerte

Efter erstatningsansvarslovens § 3, 1. pkt., tilkendes godtgørelse for svie og smerte for hver dag, den skadelidte har været syg og undergivet behandling. Efter bestemmelsens 3. pkt. kan godtgørelsen ikke overstige 50.000 kr. Beløbet reguleres årligt efter lovens § 15, stk. 1, 1. pkt., og udgjorde i 2023 85.500 kr.

Efter praksis må erstatningsansvarslovens § 3 forstås således, at godtgørelsen ophører, når der er grundlag for at skønne over den endelige méngrad, og dette rent faktisk sker. På det tidspunkt, hvor méngraden er fastsat, træder kravet på méngodtgørelse i stedet for kravet på godtgørelse for svie og smerte.

Der kan i særlige tilfælde ske genoptagelse af krav vedrørende godtgørelse for svie og smerte efter erstatningsansvarslovens § 11, stk. 3, i sager, hvor der tidligere er tilkendt godtgørelse for varigt mén, såfremt der er indtrådt en væsentlig og uforudset ændring af ansøgers helbredstilstand. Se i den forbindelse årsberetningen for 2020, pkt. 7.18.

I medfør af erstatningsansvarslovens § 3, 2. pkt., kan der i særlige tilfælde ydes godtgørelse for svie og smerte, selv om skadelidte ikke har været syg. Se i den forbindelse årsberetningen for 2019 og 2020, pkt. 7.18.

8.19

Erstatningsansvarslovens § 4 - Varigt mén

Efter erstatningsansvarslovens § 4 fastsættes godtgørelse for varigt mén til et kapitalbeløb, der beregnes under hensyn til skadens medicinske art og omfang og de forvoldte ulemper i skadelidtes personlige livsførelse. Ved en méngrad på under 5 pct. ydes ingen godtgørelse.

Hvis det sandsynliggøres, at ansøger har lidt et varigt mén på mindst 5 pct. som følge af hændelsen, vil nævnet forelægge sagen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Patienterstatningen med henblik på, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Patienterstatningen afgiver en udtalelse om ansøgers méngrad. Udtalelsen er alene vejledende for nævnet, men nævnet vil som altovervejende hovedregel lægge udtalelsen til grund.

Nævnet vil som udgangspunkt afvente, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Patienterstatningen har udtalt sig om méngraden, men hvis det anses for sikkert, at ansøger har pådraget sig et betydeligt varigt mén alene som følge af hændelsen, kan nævnet tilkende en á conto erstatning, inden udtalelsen foreligger.

En del af Erstatningsnævnets sager vedrører erstatning som følge af mindre voldsepisoder. Det er nævnets opfattelse, at ansøgere i sådanne sager i langt højere grad end tidligere bliver diagnosticeret med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) med et varigt mén til følge. En konkret sag gav nævnet anledning til at behandle emnet både konkret og mere generelt, herunder at forelægge sagen for Retslægerådet. Se nærmere herom i nævnets årsberetning for 2014, pkt. 7.15. Det er som udgangspunkt en forudsætning for diagnosen, at skadelidte har været udsat for en voldsepisode af grovere karakter. Et enkelt knytnæveslag, et skub eller lignende vil således efter nævnets opfattelse ikke i sig selv kunne udløse diagnosen PTSD.

8.20

Erstatningsansvarslovens § 5 - Erhvervsevnetab

8.20.1

Erstatning for erhvervsevnetab – varig nedsættelse af skadelid-tes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde

Efter erstatningsansvarslovens § 5 tilkommer der skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne, hvis en personskade har medført varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages der hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende. Skadelidtes erhvervsevnetab beregnes i procent (erhvervsevnetabsprocenten). Der ydes ikke erstatning, såfremt erhvervsevnetabet er mindre end 15 pct.

Hvis det sandsynliggøres, at ansøger har lidt et erhvervsevnetab på mindst 15 pct. som følge af hændelsen, vil nævnet forelægge sagen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Patienterstatningen med henblik på, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Patienterstatningen afgiver en udtalelse om ansøgers erhvervsevnetabsprocent. Udtalelsen er alene vejledende for nævnet, men nævnet vil som altovervejende hovedregel lægge udtalelsen til grund.

Nævnet afventer som udgangspunkt, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Patienterstatningen har udtalt sig om erhvervsevnetabsprocenten, men hvis det anses for sikkert, at ansøger har pådraget sig et alvorligt erhvervsevnetab alene som følge af hændelsen, kan nævnet tilkende en á conto erstatning, inden udtalelsen foreligger.

Hvis personskaden er omfattet af såvel arbejdsskadesikringsloven som offererstatningsloven, tilkender nævnet den difference, der måtte være imellem udmåling af erstatning for erhvervsevnetab efter henholdsvis erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven, såfremt erstatningen efter arbejdsskadesikringsloven er mindre end efter erstatningsansvarsloven.

8.21

Erstatningsansvarslovens §§ 6-8 - Fastsættelse af erhvervsevnetabserstatning

8.21.1

Fastsættelse af årsløn

Efter erstatningsansvarslovens § 6 fastsættes erstatning for tab af erhvervsevne blandt andet på grundlag af ansøgerens årsløn. Årslønnen fastsættes i medfør af samme lovs § 7, stk. 1, som ansøgerens samlede erhvervsindtægt i det år, der går forud for datoen for skadens indtræden. Årslønnen opgøres således ikke i kalenderåret, men fra datoen for hændelsen og et år bagud.

Efter erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2, kan årslønnen dog fastsættes skønsmæssigt, når særlige indtægts- eller ansættelsesforhold eller andre særlige forhold har gjort sig gældende.

Som anført i årsberetningen for 2003, pkt. 7.9.1, har nævnet, hvis ansøgeren gennem længere tid kun har haft en vag tilknytning til arbejdsmarkedet, som udgangspunkt anvendt en standardårsløn på 165.000 kr. ved beregningen af erstatning for tab af erhvervsevne. Standardårslønnen kan ikke anvendes, hvis ansøger har en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, heller ikke selv om ansøgers faktiske årsløn er lavere end standardårslønnen, jf. nærmere årsberetningen 2004, pkt. 7.9.1.

Nævnet besluttede i 2006 at forhøje standardårslønnen. Nævnet besluttede endvidere i 2007, at nævnet hvert år herefter skal fastlægge størrelsen af standardårslønnen. Nævnet har besluttet følgende forhøjelser af standardårslønnen siden 2006:

210.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2006 eller senere.

220.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2008 eller senere.

225.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2009 eller senere.

230.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2010 eller senere.

235.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2011 eller senere.

240.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2012 eller senere.

245.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2013 eller senere.

250.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2014 eller senere.

255.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2015 eller senere.

260.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2016 eller senere.

260.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2017 eller senere.

265.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2018 eller senere.

270.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2019 eller senere.

270.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2020 eller senere.

275.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2021 eller senere.

275.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2022 eller senere.

280.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2023 eller senere.

290.000 kr. for sager, hvor straffelovsovertrædelsen er sket den 1. januar 2024 eller senere.

 

For nærmere om nævnets praksis henvises til årsberetningen for 2021, pkt. 8.21.1.

8.21.2

Fastsættelse af erhvervsevnetabserstatning til skadelidte under 15 år

Efter erstatningsansvarslovens § 8 fastsættes erstatning for tab af erhvervsevne til en skadelidt, der ved skadens indtræden ikke er fyldt 15 år, som et kapitalbeløb ganget med méngraden og herefter ganget med ti. Kapitalbeløbet reguleres årligt og udgør i 2023 471.000 kr.10 Méngraden fastsættes i henhold til erstatningsansvarslovens § 4. Årsagen til denne fremgangsmåde er, at det for børn under 15 år anses for umuligt at opstille en prognose for deres erhvervsmæssige beskæftigelse. Fra nævnets praksis i 2023 kan nævnes:



N.j.nr. 21-520-09796 Ansøger var som 12-14-årig udsat for to seksuelle overgreb begået af en voksen bekendt. Ansøger anmeldte forholdet til politiet, som sluttede sagen kort efter uden at rejse tiltale. Otte år senere rettede politiet henvendelse til ansøger, idet politiet nu ønskede at rejse tiltale mod skadevolder. Skadevolder blev dømt for de seksuelle overgreb, som han havde begået mod ansøger. Ansøger, der nu var blevet 27 år, søgte bl.a. om erstatning for erhvervsevnetab. Nævnet besluttede, at ansøger, der på tidspunktet for hændelserne var under 15 år, skulle tilkendes erstatning for erhvervsevnetab i medfør af EAL § 8, selvom det på tidspunktet for den aktuelle vurdering af ansøgers krav på erstatning for erhvervsevnetab var muligt at vurdere ansøgers faktiske erhvervsevne, idet det er ansøgers alder på skadestidspunktet, der er afgørende for, hvorvidt ansøger skal tilkendes erstatning for erhvervsevnetab i medfør af EAL §§ 5-7 eller § 8.

8.22

Erstatningsansvarslovens §§ 12-14 - Begravelsesudgifter og tab af forsørger

Efter offererstatningslovens § 2 ydes der erstatning efter erstatningsansvarslovens §§ 12-14 a og § 26, hvis skadelidte afgår ved døden.

Efter erstatningsansvarslovens § 12 skal den, som er erstatningsansvarlig for en andens død, betale erstatning for rimelige begravelsesudgifter og erstatning til den, som ved dødsfaldet har mistet en forsørger.

Nævnet har i 2023 besluttet at hæve beløbet for, hvad nævnet i praksis anser for ”rimelige begravelsesudgifter”, fra 45.000 kr. til 55.000 kr. Nævnet, der senest i 2018 hævede det vejledende maksimumbeløb fra 35.000 kr. til 45.000 kr., jf. årsberetningen for 2018, pkt. 7.20, fandt, at det vejledende maksimumbeløb for rimelige begravelsesudgifter passende kunne fastsættes til op mod 55.000 kr. med virkning fra den 1. marts 2023.

Ved beslutningen om at forhøje det beløb, som nævnet anser for ”rimelige begravelsesudgifter”, lagde nævnet til dels vægt på den almindelige prisudvikling.

Nævnet anser herefter op til 55.000 kr. for rimelige begravelsesudgifter. Særlige omstændigheder omkring dødsfaldet kan dog føre til, at der kan tilkendes et højere beløb.

”Rimelige begravelsesudgifter” omfatter kun udgifterne til selve begravelsen, herunder annoncering, anlæg af gravsted og bespisning af følget. Nævnet betaler ikke erstatning for udgifter til gravstedsvedligeholdelse, sørgetøj og transport til følget.

Hvis afdøde var hjemmehørende i udlandet, kan nævnet udover ”rimelige begravelsesudgifter” dog også betale for afdødes – men ikke følgets – transport til udlandet.

Det er i almindelighed en betingelse for at få forsørgertabserstatning, at afdøde i enten faktisk eller retlig henseende var forsørger for ansøgeren på tidspunktet for hændelsen.

Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 13, at forsørgertabserstatning til ægtefæller og samlevere udgør et i loven angivet minimumsbeløb, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Sådanne særlige omstændigheder kan f.eks. være, hvis ansøger har bopæl i et land med væsentligt lavere leveomkostninger end Danmark.

8.23

Erstatningsansvarsloven § 14 a - Overgangsbeløb

Ved dødsfald tilkommer der i medfør af erstatningsansvarslovens § 14 a en efterladt ægtefælle eller samlever et overgangsbeløb.

Efterlader afdøde sig hverken ægtefælle eller samlever, kan overgangsbeløbet, når særlige omstændigheder taler derfor, tilkendes en anden efterladt person, som i mange år har haft fælles bolig og fælles husholdning med afdøde.

Beløbet vil således kunne udbetales til forældre til større hjemmeboende børn, der bidrog til husholdningen, eller f.eks. til en søster eller bror, som i mange år har haft fælles bolig og husholdning mv. med afdøde.

Overgangsbeløbet ydes som en standardiseret kompensation for de forskellige uforudsete og mere eller mindre dokumenterbare udgifter, der som regel vil være forbundet med en ægtefælles eller samlevers død, f.eks. flytteudgifter, udgifter til bistand i hjemmet, begravelsesudgifter mv. Hvis der udbetales overgangsbeløb, kan den pågældende ikke tillige kræve erstatning for begravelsesudgifter, jf. sidste pkt. i bestemmelsen.

8.24

Erstatningsansvarsloven § 16 - Renter

Efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, kan godtgørelse og erstatning kræves betalt en måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse.

Højesteret afsagde den 4. december 2020 dom (U.2021.1058/2 H) i en sag anlagt af en skadelidt mod Ankenævnet for Patienterstatningen. Højesteret tog i dommen principiel stilling til forrentningstidspunktet efter erstatningsansvarsloven. Højesteret udtalte sig om, hvad der er en rimelig sagsbehandlingstid hos en myndighed, der identificeres med skadevolder, og hvilken betydning det har for rentedatoen efter erstatningsansvarslovens § 16, hvis sagsbehandlingstiden overstiger den rimelige sagsbehandlingstid.

Erstatningsnævnets tidligere praksis vedrørende erstatningsansvarslovens § 16 har været at fastsætte rentedatoen til en måned efter modtagelsen af fornøden dokumentation for et fremsat krav. Ved fastsættelsen af rentedatoen har nævnet ikke generelt inddraget nævnets sagsbehandlingstider, herunder den tid hvor sagen har ventet på at blive taget under behandling. Erstatningsnævnet har som følge af Højesterets dom med virkning fra og med august 2021 ændret sin praksis for fastsættelse af tidspunktet for forrentning. For nærmere beskrivelse af nævnets ændrede praksis henvises til nævnets årsberetning for 2021.

I § 16, stk. 1, 2. pkt., er det bestemt, at hvis det, forinden endelig opgørelse kan finde sted, er givet, at skadevolderen i alt fald skal betale en del af det krævede beløb, kan denne del forlanges udbetalt efter reglerne i § 16, stk. 1, 1. pkt. Et sådant udbetalt beløb samt beløb, der er udbetalt som midlertidig erhvervsevnetabserstatning, kan ikke senere kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre erstatningsposter, jf. § 16, stk. 1, 3. pkt.

Efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, forrentes beløbet fra det tidspunkt, hvor det kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente, der svarer til procesrenten, dvs. referencesatsen med et tillæg på 8 pct. Som referencesats anses den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. 1. januar og 1. juli det pågældende år. Renten svarer således til rentesatsen i henhold til renteloven. § 16, stk. 2, blev ændret ved lov nr. 434 af 10. juni 2003 og gælder for rente (med referencesatsen med tillæg af 7 %) af krav, der kan kræves betalt den 1. juli 2003 eller senere. For krav forud for den 1. juli 2003 er rentesatsen diskontoen med tillæg af 5 %. For krav efter 1. marts 2013 er tillægget til referencesatsen 8 %11.

Med virkning fra den 1. juli 2022 er offererstatningsloven12 ændret med henblik på at forenkle renteberegningen i offererstatningssager.

Lovændringen betyder, at godtgørelses- og erstatningsbeløb skal værdisikres helt frem til tidspunktet for Erstatningsnævnets afgørelse, uanset hvornår skaden er indtruffet, eller tabet er lidt. Lovændringen betyder også, at Erstatningsnævnet først tilkender renter af et godtgørelses- og/eller erstatningsbeløb, hvis beløbet ikke er udbetalt til ansøgeren inden 14 dage efter, at nævnet har truffet afgørelse om beløbet. De nye bestemmelser gælder dog ikke for krav på tort- og krænkelsesgodtgørelse, godtgørelse til efterladte og for krav mod skadevolder, som er afgjort ved dom, jf. § 11 a. For nærmere gennemgang af reglerne om værdisikring henvises til pkt. 8.3 ovenfor.



8.25

Arv

Krav på godtgørelse og erstatning falder som udgangspunkt i arv til de efterladte, uanset om skadelidte har gjort kravet gældende inden sin død.

8.26

Erstatningsansvarsloven § 24 - Almindelig lempelsesregel

Det følger af erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, at erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt.

Af stk. 2 følger det, at der under tilsvarende betingelser som angivet i stk. 1 kan ses helt eller delvis bort fra skadelidtes medvirken til skaden. Ved krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger, gælder det samme om afdødes medvirken.

8.27

Erstatningsansvarsloven § 26 - Tortgodtgørelse og krænkelsesgodtgørelse

8.27.1

Frihedsberøvelse og vold

Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, betale den forurettede godtgørelse for tort. Det vil normalt være en forudsætning, at en frihedsberøvelse kan henføres under straffelovens § 261. Ved voldsforbrydelser i øvrigt kan der kun tilkendes godtgørelse for tort, hvis volden er udøvet under særligt krænkende omstændigheder, som har indebåret en forhånelse, fornedrelse eller ydmygelse af offeret. 

Fra nævnets praksis i 2023 kan nævnes:

N.j.nr. 22-520-13287 Ansøger, som var 11 år på tidspunktet for hændelsen, blev af skadevolder på 14 år tvunget til at mødes en sen aften, idet skadevolder via en snapchatvideo havde udtalt, at han ville slå ansøgers familie ihjel, hvis ansøger ikke mødte op. Da ansøger mødte op, blev han udsat for vold af den ene skadevolder, der sparkede/trampede ansøger minimum 16 gange i hovedet, ligesom han slog ham både med flad og knyttet hånd og kastede ham mod jorden og ind i legepladsens redskaber flere gange, imens en anden skadevolder filmede voldsepisoden. Videoen blev videresendt af skadevolderne til flere personer via snapchat. Videoen blev desuden delt på internettet via et nyhedsmedie. Den ene skadevolder havde endvidere efter hændelsen truet ansøgeren til ikke at fortælle om hændelsen. Nævnet fandt, at optagelse og deling af videoen af den udøvede vold mod ansøger udgjorde en sådan krænkelse, at der kunne tilkendes godtgørelse for tort. Nævnet fastsatte godtgørelsen til 10.000 kr.

For nærmere om nævnets praksis henvises til nævnets årsberetning for 2012, pkt. 7.21.1, årsberetningen for 2013, pkt. 7.22.1 samt årsberetningen for 2022, pkt. 8.28.1.

8.27.2

Forbrydelser mod kønssædeligheden mv.

Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, skal det ved fastsættelsen af tortgodtgørelsen tillægges vægt, at krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 23 om forbrydelser i familieforhold eller 24 om seksualforbrydelser. Fra nævnets praksis i 2023 vedrørende tortgodtgørelse som følge af en seksualforbrydelse kan nævnes følgende:

N.j.nr. 22-520-13701 Ansøger arbejdede på et værtshus, og skadevolder, der var gæst på værtshuset, ville vise ansøger en tryllekunst. Skadevolder bad ansøger om at lukke øjnene, hvorefter han kyssede ansøger på munden. Skadevolder blev i retten fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 232. Nævnet tilkendte ansøger 6.500 kr. i godtgørelse for tort.

N.j.nr. 22-520-13387 Ansøger blev i forbindelse med sit arbejde i et supermarked klappet to gange i numsen af skadevolder, hvilket var egnet til at krænke ansøgerens blufærdighed. Skadevolderen blev i retten dømt for overtrædelse af straffelovens § 232.

Nævnet tilkendte som følge af hændelsen ansøger 7.000 kr. i godtgørelse for tort, i medfør af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 og 2.

For nærmere om nævnets praksis se f.eks. årsberetningen for 2015, pkt. 7.22.2, årsberetningen for 2018, pkt. 7.25.2, årsberetningen for 2019, pkt. 7.27.2, årsberetningen for 2020, pkt. 7.27.2, årsberetningen for 2021, pkt. 8.27.2 og årsberetningen for 2022, pkt. 8.28.2.

Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2 blev indsat i erstatningsansvarsloven ved lov nr. 463 af 7. juni 2001. Lovændringen tog blandt andet sigte på at fordoble det hidtidige godtgørelsesniveau i sædelighedssager, hvor den strafbare handling er begået den 1. juli 2002 eller senere, således at udgangspunktet ved udmåling af godtgørelse for tort ved fuldbyrdet voldtægt blev 60-70.000 kr. og omkring det halve ved forsøg på voldtægt.

Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, er endvidere ændret ved lov nr. 140 af 28. februar 2018, hvorefter tortgodtgørelse i sager om seksuelle krænkelser blev forhøjet med ca. 1/3 i forhold til 2001-ændringen af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, for at tage hensyn til den lønudvikling, der havde fundet sted siden 2002.

Loven trådte i kraft den 1. april 2018 og gælder for skader, der er sket efter den 1. april 2018.

Det er i lovens forarbejder13 forudsat, at udgangspunktet for godtgørelse ved fuldbyrdet voldtægt i 2017-niveau er 100.000 kr., hvilket i meget grove tilfælde kan forhøjes op til 150.000 kr. eller i ganske særlige tilfælde højere. Endvidere er det forudsat, at godtgørelsen ved forsøg på voldtægt i 2017-niveau er på ca. 40.000 til 53.000 kr. Endvidere er det ligeledes forudsat i forhold til krænkelser begået mod mindreårige, at godtgørelsen i 2017-niveau ved incest skal være på minimum ca. 26.000 kr., og at der ved grove tilfælde af seksuelt misbrug over en årrække, hvor der endvidere har været et tillids- eller afhængighedsforhold, skal være en nedre grænse for godtgørelsen på minimum 150.000 kr.

Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, er herefter ændret ved lov nr. 1719 af 27. februar 2018, hvorefter det ved fastsættelsen af tortgodtgørelse tillægges vægt, om krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af visse bestemmelser i straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser. Dette gælder dog ikke de overtrædelser, der er nævnt i straffelovens §§ 266-266 b.

Loven trådte i kraft den 1. januar 2019 og gælder for skader, der er sket efter den 1. januar 2019.

Det fremgår af bemærkningerne14 til ændringsloven, at formålet med den seneste formulering af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, er at forhøje niveauet for tortgodtgørelse tre gange i forhold til det hidtidige niveau i visse sager om freds- og ærekrænkelser. Lovændringen er bl.a. relevant i sager om digitale krænkelser i medfør af straffelovens § 264 d, der har fundet sted efter den 1. januar 2019.

Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, er senest ændret ved lov nr. 894 af 21. juni 2022, hvorved det er tilføjet i bestemmelsen, at der ved fastsættelsen af tortgodtgørelse kan lægges vægt på, at krænkelsen er en digital seksuel krænkelse. Med udtrykket ”digitale seksuelle krænkelser” forstås i bestemmelsens forstand bl.a. deling eller offentliggørelse af nøgenbilleder eller andet materiale af seksuel karakter, herunder billeder, videoer eller lydspor, som deles eller offentliggøres via internettet eller andre digitale medier uden samtykke fra den eller de personer, der optræder på materialet. Ifølge forarbejderne tilsigtes det med lovændringen samtidig at give et udgangspunkt for niveauet for tortgodtgørelse i sager om digitale seksuelle krænkelser.

I forarbejderne til de nævnte lovændringer er desuden anført, at domstolene fremover ved fastsættelsen af tortgodtgørelse skal tage hensyn til den almindelige lønudvikling i overensstemmelse med principperne i erstatningsansvarslovens § 15 med det formål at sikre, at godtgørelsesniveauerne ikke stagnerer på 2017- eller 2021-niveau.

Godtgørelsen i de enkelte sager fastsættes ud fra en vurdering af de konkrete omstændigheder i hvert enkelt tilfælde. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på bl.a. karakteren af de seksuelle krænkelser, den anvendte tvang eller vold, varigheden af forbrydelsen, hvor forbrydelsen er sket, om der har medvirket en eller flere skadevoldere, og – hvis der er tale om forsøg – hvor fremskredent forsøget har været.

8.27.3

Digitale seksuelle krænkelser

Digitale seksuelle krænkelser er særegne og adskiller sig fra fysiske forbrydelser, eftersom der i visse tilfælde kan være mange gerningspersoner, der deler den samme video eller det samme billede af en forurettet. Det betyder også, at de enkelte krænkelser muliggør yderligere udbredelse af det krænkende materiale, og at krænkelsesperioden kan være meget lang.

I mange tilfælde begås krænkelserne endvidere uafhængigt af hinanden. Det betyder, at selv om det er det samme materiale, der bliver delt, er det ikke nødvendigvis den samme krænkelse. Dette ville være anderledes, hvis der var tale om en forbrydelse begået af flere gerningspersoner i forening.

I det såkaldte ”Umbrella-sagskompleks”, som omhandler videredeling af videomateriale af seksuel karakter med mindreårige samt fastsættelse af tortgodtgørelse, har Højesteret afsagt to domme om udmåling af tortgodtgørelsen til de forurettede.

I den første dom, U.2019.1232 H, fandt Højesteret, at den tiltalte havde krænket de forurettedes ære og person ved at have videresendt to videoer af de forurettede til i hvert fald 35 personer. Højesteret bemærkede videre, at de forurettedes ære og person ikke alene var blevet krænket af tiltalte, idet sagen indgik i et større sagskompleks. Delingerne i de enkelte sager var sket uafhængigt af hinanden og foregik over en længere periode, men hver deling muliggjorde nye delinger, hvilket var med til at forlænge krænkelsesperioden. Højesteret fandt blandt andet, at tortgodtgørelsen måtte fastsættes under hensyntagen til, at andre personer, der måtte blive fundet skyldige i at videredele det samme videomateriale, også kunne blive pålagt at betale godtgørelse til de forurettede, ligesom der i sådanne fremtidige sager måtte tages hensyn til de godtgørelsesbeløb, som allerede måtte være tilkendt de forurettede.

Senest afsagde Højesteret den 12. august 2020 en dom (U.2020.3922 H) vedrørende udmålingen af tortgodtgørelse. Sagen omhandlede, hvorvidt de godtgørelser, som de forurettede hidtil var tilkendt i sagskomplekset, i alt havde en sådan størrelse, at det måtte anses for at kompensere for den samlede tort, som var lidt i anledning af delingen af videomaterialet.

Højesteret fandt, at selv om enhver deling af videomaterialet som udgangspunkt indebærer en krænkelse af de forurettedes ære og person, måtte de allerede tilkendte godtgørelser på mindst 260.000 kr. til den kvindelige forurettede og mindst 53.500 kr. til den mandlige forurettede anses for at kompensere for den samlede tort, som de forurettede lider i anledning af sager som den foreliggende. Herefter skulle der ikke udredes yderligere tortgodtgørelse til de forurettede.

Højesteret bemærkede afslutningsvis, at konsekvensen af afgørelsen er, at der i andre sager vil være skadevoldere, der ikke skal betale godtgørelse for tort, selv om de har krænket de forurettedes ære og person. Ved dommen tog Højesteret imidlertid ikke stilling til, om der i andre sager – f.eks. på grund af meget omfattende delinger – måtte kunne foreligge sådanne helt særlige omstændigheder, at der kan være grundlag for yderligere tortgodtgørelse.

Nævnet har i praksis vurderet, at der i konkrete sager kan være grundlag for yderligere tortgodtgørelse, såfremt der i sagerne foreligger helt særlige omstændigheder. Se i den forbindelse nævnets årsberetning for 2021, pkt. 8.27.3.

Efter Højesterets seneste dom i Umbrella-sagskomplekset var retstilstanden således, at der kunne fastsættes et ”loft” for tortgodtgørelse, når den forurettede måtte anses for at være tilstrækkeligt kompenseret for den samlede lidte tort. Dette gav i praksis anledning til udfordringer, da det som følge heraf ville være vilkårligt, hvilke skadevoldere der kom til at betale tortgodtgørelse i større sagskomplekser. Det ville f.eks. kunne medføre, at en skadevolder kunne slippe for at udrede tortgodtgørelse til den forurettede, alene fordi straffesagen for denne person ikke var behandlet, før et eventuelt loft for tortgodtgørelsen var nået.

Med virkning fra den 1. juli 2022 vedtog Folketinget en ændring af erstatningsansvarslovens § 2615, sådan at det af § 26, stk. 3, fremgår, at man ved fastsættelsen af tortgodtgørelse skal vurdere alle digitale seksuelle krænkelser, der er begået uafhængigt af hinanden, selvstændigt. Dette medfører, at krænkelserne skal vurderes selvstændigt ved udmålingen af tortgodtgørelse, ligesom det er tilfældet ved individuelle fysiske krænkelser.

Formålet med lovændringen er at sikre, at forurettede i sager med digitale seksuelle krænkelser kan blive tilkendt tortgodtgørelse for alle krænkelser, som de er udsat for. Dette skyldes både hensynet til de forurettedes retsfølelse og et ønske om at ligestille fysiske og digitale seksuelle krænkelser i tortmæssig henseende.

Lovændringen medfører, at der ikke er en grænse for, hvor mange gange en forurettet kan blive tilkendt tortgodtgørelse i det samme sagskompleks, idet alle skadevoldere skal udrede tortgodtgørelse for retsstridige krænkelser uden hensyn til, hvor meget der i øvrigt er blevet tilkendt den forurettede.

Hermed sikres, at der ikke er skadevoldere, som kan undgå at betale tortgodtgørelse, alene fordi deres straffesag først bliver behandlet, efter et eventuelt loft for tortgodtgørelse er nået.

Samtidig tilføjedes det i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, at der ved fastsættelsen af tortgodtgørelsen kan lægges vægt på, at krænkelsen er en digital seksuel krænkelse. Med udtrykket ”digitale seksuelle krænkelser” forstås i bestemmelsens forstand bl.a. deling eller offentliggørelse af nøgenbilleder eller andet materiale af seksuel karakter, herunder billeder, videoer eller lydspor, som deles eller offentliggøres via internettet eller andre digitale medier uden samtykke fra den eller de personer, der optræder på materialet.

Med lovændringen tilsigtede man samtidig ifølge forarbejderne at fastlægge et udgangspunkt for niveauet for tortgodtgørelse i sager om digitale seksuelle krænkelser.

Niveauet for tortgodtgørelsen forudsættes herefter at være i størrelsesordenen 5.000 kr. til 30.000 kr. Det fremgår af forarbejderne, at de nævnte beløb er i 2021-niveau, og at domstolene ved udmåling af tortgodtgørelse forudsættes at tage hensyn til den almindelige lønudvikling, således at godtgørelsesniveauerne ikke stagnerer.

Godtgørelsen skal fortsat fastsættes under hensyn til krænkelsens grovhed, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt

Ændringen gælder for lovovertrædelser begået fra den 1. juli 2022.

For nærmere om nævnets praksis henvises til årsberetningen for 2022, pkt. 8.28.3.

8.27.4

Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 4 – krænkelsesgodtgørelse

Bestemmelsen om krænkelsesgodtgørelse findes i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 416. Efter denne bestemmelse skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en anden, i tilfælde, hvor der ikke er lidt tort, jf. § 26, stk. 1, dog betale den forurettede en godtgørelse, såfremt krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret et særligt groft angreb mod en andens person eller frihed. Med virkning fra den 1. juli 2022 blev bestemmelsen om krænkelsesgodtgørelse ændret17, således at den også gælder ved særligt grove krænkelser mod en andens fred eller ære. Ved lovændringen blev området for krænkelsesgodtgørelse udvidet, således at bestemmelsen både omfatter grove angreb på en anden person eller dennes frihed og grove krænkelser af en andens fred eller ære.

Bestemmelsen er efter lovændringen fortsat tiltænkt et snævert anvendelsesområde. Krænkelsesgodtgørelse ydes således i de grænsetilfælde, hvor der ikke ydes godtgørelse for tort, men hvor forbrydelsen desuagtet er af en sådan karakter, at den generelt set er egnet til at skabe meget betydelig angst og længerevarende psykiske belastninger for offeret eller har medført en grov krænkelse mod en andens fred eller ære.

Kravet om forholdets grovhed kræver som udgangspunkt, at forholdet er sket ved et forsætligt særligt groft angreb, der har medført eller været egnet til at medføre alvorlig utryghed og angst hos offeret. Ved vold er det en forudsætning, at der er anvendt våben, eller at der har været tale om vold gennem længere tid. Kravet om forbrydelsens grovhed indebærer endvidere, at forholdet også ved strafudmålingen skal betragtes som værende af grovere karakter. Det er således tillige en forudsætning, at forbrydelsen skal kunne medføre fængsel i omtrent 1 år eller derover. Det vil normalt også være en forudsætning, at volden har medført alvorlige skader. Dette fortolkes i nævnets praksis som skader, der har medført et varigt mén på mindst 5 pct., eller en sygeperiode på 3 måneder eller derover.

Ved krænkelser af en persons fred eller ære er det også en betingelse, at forholdet er begået ved en forbrydelse, uden at der dog stilles krav om straf af en bestemt minimumslængde. Kerneområdet vil være straffelovsovertrædelser i form af uberettiget adgang til datasystemer, brud på brevhemmeligheden og aflytning, husfredskrænkelser, uberettiget fotografering af personer på et ikke frit tilgængeligt sted, uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold samt ærekrænkelser. Ved vurderingen af, hvorvidt der er tale om særligt grove krænkelser af en andens fred eller ære, vil det bl.a. kunne tillægges vægt, om krænkelsen er begået for vindings skyld. Der vil endvidere kunne lægges vægt på karakteren af eksempelvis den overvågning, der har fundet sted, herunder hvorvidt der er tale om særligt private forhold, ligesom omfanget af krænkelsen kan tillægges vægt, f.eks. om overvågningen har været langvarig eller konstant.

Udvidelsen af anvendelsesområdet for tilkendelse af krænkelsesgodtgørelse vil efter nævnets opfattelse som udgangspunkt ikke få betydning for behandlingen af sager efter offererstatningsloven, idet nævnet som udgangspunkt ikke tilkender godtgørelse for tort ved lovovertrædelser, der alene har medført freds- og ærekrænkelser, jf. offererstatningslovens § 1, stk. 1.

Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 4 (tidligere stk. 3) er nærmere omtalt i nævnets årsberetning for 2007, pkt. 7.17.

8.28

Erstatningsansvarsloven § 26 a - Godtgørelse til efterladte

Godtgørelse til efterladte i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 a er alene relevant ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Bestemmelsen vil derfor typisk finde anvendelse i tilfælde, hvor dødsfaldet er forvoldt ved overtrædelse af straffelovens § 237 (manddrab), § 246 (grov vold med døden til følge) eller § 252 (forsætlig fareforvoldelse).

Er dødsfaldet forvoldt ved overtrædelse af straffelovens § 237, er udgangspunktet, at der skal betales godtgørelse. Er døden derimod forvoldt ved overtrædelse af straffelovens § 246 eller § 252, afhænger det af en konkret vurdering af karakteren af tiltaltes handling og den lidelse eller krænkelse, som derved er påført de efterlevende, om der skal betales godtgørelse. Der kan i den forbindelse lægges vægt på, om dødsfaldet er forvoldt på en særlig brutal eller krænkende måde, om afdøde har været udsat for omfattende vold eller seksuelle krænkelser inden døden, eller om døden er forvoldt på en særlig pinefuld måde. Det kan også indgå i vurderingen, hvor ”tæt” de efterladte har været på begivenhederne. Har et barn f.eks. været til stede i forbindelse med drabet på en af sine forældre, kan dette i sig selv tale for tilkendelse af godtgørelse eller en forhøjelse af denne.

Udgangspunktet for godtgørelsens størrelse ved forsætligt drab er 100.000 kr. Det er dog ikke udelukket i helt ekstraordinære tilfælde at tilkende en højere godtgørelse. Ved dødsfald som følge af grov uagtsomhed kan godtgørelsen fastsættes til et mindre beløb, idet det dog i lovens forarbejder forudsættes, at der ikke tilkendes helt bagatelagtige beløb.

For skader sket før den 1. marts 2021 kunne godtgørelsen alene udbetales til personer, der stod afdøde særligt nært. Det vil som udgangspunkt sige afdødes efterladte ægtefælle eller samlever, mindreårige børn, herunder også ufødte børn, og, hvis afdøde var mindreårig, afdødes forældre.

Ved mindreårige børn vil det som udgangspunkt være uden betydning, om barnet rent faktisk boede sammen med afdøde, og om barnet selv er i stand til at forstå de særlige omstændigheder omkring dødsfaldet, der begrunder godtgørelsen. Er der tale om mindreårige børn, som havde nået en vis alder, da dødsfaldet indtrådte, kræves dog efter praksis en vis kontakt mellem afdøde og den efterladte. Hjemmeboende voksne børn vil som udgangspunkt også være omfattet af bestemmelsen.

Efter omstændighederne er også andre end ægtefælle, samlever, børn eller forældre omfattet af bestemmelsen i § 26 a. Dette forudsætter dog, at der har været et sådant særligt forhold mellem den pågældende og afdøde, at der må antages at være tale om en tilsvarende særlig følelsesmæssig belastning som følge af dødsfaldet. Det kan f.eks. være søskende, der som voksne i mange år har haft fælles bolig og husholdning med afdøde.

Erstatningsansvarslovens § 26 a blev ændret ved lov nr. 290 af 27. februar 2021, hvorved den berettigede personkreds blev udvidet til efterlevende, der havde en særlig nær tilknytning til den afdøde. Dette medfører, at der herefter kan tilkendes godtgørelse til voksne, udeboende børn (uanset deres alder), forældre til voksne, udeboende børn (ligeledes uden hensyn til børnenes alder) samt samboende søskende.

Ændringsloven trådte i kraft den 1. marts 2021 og har virkning for skader, der indtræder efter den 1. marts 2021.

Fra nævnets praksis i 2023 kan nævnes:

N.j.nr. 23-520-18246 og n.jr. 23-520-18247 De to ansøgere søgte om efterladtegodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 a som følge af drab på ansøgernes mor. De to skadevoldere, der var afdødes ægtefælle og søn, blev af Landsretten fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 237 om forsætligt manddrab og derudover en række bestemmelser om skærpende omstændigheder, herunder straffelovens § 81, nr. 6. Landsretten fandt, at drabet havde sin baggrund i den afdødes tro, idet skadevolderne anså hende som værende en frafalden muslim, der havde haft omgang med andre mænd og således havde været sin ægtefælle utro.

Nævnet besluttede at tilkende de to ansøgere 125.000 kr. hver i efterladtegodtgørelse og fraveg således udgangspunktet på 100.000 kr. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på omstændighederne ved drabet, herunder at Landsretten havde fundet grundlag for at henføre sagen under straffelovens § 81, nr. 6, og at det kunne opfattes som særligt krænkende for ansøgerne, at deres mor var blevet dræbt som følge af skadevoldernes vrede over hendes livsførelse og tro.

Bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 26 a er nærmere omtalt i årsberetningen for 2003, pkt. 7.13, årsberetningen for 2004, pkt. 7.14 og årsberetningen for 2022, pkt. 8.29.

9

Bilag 1 - Oversigt over forekomsten af de enkelte straffelov overtrædelser i 2021-2023

 

2021

2022

2023

Strfl. §§ 119-121

264

209

147

Strfl. § 123

3

4

3

Strfl. § 180

3

1

1

Strfl. § 210

4

4

7

Strfl. § 215

4

0

2

Strfl. §§ 216-217

291

210

229

Strfl. § 218-221

2

3

2

Strfl. §§ 222-223 a

37

24

8

Strfl. § 224

5

1

0

Strfl. § 225

35

28

21

Strfl. § 226

0

0

0

Strfl. § 232

640

1.078

421

Strfl. § 235

97

24

4

Strfl. § 237

34

37

63

Strfl. § 237, jf. § 21

63

47

53

Strfl. § 241

7

7

5

Strfl. § 243

1

7

3

Strfl. § 244

668

439

404

Strfl. § 245

422

298

231

Strfl. § 246

7

4

13

Strfl. § 249

10

11

9

Strfl. § 252

14

10

2

Strfl. §§ 260-261

29

27

12

Strfl. § 262a

2

1

5

Strfl. § 264

24

30

15

Strfl. § 266

38

34

34

Strfl. § 276, § 291, § 293

11

9

10

Strfl. § 279

5

12

4

Strfl. § 281

10

9

5

Strfl. § 288

97

97

51

Strfl. i øvrigt

0

1

0

I alt

2.827

2.666

1.764

10

Bilag 2 - Oversigt over tilkendte erstatninger mv. i 2021-2023 fordelt på erstatningsposter

 

2021

2022

2023

Svie og smerte

15.489.509

12.333.491

14.500.391

Helbredelsesudgifter

408.912

339.872

684.358

Tandbehandling

512.011

499.235

292.485

Personlige ejendele

275.439

385.600

293.470

Mistede kontanter

12.250

31.470

9.572

Tingsskade

0

0

2.085

Forlængelse af uddan­nelse/

182.500

365.000

356.351

tab af skoleår

 

 

 

Transportudgifter

60.151

54.739

43.319

Tabt arbejdsfortjeneste

59.087.613

48.391.919

64.243.585

Begravelsesudgifter

208.977

977.475

645.236

Overgangsbeløb

177.000

525.000

721.000

Tort

13.676.150

18.328.500

25.642.000

Krænkelsesgodtgørelse

770.000

505.000

495.000

Godtgørelse til efterladte

75.000

3.840.000

6.185.000

Lægeerklæring, betalt af ansøger/advokat

55.617

44.607

51.740

Varigt mén

39.914.867

24.684.248

27.525.004

Erhvervsevnetabs­erstatning

144.558.213

138.792.073

98.796.381

Varige helbredelsesudgifter

45.463

48.936

0

Tab af forsørger, ægtefælle

3.166.272

2.059.800

4.104.801

Tab af forsørger, børn

536.036

4.022.259

3.408.787

Advokatudgifter

7.222.161

6.020.468

4.351.900

Andet

254

0

9.149

I alt

286.434.396

262.249.692

252.361.615

 

Administrative udgifter i 2021-2023

 

2021

2022

2023

Gebyr til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring      

87.740

29.620

0

Gebyr til Patienterstatningen

4.608.750

3.543.750

5.081.250

Tandlægekonsulenter

24.604

34.640

51.263

Erklæringer betalt af nævnet              

1.436.665

1.897.828

1.653.934

Andet

344.920

350.784

595.317

I alt

6.502.678

5.856.623

7.383.903

Udbetalt i alt i 2021-2023 

 

2021

2022

2023

Tilkendte erstatninger og godtgørelser

286.434.396

262.275.446

252.361.615

Administrative udgifter

6.502.678

5.856.623

7.383.903

I alt

292.937.074

268.132.069

259.745.518

11

Bilag 3 - Oplysninger om tilkendelser og afslag

Erstatningsnævnet har i 2023 truffet 6.323 afgørelser, jf. pkt. 5.

Nævnet har i ca. 56 pct. af de trufne afgørelser imødekommet en ansøgning eller genoptaget en tidligere afgørelse og tilkendt (yderligere) erstatning, mens nævnet i ca. 33 pct. af nævnets afgørelser har meddelt afslag på erstatning.

Cirka 3 pct. af årets afgørelser har vedrørt aktindsigt i verserende sager eller sager, hvor nævnet har besluttet at henlægge en erstatningssag, f.eks. fordi ansøger har oplyst, at han eller hun ikke ønsker videre foretaget i sagen.

De resterende cirka 8 pct., hvor nævnet hverken har imødekommet eller afslået et fremsat erstatningskrav, drejer sig blandt andet om tilfælde, hvor nævnet ikke har kunnet tage stilling til kravet på det foreliggende grundlag, og hvor nævnet derfor har afsluttet sagen med tilsagn om genoptagelse ved indsendelse af dokumentation eller lignende for kravet.

Fordelingen af afgørelsestyper kan illustreres ved følgende figur: