Håndtering af overgreb mod børn i almen praksis
Forskningsfonden for Almen Praksis
Rådet for Offerfonden gav i 2018 et tilskud på 1.737.236, 72 kr. til projektet ” Håndtering af overgreb mod børn i almen praksis”.
Mange overgreb mod børn opdages for sent, og ofte har børnene lange sundhedsjournaler, der vidner om gentagende kontakter med sundhedssystemet. Almen praksis udgør frontlinjen i det danske sundhedssystem, og har kontakt med stort set alle børn, enten i forbindelse med børneundersøgelser, vaccination, eller almindelig sygdom. Således er praktiserende læger blandt de ganske få fagpersoner, som har direkte adgang til børn i forbindelse med sundhedsmæssige undersøgelser, hvor man har mulighed for at undersøge somatiske, psykiske og sociale aspekter af børns liv.
Formålet med projektet har været gennem, en kombineret kvalitativ og kvantitativ tilgang, at undersøge hvordan, hvornår og hvorfor praktiserende læger får mistanke om overgreb mod børn, hvordan de håndterer en sådan mistanke, og hvilke barrierer de oplever, således at man gennem en videns baseret indsats, kan understøtte praktiserende læger i at bekæmpe og begrænse overgreb mod børn.
Der er blevet udført en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, som har afdækket praktiserende lægers håndtering af underretninger. Derudover er der blevet udført etnografisk feltarbejde og semistrukturerede interviews med både praktiserende læger og praksis sygeplejersker, som har fokuseret på de praktiske omstændigheder i forbindelse med mistanke om omsorgssvigt og overgreb.
Spørgeskemaundersøgelsen pegede på, at praktiserende læger følte sig godt rustet til at håndtere konkrete tegn på omsorgssvigt og overgreb. Ikke desto mindre var det tydeligt i det kvalitative data, at når det kom til de tilfælde, hvor der ikke var objektive tegn på omsorgssvigt eller overgreb, men hvor lægerne havde en fornemmelse af, at noget ikke var som det skulle være, valgte de ofte, frem for at underrette, at arbejde på at bibeholde kontakten med familien og barnet, da de så sig selv som den eneste stabile kontakt i disse familiers liv. Vores undersøgelser pegede desuden på, at der var udfordringer i samarbejdet mellem de praktiserende læger og kommunernes børn og unge afdelinger, og at lægerne manglede en støtte/henvisnings mulighed i arbejdet med at hjælpe de børn, hvor der ikke var konkrete observationer eller fund at underrette omkring. Dette kunne indikere, at der manglede tilbud til de børn, som måske befinder sig i risiko for omsorgssvigt eller overgreb, eller at lægerne ikke altid anvender underretningsmuligheden som den er tiltænkt.