Der kan i visse tilfælde ydes retshjælp til at klage til et internationalt klageorgan (for eksempel Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol). En ansøgning herom sendes til Civilstyrelsen.
Reglerne findes i lov nr. 940 af 20/12/1999 om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner.
Der ydes retshjælp, hvis det internationale klageorgan har anmodet om den danske regerings retlige bemærkninger til klagen, jf. lovens § 2.
Der kan efter lovens § 3 desuden ydes retshjælp, hvis særlige grunde taler derfor, selv om regeringen ikke er anmodet om retlige bemærkninger til klagen. Betingelserne herfor svarer til retsplejelovens § 329 om fri proces.
Der skal således som udgangspunkt være tale om, at sagen er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller at sagen har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation.
Det er en grundlæggende betingelse for at yde retshjælp til en klagesag, at ansøgeren har udtømt de nationale retsmidler først.
Retshjælp dækker rimelige, nødvendige udgifter til klagesagens førelse samt et rimeligt salær til en advokat. Retshjælp er ikke udtryk for, at statskassen dækker alle omkostningerne forbundet med sagen.